Arto & de transparente gemmesteder

Så blev Arto atter udgangspunkt for en negativt ladet nyhedshistorie. At mediematrix konstant udvides med nye medieformer og at medierne penetrerer stadig flere aspekter af vores liv, resulterer ikke umiddelbart i en alment udbredt og mere nuanceret forståelse af de forskellige medieformer.

Tværtimod.

Øget kompleksitet og forvirring.

Det er tydeligvis forbundet med store vanskeligheder at begribe, hvad der egentlig karakteriserer de forskellige medier. Endnu mere forvitret bliver billedet, når spørgsmålet drejer sig om mediernes samspil med den fysiske verden. Vi kender og mener at forstå de “gamle” medier: aviser, radio, tv, film. De har været her længe og afstedkommer ikke større postyr, om end det antageligvis er en tilsnigelse at hævde, at vi faktisk forstår de mange mekanismer, der præger disse. De “nye” medier og samspillet mellem totaliteten af medier, derimod, bilder de færreste sig vel ind at kunne overskue. Derfor lader vi ofte vores opfattelser af “det nye” basere på fragmentariske og simplificerede antagelser og fordomme. På mange måder er alt det nye imidlertid ikke så afgørende nyt, som jeg også tidligere har pointeret. I hvert fald ikke radikalt nyt i den forstand, at fx den sociale interaktion ikke antager grundlæggende nye former, men blot får tilføjet andre mulighedsbetingelser og flere kommunikationskanaler.

Tilbage til Arto. Mon ikke historien efterhånden er kendt af alle. Som konsekvens af mine mange andre jern i og uden for ilden er sagen i mellemtiden kølet lidt ned igen.

Elever fra Hellebækskolen har i en gruppe på Arto ladet deres frustrationer over skolens lærere få frit spil. Kulminationen blev en 11-årig drengs pædofili-påstande rettet mod en navngiven lærer. Voldsomme og helt uberettigede anklager, som skabte stor opstandelse og som skolen rimeligvis ikke ville tolerere. Konsekvensen blev bortvisning af den pågældende elev, hvad imidlertid blev omstødt af Helsingør Byråd, der “blot” lod drengen skifte klasse. Selvom jeg personligt mener bortvisningen var en naivt simpel løsning på et mere komplekst problem, skal børnenes adfærd ikke negligeres. Der er utvivlsomt en pædagogisk opgave at løse.

Samtidig er der i sagen indlejret adskillige problemer, som det i min mediefikserede optik forekommer påtrængende at kommentere på.

Centralt står Arto selvfølgelig. Ofte udskældt. Dæmoniseret og stigmatiseret. De negative nyhedshistorier er mange og senest har en mindre kvantitativ undersøgelse afsløret, at Arto fremkalder negative konnotationer hos flertallet af respondenterne. Det er imidlertid et helt fortegnet billede, fremkaldt af ikke mindst nyhedsmediernes evige opprioritering af de negative historier i fastlåst fokusering på nyhedskriteriet “konflikt”. Brugerne af Arto ved imidlertid bedre - de bruger det jo faktisk, modsat mange af dem, der skriver og taler om sitet. Enkelte medieforskere forsøger at opløse dikotomierne og formidle et mere nuanceret billede af et social network site, hvor op imod 700.000 børn og unge er glade brugere.

Arto er i høj grad et vigtigt element i børn og unges liv fordi de her bliver taget seriøst. Samværet foregår på brugernes præmisser. Arto er mange børn og unges eget rum, deres fristed, deres hule. I et institutionaliseret samfund, hvor man sjældent er uden for voksnes rækkevidde og opsyn, fungerer Arto som et naturligt og nødvendigt åndehul. Dette behov for skabelse af autonome rum uafhængigt af de voksne, der uafladeligt forsøger at diktere alt fra sengetider til acceptabel adfærd, er mere end forståeligt. Det er indlysende og også i et diakront perspektiv en naturlig del af barn- og ungdom.

Husk hulernes betydning. Husk de akut opståede behov for afsondring fra den voksne verden. Husk de “hemmelige” møder, hvor verdenssituationen i børnehøjde skulle drøftes og de voksne kunne stemples som allestedsnærværende fangevogtere. Eller det der var værre. Uden konsekvenser, vel at mærke. Om hulen udgøres af nogle brædder i et træ, en bunke dyner eller et lyserødt pigeværelse er uden betydning. Hulen var og er børn og unges eget rum. Arto er nutidens virtuelle hule. Præget af meget fatisk kommunikation, opretholdelse af venskaber og ikke mindst dialog om alt det, der rører sig i brugernes liv. Kig på siden. Det betyder faktisk noget for dem. Stort og småt bliver luftet og de mange tilstedeværende føler sig i sikkerhed. I deres egen hule.

At hulen “Arto” ikke kan sidestilles med fysiske huler er åbenlyst og dog tilsyneladende så let at glemme. Der kan identificeres en funktionel konvergens, idet brugsmønstrene på mange områder er sammenfaldende. Den helt afgørende forskel vedrører naturligvis graden af reel afsondrethed. Hvor samvær og samtaler i fysiske gemmesteder som sagt uden konsekvens kan udtrykke voldsomme udfald mod folk uden for hulen, er sagen en ganske anden på Arto. Transparent og gennemlyst tilbyder sitet ikke noget skjul, ingen sikkerhed for voksne blikke. Der er altså tale om en hule, der mangler hulens mest attråværdige egenskaber. En hule af glas, om man vil.

Det påfaldende er, at hverken Arto-brugere eller eksterne voksne “overvågere” helt forstår dette. Måske er den diskursive konstruktion af børn og unge som højkompetente mediebrugere ikke helt nøjagtig. Måske har de trods den intensive brug af især Arto fortsat ikke helt eksakt føling med “hulens” begrænsninger. Måske har netop den diskursive fastlåsning af dem som hyperkvalificerede brugere af alverdens medier afstedkommet et helt forvrænget billede hos de mange børn og unge, hvor de og kun de kan manøvrere på nettet og finde frem til Artos mange gemmesteder. Hvis deres forældede forældre eller lærere alligevel ikke kan tænde en computer, hvorfor så frygte deres kritiske blikke?

De voksne er ikke mindre afsporede. Denne eksponering af det, der altid har foregået, men blot i det skjulte, efterlader tilsyneladende mange voksne i en paralyseret choktilstand. Det havde de alligevel ikke regnet med. Deres lille skat. Naiv fornægtelse, vil jeg mene. Mediernes iboende transparens er formentlig hverken ønskværdig fra børns eller voksnes perspektiv, men vi må lære at håndtere den lidt mere hensigtsmæssigt.

Forskrækkelsen og forargelsen forstærkes af en anden yderst velkendt tendens - den sproglige udvikling. Sproget er vigtigt, det er vi vist enige om. Så vigtigt at nogen meget gerne vil passe lige så godt på det som familiens dyrebare arvesølv. Det skal helst pakkes ind i vat. Meget vat. Og så skal det ellers helst forblive, som det altid har været. Selvom det aldrig bare har “været”; sproget har aldrig haft nogen fast form. Ikke desto mindre påstås det uafladeligt, at sproget er blevet mere råt og ubehageligt, især den udgave de unge går rundt og bruger. Det påstås især af dem, der ikke har været unge i mange år, skal det måske tilføjes. Sprogforskningen bør dog tilkendes en stemme i denne forvrængede debat. Med mindre selvfølgelig man er en af dem, der helst vil fastholde myten om den forfærdelige sprogbrug hos unge, for det er nemlig en myte de fleste sprogforskere meget gerne vil aflive. Hurtigt og smertefuldt. Sproget er hverken værre eller bedre idag end for 10-20-30-100 eller tusindvis af år siden. Oplevelsen af forråelse opstår fordi man glemmer den historiske sammenhæng. Unge taler ganske vist anderledes end andre grupper i samfundet, men sådan har det bare altid været. At nutidens bandeord kan forekomme værre end tidligere er blot et resultat af den diskursive progression. Ord og sprog er ikke statiske, men udvikles hele tiden. Ord mister deres betydning og erstattes af andre. Det samme med bandeord, der tjener det formål at tilskrive et udsagn særlig vægt. Når et bandeord, fx røvhul, efterhånden ikke fremkalder mange løftede øjenbryn, er dets betydning devalueret og det erstattes af andre, der kan fremkalde den ønskede effekt. Det er således muligt at opstille en “bandeordenes historie”, der vil anskueliggøre udviklingen, der hverken lige er begyndt eller nær sin afslutning. Trods uomgængelighed og historisk forankring vil vi altså helst ikke anerkende denne udvikling, for hvad skal det da ikke ende med? (Se denne letlæste artikel om sprogforskning i en pædagogisk ramme)

Der er tydeligvis talrige muligheder for misforståelser i interaktionen mellem børn, unge og voksne. Det må siges at være gammelt nyt. Når interaktionen foregår på tværs af fysiske og virtuelle skel bliver forståelsesbarrierne næppe mindre. Dette understreges med næsten skræmmende tydelighed af Helsingørs borgmester, Per Tærsbøl, idet han med nedenstående bemærkning søger at afrunde bortvisningssagen:

“Jeg håber derfor, at sagen giver forældre, skoleledere og lærere anledning til at tale med børnene om, hvordan man som elev opfører sig over for andre elever og mindst lige så vigtigt, hvordan man som elev agerer over for lærere, hvad enten det er på nettet eller i den virkelige verden”.

Intentionerne om at drøfte etiske og moralske standarder fejler ikke noget. Det gør borgmesterens medieopfattelse til gengæld. Også i den grad. Denne opfattelse af nettet som noget ikke-virkeligt er i bedste fald problematisk. Hvordan kan sagsforløbet drøftes med den fornødne finesse, når afgørelsen træffes af en person, der ikke opfatter nettet og net-medieret interaktion som en del af virkeligheden?

Er internettet en fiktiv konstruktion? Et spørgsmål der selvsagt ikke skal beskues i en postmoderne optik, men forhåbentlig blot understrege hvor svært det kan være at forstå mediernes position og betydning.

Tro ikke det er indlysende.

Må man gå med kniv på Facebook?

Knive og medier. Knive i medierne. Indtil for nylig ikke noget opsigtsvækkende tema, om end knive selvfølgelig fra tid til anden har været omdrejningspunkt for mere eller mindre makabre nyhedshistorier. Nogen fremtrædende plads i det daglige medieflow har knive ikke haft. Indtil for nylig.

Ikke før natten til i søndags, hvor Anton Njie i et tilsyneladende ligegyldigt skænderi om en hue (!?) blev stukket ihjel. Dermed var skænderiet åbenlyst ikke ligegyldigt længere. Så langt så godt. Eller skidt, naturligvis. Det er ikke så meget omstændighederne omkring selve sagen, jeg vil forholde mig til. Det siger sig selv, at det er dybt forkasteligt, utilgiveligt og en uforståelig falliterklæring. Derom hersker vist en overvejende konsensus.

Derimod vil jeg tillade mig at træde et skridt tilbage, indtage en mere mediefaglig, distanceret position og kommentere lidt på mediernes placering i sagen. Her er flere parallelle strømninger at iagttage, som dog interagerer på lidt særegen vis.

I udgangspunktet har nyhedsmedierne naturligvis opretholdt en mere eller mindre fyldestgørende dækning af sagsforløbet, med den kontemporære hang til pompøs pathos i højsædet ved flere lejligheder. Intet nyt under solen her.

Så fik de øje på Facebook. Nyhedsmedierne. Som for første gang, hvad uundgåeligt må undre. Især når man tænker på en relativt nyligt overstået valgkamp, hvor politikerne i vid udstrækning tilsidesatte politisk substans til fordel for deres blotte tilstedeværelse på de sociale network sites, ikke mindst Facebook. De efterfølgende evalueringer af de nye mediers betydning må mildest talt hævdes at udtrykke en vis skepsis. Facebook har således i bedste fald spillet en temmelig marginal rolle, der i hvert fald ikke kan retfærdiggøre den megen virak. Eksperterne og alle vi andre var i stedet vidner til en lidt for ukritisk og optimistisk teknologibegejstring, måske afledt af det ret trivielle og helt forfejlede ræsonnement, at alt nyt er godt nyt.

Nu gentager situationen sig. Ovennævnte konklusioner er glemt. Facebook er åbenbart bare hot. Med ét drejer al snak om knive sig om en gruppe på Facebook. I har hørt om den og formentlig også været der. Måske endda meldt jer ind. Det er selvfølgelig gruppen Folk der går med kniv er idioter!

(Og ikke et ord om pathos-appel i gruppens “profil”-billede)

For dem der jævnligt besøger Facebook, vil det være velkendt, at sitet er FYLDT med så mange grupper og causes, at det vist nok dækker omtrent alle verdens problemer. Fra hungersnød, børnesoldater og knivstikkeri til mit tidligere omtalte yndlingseksempel; problemet med rosiner i bagværk. Alt kan altså løses på Facebook. Alligevel har netop denne ene gruppe i særdeleshed været indoptaget intensivt af…de andre medier. Medlemstallet er eksploderet. Hvis et tal overhovedet kan eksplodere. I skrivende stund har over 48.000 tilkendegivet sin støtte til noget, der ikke rigtigt for alvor fremstår som en egentlig sag, mere bare en allerede velkendt holdning. Imponerende og det endnu mere, når man sammenholder det med, at den totale population på Facebook stadig er af begrænset omfang. Alene mens jeg i løbet af dagen har skrevet dette, er gruppen vokset med næsten 10.000.

Selvom opbakningen rimeligvis er helt legitim og forståelig, så kan det alligevel godt undre. Det må i hvert fald være relevant at spørge, hvad det egentlig er, der er på spil? Hvad laver alle de mennesker i den gruppe?

Indtil reformationen i 1536 eksisterede her den moralsk angribelige, men yderst tiltalende mulighed at købe tilgivelse, eller aflad om man vil. Den katolske kirke var i al sin selvopofrelse så elskværdig at sælge de navnkundige afladsbreve. Man kunne synde som ind i helvede og efterfølgende betale sig ud af kattepinen. Eller Skærsilden. Det var tider. Nu kan man melde sig ind i en gruppe på Facebook. Parallellen er urimelig, det vedkender jeg mig. Gruppens medlemmer har ikke nødvendigvis syndet; det er i hvert fald ikke noget, jeg vil gøre mig til dommer over. Alligevel er der ligheder. Afladsbrevene var en nem og komfortabel måde at slippe af med skeletterne i skabet og hvor de ellers gemte sig. Et medlemsskab i en gruppe er endnu mere bekvemt, men kan tilsyneladende alligevel efterlade den enkelte bruger med en helt igennem illusorisk fornemmelse af, at have gjort en forskel. At have gjort verden til et bedre sted. Vi kan alle sove roligt, 50.000 mennesker på Facebook er enige om, at det er dumt at gå med kniv. Er der tale om selvbedrag eller selvforførelse? Det fremstår som en form for falsk eller forvansket empowerment, der indgyder den enkelte en følelse af handlekraftighed. I realiteten er vel langt de fleste af os i overført betydning allerede medlem af gruppen? Som et af medlemmerne så rigtigt påpeger i en af de til tider ret ophedede diskussioner, så kan de fleste nok hurtigt blive enige om, at knivstikkeri er noget rod. Undtagen knivstikkerne, forstås, som må antages at være ret indifferente, både overfor Facebook, dets grupper og alle os andre. Der har mig bekendt aldrig været en fremherskende diskurs i samfundet, der har fremelsket knivstikkeri - tværtimod. Det ved flertallet af knivstikkere nu nok godt - trods deres åbenlyse mentale brist. Derfor gør den famøse gruppe formentlig hverken til eller fra. Repetition af et entydigt budskab, der reelt aldrig har hersket tvivl om, løser næppe et problem, der utvivlsomt er mere komplekst end som så. I tillæg til disse mekanismer, skal man selvfølgelig også medtænke selviscenesættelsen og “kritisk masse” som aspekter af forklaringsmodellen. Vores tilstedeværelse på Facebook er udtryk for en selektiv selvfremstilling, der fremhæver udvalgte, særligt lukrative elementer af vores mere eller mindre flatterende person. Derfor er det for mange attraktivt at signalere tilslutning til grupper og causes, der udtrykker normativt sympatiske synspunkter. For andre er det selvsagt attraktivt at udfordre disse, hvilket kan ses i de mange modreaktioner, som fx “Folk der går med kringle er idioter” og mange flere. Samtidig vil vi gerne være der, hvor “de andre” er, vi vil ikke stå udenfor fællesskabet og følger den “kritiske masse”. Når mange først har bekendt sig til en sag, følger flere efter. (Måske burde man kalde dem for “ukritisk masse”?)

Jeg forstår, hvorfor den enkelte finder gruppen tillokkende. Mediernes overstrømmende begejstring, derimod, har jeg vanskeligt ved at dechifrere. TV2, DR, flere aviser og radiokanaler. Alle har de op til flere gange brugt “Folk der går med kniv…” som udgangspunkt for en historie om det konkrete knivstikkeri i weekenden eller knivstikkeri mere generelt. Når vi nu lige har konstateret, at Facebook og alt det andet, ikke på kort sigt revolutionerer samfundet og den menneskelige interaktion, hvorfor så denne ukritiske annektering? Det lader til, at de “gamle” medier ikke helt har nogen føling med fx Facebook og i lighed med vores politikere og så uendeligt mange andre, finder det nødvendigt bare at være med der hvor det tilsyneladende sker. Måske igen ud fra den antagelse, at alt nyt er godt nyt og historier om noget nyt ergo må være gode historier. For det første er det selvfølgelig en fejltagelse, for det andet er det slet ikke så nyt. Lad mig henlede opmærksomheden på Stine Gotveds Phd-afhandling, Cybersociologi, fra 1999, der bar undertitlen “Det samme på en anden måde”. En undertitel, der næsten gør yderligere forklaring overflødig. Allerede dengang i en fjern “cyberpast”, erkendte Gotved altså, at der ikke eksisterer nogen modsætninger mellem det ene og det andet, eller som hun skriver i sin konklusion at de virtuelle kontaktformer på mange måder ikke opleves som væsensforskellige fra de fysisk håndgribelige. Disse betragtninger har tydeligvis fortabt sig i en teknologiseret samtid, hvor flermedialitet, konvergens og især nettets sociale aspekter bare er hotte og alle antages at dele denne hovedløse begejstring. Uden at vide hvad det mere specifikt er, har vi tilsyneladende bare købt idéen om, at der er noget ganske særligt på færde og det netop fordi, vi ikke aner hvad der sker.

Samtidig er gruppen et fremragende eksempel på viral markedsføring, som utvivlsomt vil inspirere utallige reklamefolk. Eksponeringen har været ekstrem og folks indlevelse ligeså. Mere værd end guld, lige meget hvad der så skal sælges. Her må indskrives det iøjnefaldende forbehold, at gruppen ikke som sådan har markedsført noget som helst - ikke noget folk ikke var i besiddelse af i forvejen, i hvert fald: modvilje mod knivstikkere. Det må alt andet lige antages at være forbundet med større vanskeligheder at reproducere situationen, hvis “Folk der går med knive” substitueres af en pakke rugbrød.

Jeg vil selvsagt ikke anfægte, at det er vigtigt at forholde sig konstruktivt til problemet. Som så igen tilsyneladende ikke er markant større end tidligere - det er opmærksomheden blot. Posten her skal ikke ses som fordømmelse af nogen; det gør naturligvis i sig selv ingen skade, at være medlem af en gruppe som den omtalte. Omvendt løser det nok heller ikke i sig selv problemet. I virkeligheden er hvad der kan fremstå som kritiske bemærkninger ikke rettet mod den konkrete gruppe. Det er snarere at betragte som generelle overvejelser omkring samspillet mellem “nye” og “gamle” medier og aspekter af de dynamikker, der kendetegner tidens mediebrug.

Jeg håber naturligvis min skepticisme bliver gjort alvorligt til skamme og den efterhånden (også af mig) meget omtalte gruppe kommer til at gøre en forskel.

Jeg skal i hvert fald nok lade mine våben blive hjemme!

Altings dikotomisering

På en af dagens mentale vildveje lod jeg mine tanker flyve uden kendskab til deres destination. I kølvandet på denne mentale opdagelsesrejse opstod en række mere eller mindre forløste refleksioner; fællesnævneren for dette tilsyneladende virvar udkrystalliserede sig som dikotomisering.

Dikotomisering forekommer mig at være en nærmest almenmenneskelig reaktion, når vi konfronteres med en verden så kompleks, at vi ikke begriber den. Som konsekvens af den hertil knyttede uantagelige afmagt, opstilles modsætningspar med det primære formål at reducere denne skræmmende kompleksitet og skabe en illusion af overblik og indsigt. Vi konstruerer en fortolkningsstrategi, hvor flydende, dynamiske og tvetydige begreber kunstigt fastlåses og dikotomiseres, hvilket uundgåeligt resulterer i et forvrænget, reduktionistisk billede. Uden at gå i dybden med det her, kan man drage en parallel til Saussure og den “fiskenet-metafor”, der er blevet knyttet til hans teorier om sprogsystemet, langue. De forskellige sproglige tegn i defineres relationelt, de tilskrives betydning kun i forhold til de andre tegn. Således skaber dikotomierne et system, hvor konstruktionens enkeltdele får sin betydning gennem relationerne til sin modsætning.

Vi kender alle, de “universelle” dikotomier der har manifesteret sig gennem historien. Det gode og det onde. Sort og hvid. Binære modsætningspar, der ikke behøver yderligere forklaring. På det kosmopolitiske plan var verden i næsten et århundrede på godt og ondt (!) præget af den tilsyneladende uløselige dikotomi, der hævdedes at eksistere mellem øst og vest, mellem USA og Sovjet. Denne er nu afløst af konstruktionen af en ikke mindre fastlåst modsætning mellem Vesten og Islam - med Samuel Huntingtons ord et clash of civilizations. Os og dem. Menneskets måde at (prøve at) forstå, mediernes måde at formidle.

Selvom blikket ikke fastholdes på globale konflikter af svingende temperatur, eksisterer og produceres dikotomierne ikke desto mindre overalt. Tænk engang. Selv på mikroniveau, uanseelige forhold i vores dagligdag, arbejde, fritid. Sidstnævnte i sig selv et interessant og velkendt modsætningsforhold. I det følgende vil jeg skitsere nogle modsætninger, der relaterer sig til børn og unges mediebrug og som det er mig afgørende at dekonstruere, førend reel indsigt heri kan tilegnes.

Kvinde og mand.

En selvfølgelighed. Måske den største selvfølgelighed. De uafviselige og signifikante biologiske forskelle er selvfølgelig stærkt medvirkende til, at kvinde og mand i de fleste kulturer opfattes som hinandens modsætninger. At det samtidig endvidere har resulteret i en urimelig, negativ forskelsbehandling er en anden sag. Det er imidlertid utilstrækkeligt at acceptere denne dikotomi, der uundgåeligt indkapsler “kvinder” og “mænd” som homogene entiteter. Med udgangspunkt i Judith Butler og hendes Queer Theory (og danske Dorte Marie Søndergaard i forlængelse heraf) vil jeg argumentere for det nødvendige i, at nedbryde den entydige dikotomi og i stedet betragte “kvinde” og “mand” som dynamiske størrelser, der hver især indeholder stor diversitet. Kvinder er ikke bare kvinder, lige så lidt som mænd bare er mænd. (Se i øvrigt artiklen “Flere køn i folkeskolen” af Susanne V. Knudsen for en interessant og tankevækkende udfordring af den heteronormative tokønnethed i folkeskolen.)

Et andet område præget af kunstige modsætninger som forklaringsmodeller, falder også i høj grad inden for mit umiddelbare interesseområde. Det forekommer at være common sense, at børn og unge er kompetente mediebrugere. Kompetencen defineres relationelt, idet de antages at være mere kompetente end de ældre generationer. Kært barn har mange navne, således også børn og unge: netgenerationen, frontrunners, eller med Marc Prenskys termer, digital natives, der i overensstemmelse med det underliggende ræsonnement modstilles af alle os andre som digital immigrants. Det er en hegemonisk diskurs, et tilsyneladende veletableret faktum. Som Susan C. Herring påpeger i artiklen “Questioning the Generational Divide” i antologien “Youth, Identity, and Digital Media“, bør vi imidlertid ikke ukritisk acceptere denne diskursivt konsoliderede dikotomi. De digitale medier, som børn og unge påstås at mestre bedre end alle os andre, er dog fortsat tilvejebragt af os, digital immigrants, hvormed de unges råderum overordnet dikteres af voksne.

Mine egne erfaringer viser tillige med stor tydelighed, at den entydige antagelse om to kvalitativt forskellige, men internt homogene grupper, hvor den ene (børn og unge) pr definition er den anden (alle os andre) overlegen, er en forvanskning af det faktiske billede. De fleste børn og unge besidder ikke intuitiv forståelse for og indsigt i, alt hvad der er nyt. Der er forskelle i mediebrug, ganske rigtigt, men disse kan i lige så høj grad forklares med forskellige behov og interesser relateret til forskellige livsstadier. Eksempelvis er den rent tekniske forståelse stærkt begrænset hos de fleste; det være sig børn, unge og voksne. Det er langt fra alle digital natives, der faktisk forstår endsige interesserer sig for, hvad der foregår bag interfacet - i lighed med de fleste voksne.

Den samme polariserende logik vil jeg, i hvert fald partielt, tilskrive ansvaret for folkeskolens nuværende berøringsangst over for de mange nye medier. Modstillingen af arbejde og fritid spiller ind. Computerspil, Arto og andre nye mediefænomener med appel til unge betragtes som fritidsbeskæftigelse, der ikke bør tilkendes en plads i den formelle læringssituation, skolen danner rammen om. En forfejlet disposition, fordi man netop ved at tilstræbe en hermetisk adskillelse af de sfærer, børn og unge opererer i, vanskeliggør den transfer, der er afgørende for at operationalisere det lærte uden for skolen. Jo mere skolen fremmedgør sig fra elevernes øvrige liv, jo vanskeligere betingelser får læringen. I forlængelse heraf indskrives de nye medier i et underholdningsparadigme, der igen modstilles af skolens læringsparadigme. Det kan undre, eftersom store dele af pensum ligeledes er underholdning – blot af litterær karakter og dermed legitimt. I manglende forståelse for de nye medier, har konsolideringen af dem som (underlødig) underholdning medført en umiddelbar legitimering af afskrivelsen af disse. Man behøver ikke forholde sig til området, da det bare er underholdning og ikke seriøst eller anvendeligt. Potentielle potentialer til trods.

Fælles for alle disse mange eksempler på dikotomiseret reduktionisme er, at det er kulturelt betingede konstruktioner, der er kontingente og bør udfordres. Oftest er dikotomierne unødigt simplificerede, således de faktiske forhold fortrænges og tilsløres. Denne proces umuliggør logisk nok en nuanceret forståelse, idet det netop er det nuancerede (og komplekse) billede der motiverer kompleksitetsdegraderingen i udgangspunktet. Det er selvsagt umuligt og uhensigtsmæssigt at opløse alle disse modsætningsforhold, men i det øjeblik, man ønsker at forholde indgående sig til et givent felt, må dikotomierne dekonstrueres.

Jeg kan afslutningsvis vanskeligt undlade at spørge mig selv, om der eksisterer et lovmæssigt modsætningsforhold mellem det, at arbejde koncentreret mod et mål og det at lade sine tanker flyve?

Godt og gratis - et oxymoron?

Det er gammelkendt visdom, at intet her i livet er gratis. End ikke de forkætrede gratisaviser.

Lektien læres af selv de mindste børn, når de (efter deres forældres mening) på et for tidligt tidspunkt vil agere forbrugere og gør brug af deres indflydelsesrige pester power.

I et samfund og en verden, hvor intet synes stærkere end markedskræfterne og hvor kommercielle hensyn oftest overskygger alt andet, forekommer påstanden umiddelbart mere sand end nogensinde.

Som et udslag af denne kommercialisering har vi kognitivt udviklet en slags kausal logik, der knytter pris og kvalitet uløseligt sammen. Hvis noget er billigt eller endog gratis, så må det utvivlsomt også være dårligt - og omvendt. Nu ved jeg godt, at rationalitet ikke altid er afgørende, når vi køber meget (:unødigt) dyre mærkevarer, men ikke desto mindre operationaliseres argumenter i pris/kvalitet-logikken alligevel ofte i disse sammenhænge, hvilket blot viser hvor indlejret tankegangen er.

Altimens vi på globalt plan er vidne til en voldsom eskalering af en tilsyneladende uendelig forbrugsspiral og ikke mindst et efterstræbt ideal om “forbrugerisme”, kan man imidlertid iagttage interessante kontrabevægelser. Der er i mange tilfælde tale om tendenser, som i vid udstrækning er muliggjort af samfundets stigende teknologisering: open source, creative commons og open access - for blot at nævne tre af begreberne.

Førstnævnte, open source, er måske nok den mest kendte af de tre koncepter. Dybest set er der tale om software, hvor brugeren får fri adgang til produktets kildekode - og det oftest uden vederlag. Centreret omkring denne tilsyneladende idealistiske idé om fri software, er der i løbet af de seneste årtier opstået et globalt fællesskab, der på tværs af kloden samarbejder om at udvikle og raffinere gratis software som alternativ til ikke mindst allestedsnærværende Microsoft. I Linux findes således et gratis operativsystem, der efterhånden rent faktisk udgør et værdigt alternativ til det Windows, som størstedelen af os er opflasket med. Andre yderst kvalificerede bud på open source software er Mozillas internetbrowser, Firefox, og kontorapplikationen, Open Office. Open source som fænomen er i altovervejende grad afhængig af frivillige udviklere, der på professionaliseret hobbyniveau bidrager til de forskellige applikationer. Disse såkaldte “pro-ams”, de professionelle amatører, har gennem årene produceret så væsentlige nyskabelser, at den britiske tænketank Demos i rapporten “the Pro-Am Revolution” betegner dem som en af det nye årtusinds vigtigste bidragydere til innovation på en række områder - selvom det ofte “bare” er en hobby.

Creative Commons er en anden reaktion imod det velkendte “all rights reserved”, hvor kunsteriske værker søges tilgængeliggjort på forskellige andre præmisser, der alle udfordrer tanken om, at alle rettigheder til et givent værk fastholdes af skaber, distributør eller lignende. Der kan være tale om alt fra musik, film, billeder, malerier, bøger osv. - alt, hvad der normalt er beskyttet af ophavsretsloven.

Endelig er der open access, der primært orienterer sig mod litteratur og betegner den vederlagsfri adgang til denne litteratur. Det kan naturligvis reducere forfatterens indtjeningsgrundlag, men ofte er der tale om forskere, der tilgængeliggør deres forskning som open access. For den enkelte forsker betyder det naturligvis langt større kendskab til vedkommendes forskning, hvilket igen vil forøge den hyppighed, hvormed vedkommende citeres af andre. På et overordnet plan er det evident, at den fortsatte udbredelse af open access vil styrke potentialet for global vidensdeling, hvilket grundlæggende må antages at føre til et højere vidensniveau og dermed mere valide forskningsresultater. Simplificeret sagt, naturligvis, men fx giver open access øget mulighed for peer reviews og derigennem en slags løbende kvalitetssikring af den publicerede forskning. Som pseudoforsker kan man dog ikke undgå at være fascineret af det bagvedliggende ideal og personligt vil jeg mene at være blevet ikke så lidt klogere på baggrund af open access publikationer. I øvrigt meget anerkendte MIT Press har igennem The John D. and Catherine T. MacArthur Foundation Series on Digital Media and Learning således gjort en række aldeles udmærkede publikationer tilgængelige som open access, hvad jeg i stor udstrækning gør brug af. I tilknytning til mit speciale skal især The Ecology of Games: Connecting Youth, Games, and Learning fremhæves som relevant læsning.

Både forskere og Pro-Ams vil utvivlsomt fortsætte med at skabe og udbrede software, litteratur og andre værker, som alle vi andre kan nyde stor glæde af. Måske er det endda, som Demos hævder, her man kan identificere den primære kilde til fortsat innovation.

Så kom ikke og sig, at intet er gratis, eller at gratis materiale er lig dårligt materiale.

Tværtimod er det ofte godt fordi det er gratis.

Utopien om de objektive anmeldelser?

Objektivitet er en forkætret størrelse, der har tilføjet de humanistiske videnskaber store kvaler gennem tiden. I positivismens glansperiode tilstræbte eksempelvis historieforskningen implementering af naturvidenskabelige principper for at skabe den objektive historieforskning. Efterhånden fremstår positivisme i denne sammenhæng som et kuriosum, eller endog et skændsord, idet man almindeligvis anerkender den nødvendige relation mellem forskeren og forskningen, mellem journalisten og journalistikken.

Ren objektivitet er således anerkendt som utopi, idet vi altid tilgår verden med et subjektivt fortolkningsfilter. Dette gør sig ikke mindst gældende i dén journalistiske genre, der beskæftiger sig med kulturanmeldelser. Det er åbenlyst og selvfølgeligt, at en anmeldelse må være udtryk for skribentens individuelle holdninger og ikke mindst smag. Vi forventer samtidig en vis saglighed i anmeldelser, så de i hvert fald tager hensyn til et kulturprodukts forskellige kvaliteter (eller mangel på samme) ud fra en række kriterier, ligesom man ofte antager en slags kontekstafhængighed - en film vurderes eksempelvis aldrig isoleret fra andre film. Den indlejrede subjektivitet gør, at der sjældent er ubetinget enighed mellem hverken anmeldere, brugere, producenter eller andre interesserentgrupper. Det er genrens grundlæggende præmis, men ikke en præmis der altid accepteres, da anmeldelser spiller en central rolle i producenternes markedsføring. Dårlige anmeldelser er ikke pr. definition lig dårlig modtagelse hos brugerne, men alligevel har mange producenter et udtalt ønske om gode anmeldelser. Idet anmeldelser udgør en vigtig referenceramme for et kulturprodukt er det ganske forståeligt, men det bør naturligvis ikke føre til forsøg på reduktion eller destruktion af anmelderens uafhængighed. Denne forhåbning om anmelderkorpsets autonomi er imidlertid efterhånden i mange sammenhænge en utopi; den er i hvert fald ofte truet. Producenter og distributører af film, musik og ikke mindst computerspil er ofte endog meget kommercielt stærke aktører, der direkte såvel som indirekte og i varierende omfang finansierer de medier, der bringer de påstået uafhængige anmeldelser.

Hermed opstår et afgørende problem, for har man ikke i udgangspunktet kompromitteret sin uafhængighed, når man anmelder produkter fra dem, der til dels finansierer ens egen eksistens?

Debatten har verseret længe, på mange niveauer og med skiftende intensitet. Spilsitet Gamespot har for nylig medvirket til en aktualisering af problematikken, specifikt i relation til anmeldelsen af spillet “Kane & Lynch“, der er seneste kæmpesatsning fra danske IO Interactive.

Som det fremgår af anmeldelsen, betragter anmelderen, Jeff Gerstmann, spillet som værende ganske middelmådigt, hvilket ikke i sig selv bør være årsag til større opstandelse. Det bør derimod de reaktioner, anmeldelsen tilsyneladende har forårsaget hos spillets udgiver, Eidos. Forud for anmeldelsen bragte Gamespot, som det reklamefinansierede spilsite det nu engang er, adskillige reklamer for spillet - reklamer der ikke længere figurerede på siden efter den mindre begejstrede anmeldelse, som det fremgår af politiken.dk. Ligeledes er anmelderen, Jeff Gerstmann, efterfølgende blevet fyret som anmelder på Gamespot.

Som det anføres flere steder, bygger sagen indtil videre primært på indicier og ubekræftede antagelser om den rette sammenhæng. Måske er det konspirationsteoretiske tilsnit lidt vel fremtrædende, men der er utvivlsomt noget om snakken. Hvis et medie som Gamespot trues på sin eksistens af en meget finansielt stærk aktør som Eidos, kan man så ikke se sig nødsaget til at træffe visse forholdsregler? Hvor vidt fyringen er en umiddelbar konsekvens af kritikken af spillet, vil formentlig forblive uafklaret - ikke mindst fordi Gerstmann ikke selv vil kommentere på de forskellige udsagn - som det fremgår af en samtale på Facebook (?!) Rygter eller ej, sagen kører i højeste gear i spilmiljøet rundt omkring på nettet, hvor mange allerede har kendt Eidos skyldig i pression og Gamespot i at bukke under for denne. Tilsyneladende har Eidos nu heller ikke kommunikeret særligt klart, men søg på “Jeff Gerstmann” og virakken vil være iøjnefaldende.

Trods uigennemsigtigheden belyser sagen i hvert fald det forhold, at anmeldelserne ikke nødvendigvis alene er udtryk for anmelderens subjektive holdning, men potentielt også producenternes krav om positive anmeldelser.

Som i så mange andre tilfælde bliver konsekvensen for os som forbrugere, at vi må forholde os kritisk til anmeldelser i almindelighed og medtænke det afhængighedsforhold, anmelderen i nogle situationer altså befinder sig i. Kan det overraske, når vi medtænker hvordan interdependens mellem utallige domæner konstant manifesterer sig?

Selvom man kan hævde, at anmeldelser alligevel er overflødige og ikke bør påvirke vores individuelle opfattelser af spil, film eller musik, må det dog bemærkes, at reception naturligvis ikke er kontekstuafhængig. Den sker derimod som et samspil mellem mange eksterne faktor i tillæg til de interne kognitive processer - et komplekst samspil, hvor anmeldelser også uundgåeligt influerer.

Den nye offentlighed = den totale offentlighed?

Vores ekspansive implementering af internettet i stadig flere aspekter af livet har medført en løbende redefinering af forholdet mellem det private og det offentlige. Hver især publicerer vi mere eller mindre reflekteret en lang række informationer og vidnesbyrd om det liv vi lever. Billeder, blogs, profiler og fora-tråde er blot enkelte eksempler på, hvordan vi i forskellige former udtrykker og eksponerer os på nettet. Alt dette er data, der naturligvis har stor interesse for ikke mindst kommercielle aktører. Jo mere en given virksomhed ved om sine potentielle kunder, jo mere kan markedsføringen målrettes, hvormed penetrationen må antages at opnå større effektivitet.

Emnet “den (eller de) nye offentlighed(er)” er komplekst, rejser en lang række problemstillinger og vil utvivlsomt blive berørt jævnligt her på bloggen.

Motivationen for denne post ligger imidlertid i et par konkrete tilfælde, der relaterer sig til de lidt dystopiske “big brother”-scenarier, der undertiden fremsættes som pessimistiske skildringer af netværkssamfundet. Heri hævdes det, at vores bevægelser, både on- og offline, i stadig højere grad overvåges og trackes, at vi ikke længere kan bevæge os frit og uden opsyn, og der knyttes ofte an til velelaborerede konspirationsteorier. Således er mangt en god (og dårlig) thriller opbygget omkring dette tema.

I takt med det hastigt voksende antal profiler på Facebook, har sitet også tiltrukket sig en voldsom mediedækning af positiv såvel som negativ karakter. Den negative kritik er især opstået som konsekvens af sitets gentange udfordringer af den føromtalte distinktion mellem offentlige og private sfærer. Personligt har min tilknytning til Facebook endnu ikke varet mere end et antal måneder, hvorfor jeg ikke har bemærket forudgående tilfælde, men eksempelvis vakte det sidste år stor forargelse, da Facebook lancerede News-Feed og Mini-Feed som en tilføjelse til den oprindelige funktionalitet. Forargelsen skyldtes, at Facebooks tracking af brugernes gøren og laden på sitet nu blev anskueliggjort for “vennerne”, hvormed fornemmelsen af overvågethed blev styrket.

I løbet af de senere måneder er vi blevet præsenteret for i hvert fald yderligere to iøjnefaldende eksempler på denne tendens. Først præsenterede praktisk taget alle de andre medier os for problemet med Facebooks påståede problematiske forhold til ophavsrettigheder, idet sitets terms of use viste sig at have indskrevet en overdragelse af brugsretten til brugernes uploadede materiale - og hvem læser det med småt? Facebook har naturligvis forsøgt at dæmpe gemytterne og forsikre brugerne om, at man ikke intenderer faktisk at foretage videresalg af brugernes personlige materiale. Disse anstrengelser har dog ikke hindret dannelsen af en lang række grupper på Facebook, der agiterer for en ændring af sitets terms - som eksempelvis gruppen My photos are MINE! NOT Facebook’s! Change the Terms and conditions! Denne gruppe tæller i øjeblikket over 55.000 medlemmer, hvormed opmærksomheden på problemstillingen opretholdes.

Hvor spørgsmålet om brugsretten til brugernes materiale længe har været indskrevet i de betingelser, man som bruger accepterer, er den seneste udvikling et resultat af Facebooks aktive udvikling af et nyt markedsføringsredskab, Facebook Beacon. Bloggere og andre medier verden over diskuterer netop nu problematikken, der kort fortalt handler om, at Facebook indgår aftaler med eksterne partnere og i samarbejde med disse tracker Facebook-brugernes bevægelser uden for Facebook, når man besøger partnernes sites. Brugerne bliver i hvert enkelt tilfælde spurgt, om denne information må offentliggøres og bliver det i givet fald på brugerens News Feed, hvormed brugeren altså kommer til at stå som eksponent eller reklamesøjle for de virksomheder, vedkommende har besøgt i sin færden på nettet. Selvom man kan fravælge “reklamen” i hvert enkelt tilfælde, kan man ikke fravælge selve “tjenesten” på et generelt plan. Endnu mere problematisk er det imidlertid, at man ej heller kan fravælge selve trackingfunktionen. Hvad end man lader oplysningerne blive publiceret i News Feed’en eller ej, vil Facebook ligge inde med de uvurderlige oplysninger. Som det fremgår af bloggen The Idea Shower er netop dette helt centralt:

Asking for a blanket-opt-out feature is as effective at protecting your privacy as covering your eyes to hide from a charging bear. Just because you can’t see it, doesn’t mean the bear is not there. Likewise, just because you say ‘don’t show this data’, the mere fact that you can switch it back to ’show this data’, means that it is still in Facebook’s database. And that is what should be the real concern here.

Som det også fremgår af ovennævnte blog, er antallet af samarbejdspartnere endnu begrænset og idet tracking kun foregår på partnersites, er det praktiske problem fortsat af begrænset omfang. Det er dog en konflikt af etisk karakter og endvidere antages det dog kun at være et spørgsmål om tid, idet Facebook tilsyneladende agter at udvide antallet løbende. På The Idea Shower tilbydes et plug-in til Firefox, der kan blokere Beacon-tjenesten, men det løser jo kun problemet for den enkelte (Firefox)bruger. Opmærksomheden er tiltagende og senest er også den amerikanske forbrugerorganisation MoveOn gået aktivt ind i sagen - og har selvfølgelig dannet ENDNU en oppositionsgruppe på Facebook - Petition: Facebook, stop invading my privacy!

Denne sag er relativt ny, men har tydeligvis allerede fået stor dækning. Spørgsmålet er, hvor længe Facebook i denne grad kan udfordre brugernes ønske om et minimum af privatliv og samtidig fastholde den succesfulde udvikling. Får vi ikke nok?

Folk der hader rosiner

Min tidligere post har ansporet mig til yderligere at forfølge en række pointer i relation til SNS. Som nævnt er det praktisk taget umuligt at blive taget seriøst som mediestuderende, hvis man ikke udtrykker sig om udviklingstendenser på nettet - en norm jeg hermed underkaster mig.

Internettet har medført en kraftig acceleration i bevægelsen fra de traditionelle omnibusmedier til nichemedier. Det betyder ikke en umiddelbar radikal nedgang i antallet af de vidtfavnende massemedier, men snarere en radikal udvidelse af det samlede antal tilgængelige medier. Som jeg diskuterede i “En verden vi ikke ser” har vi i udstrakt grad mulighed for selv at tilrettelægge vores videnstilegnelse så den opfylder vores individuelle behov for intellektuel stimulering.

På samme vis kan vi hver især tilrettelægge vores færden på nettet, så vi indgår i netop de interessefællesskaber, der harmonerer med vores personlige præferencer - det være sig af faglig, politisk, religiøs eller kulturel karakter. Umiddelbart kan det i øjeblikket altopslugende Facebook fremstå som det modsatte, idet man kan iagttage en vis brugermæssig konvergens, hvor alle indlemmes uden hensyntagen til individualitet og personlige interesser. Vi er der, fordi alle de andre er, ikke fordi vi mødes om et fælles projekt. I den optik konvergerer vores brugsmønstre - de fører det samme sted hen. En sådan analyse er dog forfejlet og overfladisk, for den umiddelbare konvergens i valg af SNS fører potentielt til divergens i brugen af den konkrete tjeneste. Selvom de fleste deltager i den mulige venskabsdevaluering Facebook (og andre SNS’) inciterer til i form af “vennekapløbet”, og selvom applikationsinflationen tilsyneladende ligeledes ekspanderer eksplosivt, er der samtidig utallige eksempler på nichedannelser i mindre interessefællesskaber. “Gruppefunktionen” kan ses som en sådan og placerer sig desuden i umiddelbar forlængelse af den danske grundlovs demokratiske princip om foreningsfrihed, hvor det fremgår af §78, stk. 1 at Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.

Min gode ven, Morten, har udråbt sig selv til præsident i en forening, der måske mest af alt fremstår som et kuriosum, men som ikke desto mindre har mødt stor forståelse og tilslutning. Den pågældende forening var næppe blevet realiseret for bare ganske få år siden, idet den netop er et udslag af gruppefunktionen på Facebook. Selvom Foreningen mod rosiner i bagværk måske ikke lanceres som en demokratisk nødvendighed, er det dog nødvendigt at medtænke foreningsfriheden som grundlovssikret rettighed. Det siger trods alt noget om et samfund, at det i udgangspunktet tillader foreningsdannelser af enhver art.

Foreningens i skrivende stund 640 medlemmer har her skabt et fællesskab konsolideret i deres kollektive had til bagte rosiner. Det lyder skørt, det er skørt og det er hylende grinagtigt. Alligevel er eksemplet yderst anvendeligt og relevant for forståelsen af den interne stratificering på et netsted som Facebook. Der foregår rent faktisk andet og mere end selvpromovering og varetagelse af fatisk kommunikation i opretholdelsen af relationer til venner og bekendte. Flere og flere indgår i nye sociale konstellationer, hvor den fælles referenceramme kan udgøres af alt fra langdistanceløb over faglige interesser til…rosiner. Som rosinhaderne er et eksempel på, mødes ellers vidt forskellige mennesker om denne mærkesag og aktiviteten i gruppen er imponerende. De indædte diskussioner er mange og det har tilsyneladende affødt enorm begejstring, at man således har fundet lidelsesfæller og et forum, hvor hadet og traumerne legitimt kan italesættes, selvom det nok er en overdrivelse at tale om gruppen som terapeutisk instrument.

Jeg hader ikke rosiner, ej heller i bagværk, men mon ikke også der findes en gruppe for mig på Facebook?

Mediers fascinationskraft & SNS

Min begejstring for medier er enorm og praktisk talt ubeskrivelig. Forklaringen er utvivlsomt multimodal og trods intens selvrefleksion har jeg ikke kunnet udkrystallisere en entydig forklaringsmodel.

Hvorfor er medier så fascinerende?

En del af forklaringen ligger utvivlsomt alene i erkendelsen af, at de netop er så forbandet fascinerende. En metafascination, fascination for selve fascinationen…og fascination for begejstring.Som objekt for både fascination og begejstring står social network sites (SNS - se evt. denne introduktion til fænomenet hos danah boyd, der har flere interessante perspektiver) i øjeblikket helt centralt i mediebilledet.

Facebook har udviklet sig til et uomgængeligt fænomen, altimens store og små sites som Myspace, Arto og Skum fortsat tiltrækker sig stor opmærksomhed. Mange er med for sjov, men ofte er der mere på spil end kun sjov og ballade - under alle omstændigheder er hverken fascination eller begejstring til at tage fejl af. Alle os der forsøger at etablere faglige perspektiver på medierne, står i kø for at sige noget fornuftigt om meningen med SNS og ofte er det netop fascinationen vi ønsker at forklare.
Hvorfor dette massehysteri, der tilsyneladende bare tiltager? Hvorfor denne kollektive trang til virtuelle fællesskaber?

Når så mange på globalt plan så indædt søger at begribe, analysere og forklare et fænomen, vil det oftest medføre en række kvalificerede bud. Jeg vil ikke påberåbe mig et ultimativt overblik over de mange forskningsretninger, endsige hævde at vide hvad der er på spil. Identitetsbegrebet må dog antages at spille en væsentlig rolle i vores brug af SNS, idet vi alle er praktiserende socialkonstruktivister, der i en kontinuerlig dialektik præsenterer og konstruerer os selv gennem vores virtuelle tilstedeværelser. Hermed er indsatsen større end som så, idet det er os selv vi forhandler.

Alene i valget af SNS i det stadig mere brogede udbud ligger indlejret bestemte udsigelser, eksklusioner og distanceringer. Det er absolut ikke udtryk for et arbitrært valg, når nogen eksempelvis foretrækker DRs Skum frem for det konkurrerende Arto. Der ligger mange overvejelser til grund for et sådant valg og igennem valget udtrykker man sin afstandtagen til de normer og værdier der manifesteres på Arto, som det fremgår af denne interessante tråd på Skum - der på ingen måde er usædvanlig. Skum-brugerne skaber og vedligeholder fordomme om Arto og dets brugere: Arto hævdes at handle om at sælge sig selv og at være meget overfladisk. Dette vil mange Arto-brugere antageligvis erklære sig uenige i, ligesom medieforsker Malene Charlotte Larsen ofte fremhæver de mange vigtige funktioner Arto tjener for sine brugere, bl.a. løbende fastholdelse og udbygning af venskaber.

Der kan være tale om en form for social klassificering, hvor homogenitet i uddannelse og andre demografiske parametre kan medvirke til at definere et socialt netsted og dermed differentiere det fra andre. Lad mig vende tilbage til danah boyd, der qua sin begavelse og ikke mindst sin vilje til at tilgængeliggøre sin forskning, efterhånden er en akademisk superstjerne - nu sågar med hyldestgruppe på Facebook - The Danah Boyd appreciation society. Hun hævder netop der foregår class divisions through Facebook and MySpace. Facebooks universitære ophav på Harvard bruges som forklaringsmodel for modstillingen af Facebook og MySpace, hvor førstnævnte bliver et elitært, intellektuelt tilflugtssted, altimens sidstnævnte i højere grad appellerer til de lavere sociale lag, hvor det ikke er uddannelsen der definerer identiteten. At der er oprettet en gruppe på Facebook kaldet Keep Facebook for the students afspejler denne pointe. Vil denne påståede polarisering intensiveres, så de lige rige børn vil lege bedst på Facebook?

Dette blot et par overfladiske nedslag, der dog illustrerer min fascination såvel som min nysgerrighed og mit ønske om at forstå bare en brøkdel af alt det, der sker hele tiden. Også nu, midt om natten. Således er jeg fascineret og begejstret for selve fascinationen.

En verden vi ikke ser?

Ofte undrer vi os primært over det, der er og i mindre grad det, der ikke er. Det er alt andet lige nemmere at forholde sig til noget, som er evident og synligt, frem for noget, der netop ikke er det qua dets fravær. Det er denne problematik, der gør sig gældende i det verdensbillede, medierne i en kontinuerlig proces konstruerer, dekonstruerer og rekonstruerer. Selvom vi i den vestlige verden har øget vores rejseaktivitet betragteligt de senere årtier som konsekvens af den generelle velstandsforøgelse, er vi ikke desto mindre fortsat i vid udstrækning afhængige af medierne i vores individuelle etablering af en forståelse af den verden, der i mange henseender trods globalisering stadig er fjern og fremmed. Trods status som fortærsket kliché beskriver den metaforiske opfattelse af medierne som “et vindue til verden” stadig - på et simplificeret niveau - mediernes position i denne sammenhæng. Vi ser verden gennem medierne og mere radikalt kan man - i tråd med Baudrillard - hævde, at medierne er verden, at alt andet er simulakra og at der ikke er andet tilbage end referenten - medierne, der skaber en hyperrealitet mere virkelig end virkeligheden. Hvad end man bekender sig til Baudrillard eller ej, vil jeg mene, at virkelighed og medier er uadskillelige størrelser, idet medierne må betragtes som en del af virkeligheden, som de samtidig forsøger at gengive - på en måde ubehjælpeligt og kun i udsnit.

I forlængelse af disse overvejelser ligger de senere års opmærksomhed på denne fragmentering og selektivitet i mediernes prioriteringer. Udvidelsen af mediematrix med stadig flere medieformer tilbyder os mulighed for øget differentiering i vores individuelle sammensætning af den information, vi ønsker. Ikke desto mindre spiller de store omnibusmedier endnu en væsentlig rolle i vores medieforbrug og dermed også som kilder til vores verdensopfattelse. Det er derfor væsentligt at forholde sig til, hvordan disse medier præsenterer verden for os og om vi overhovedet “udsættes” for verden som helhed. Det er indlysende, at vi dagligt “støder på” andre dele af verden end vores egen isolationscelle, men det skal samtidig bemærkes at det ofte er de samme dele af verden vi møder igen og igen. Der eksisterer nemlig nærmest konventioner for, hvordan den journalistiske dagsorden sammensættes. Flere danske undersøgelser (Verden På Tilbud - 2000, Verden Langt Herfra - 2005) behandler denne problematik og diskuterer, hvilke præmisser der dikterer den dagsorden, der konstruerer det medierede verdensbillede. Konflikter med danske interesser er selvskrevne, ligesom konflikter umiddelbart relateret til dén vestlige verden, der til dels udgør fundamentet i vores selvforståelse, står langt fremme i køen. Der er tale om brændpunktsjournalistik, hvor død, ødelæggelse, trusler mod verdensfreden og afgørende politiske udviklinger i “relevante” lande hurtigt bliver overrepræsenteret. Dette er forståeligt og måske endda rimeligt, men som konsekvens af mediernes (meget) begrænsede ressourcer betyder det samtidig en radikal nedprioritering af praktisk talt alt andet udenrigsstof - med undtagelse af avisernes overfladiske rejsestof. Det er ganske enkelt for kostbart, vanskeligt og formodet uinteressant at beskæftige sig med de dele af verden, der ikke forekommer tæt forbundet med den føromtalte isolationscelle, der fastlåser vores sparsomme opmærksomhed.

Er verden ganske enkelt for stor for den menneskelige bevidsthed at begribe?

I hvert fald bliver konsekvensen af denne selektering uundgåeligt at den gennemsnitlige mediebruger efterlades med et endog meget begrænset udsyn på verden, hvor store dele af Mellem- og Sydamerika, Afrika og Asien kun beskrives gennem stereotypiske trivialiteter, hvor begreber som “fattigdom”, “sult”, “borgerkrig”, “tilbagestående folk” osv. i overvejende grad tegner vores meget reduktionistiske opfattelser af disse egne, der selvsagt rummer uendeligt meget mere end som så. Afrika er givetvis mere end sultne børn med opspilede maver, ligesom Brasilien rimeligvis må antages at byde på mere end karneval i Rio. Ikke desto mindre fører mediernes sparsomme dækning af disse dele af verden til, at vores kognitive skemaer forbinder “Afrika” med “sultent barn” - som nærmest den eneste umiddelbare konnotation.

Denne situation udelukker ikke muligheden for at tilegne sig et mere nuanceret og holistisk verdensbillede, men en sådan særlig indsigt kræver en særlig indsats. I et samfund hvor de grundlæggende homøostatiske behov i Mazlows velkendte pyramide efterhånden er dækket, kan man forledes til at antage, at vi alle søger en ophøjet og abstrakt intellektuel stimulering. Jeg vil hævde, at en sådan bl.a. kan nås gennem individuelt tilegnet og særlig viden om verden - viden massemedierne ikke umiddelbart broadcaster. De mange nichemedier lader os skabe en unik informationssammensætning, så vi næsten kan monopolisere vores individuelle verdensbilleder. I teorien er der altså kun meget få grænser for, hvor meget vi kan vide. Praksis adskiller sig naturligvis markant herfra i de fleste tilfælde. Vi er alle begavet med begrænsede mentale ressourcer og selv de største tænkere må erkende disse begrænsninger. Dette gør sig i endnu højere grad gældende for de mange af os, der ikke kandiderer til meget andet end titlen som selvbestaltet lommefilosof og halvstuderet akademiker. Sammen med de muligheder medieudbuddet fremsætter, konfronteres vi samtidig for risici. Med sociologen Ulrich Becks ord skaber evnen til at forstå og evaluere risici en ny ulighed, en ulighed tilsvarende den, der skabes af evnen til at sammensætte et fyldestgørende verdensbillede, når dette afsondres som individuelt ansvar eller måske demokratisk forpligtelse? Selvom vi stolt fremhæver et højt uddannelsesniveau som nationens force, må vi ikke desto mindre erkende at de menneskelige og intellektuelle ressourcer aldrig vil være ligeligt fordelt. Risikoen er altså, at det digital divide der kendetegner den påståede kløft mellem vesten og “den tredje verden”, i en vis forstand vil blive reproduceret som et informationsskel i det danske samfund, også med hensyn til verdensopfattelse. Et diffust begreb som “ressourcesvage” betegner her den meget store gruppe af mennesker, der ganske simpelt (og helt forståeligt) ikke orker at yde den krævende indsats det er, at skabe sig en individuel forståelse af verden, som kan hævdes at korrespondere mere med “virkeligheden” end massemediernes stereotyper. Det med internettet fremvoksende “on demand”koncept kræver i sagens natur brugernes “demand”, hvilket igen forudsætter et overskud til at fremsætte disse specifikke krav.

Så længe massemediernes verdensbilleder vil være dikteret af de traditionelle kriterier for “interessant” stof, vil denne potentielle skævhed i adgangen til “verden” i medierne antageligvis blot blive forstærket yderligere. Spørgsmålet er, om de “gamle” medier kan eller vil medvirke til en ændring af denne udvikling? Eller om vi blot skal erkende denne som en uomgængelig parameter i samfundets progression, hvor de centrale “mediesmagsdommere” afvikles til fordel for muligheden for individuel tilrettelæggelse i fin overensstemmelse med den fremherskende “enhver er sig selv nærmest”mentalitet?

Dette er et emne, jeg utvivlsomt vil vende tilbage til. Skævheder, magtfordeling, skjulte dagsordener og ulige adgang er altid interessant og relevant for en skabsidealist som mig, der lever efter naive og helt igennem urealistiske vrangforestillinger.

Netneutralitet

Selvom jeg burde fokusere på de mange problemstillinger, der relaterer sig til det speciale, der efterhånden er af nærmest mytisk karakter, vil jeg alligevel lige henlede opmærksomheden på en yderst relevant problemstilling - nemlig spørgsmålet om “netneutralitet”.

Kort fortalt drejer det sig om en slags markedscensur, idet den enkelte ISP (Internet Service Provider) har mulighed for at regulere båndbredden til sine kunder, således indholdsudbydere på nettet, f.eks. Skype skal betale ekstra til internetudbyderne for en anstændig båndbredde. Hermed kan konkurrenter til i dette tilfælde Skype overbyde Skype og dermed opnå en større båndbredde, hvorved Skype nedprioriteres og brugerne vil således opleve dårlige ydelse ved brug af denne tjeneste. Dette scenarie er jo selvfølgelig det modsatte af net-neutralitet - nemlig netadgang reguleret af kommercielle interesser, hvor det i princippet kun er størrelsen på den enkelte serviceudbyders økonomiske formåen, der definerer hvem der opnår den største hastighed hos ISP’en. ISP’erne kan altså placere sig selv som gatekeepers, der tilgodeser egne interesser før alle andres. I praksis vil mangel på netneutralitet tydeligvis medføre en monopoliserende konkurrenceforvridning, idet det må antages at mange brugere vil fravælge services, der pr. definition ikke kan opnå acceptable hastigheder. Det er evident, at en underminering af netneutraliteten vil udgøre en alvorlig trussel mod internettets frie informationsflow og i yderste konsekvenser vil de største konglomerater kunne diktere vores adfærd på nettet.

I øjeblikket er denne problemstilling især aktuel i USA, hvor debatten er temmelig ophedet, hvad bl.a. disse billeder vidner om: http://kortlink.dk/mccullagh/4fan ligesom NGO’er er blevet etableret i kampen for fortsat neutralitet - http://savetheinternet.com/. Problematikken er ligefrem er blevet et element i valgkampen og vi bør bestemt være opmærksomme på udviklingen. Det er netop en medievidenskabsfælle i eksil i Austin, Niels Christian Nielsen, der har gjort os isolerede danskere opmærksom på sagen - følg udviklingen på hans i øvrigt udmærkede blog http://nielschrist.gotdns.org hvor netop netneutralitet i øjeblikket er i fokus - men han rejser også andre interessante medie-spørgsmål.