En verden vi ikke ser?

verden.jpg

Ofte undrer vi os primært over det, der er og i mindre grad det, der ikke er. Det er alt andet lige nemmere at forholde sig til noget, som er evident og synligt, frem for noget, der netop ikke er det qua dets fravær. Det er denne problematik, der gør sig gældende i det verdensbillede, medierne i en kontinuerlig proces konstruerer, dekonstruerer og rekonstruerer. Selvom vi i den vestlige verden har øget vores rejseaktivitet betragteligt de senere årtier som konsekvens af den generelle velstandsforøgelse, er vi ikke desto mindre fortsat i vid udstrækning afhængige af medierne i vores individuelle etablering af en forståelse af den verden, der i mange henseender trods globalisering stadig er fjern og fremmed. Trods status som fortærsket kliché beskriver den metaforiske opfattelse af medierne som “et vindue til verden” stadig – på et simplificeret niveau – mediernes position i denne sammenhæng. Vi ser verden gennem medierne og mere radikalt kan man – i tråd med Baudrillard – hævde, at medierne er verden, at alt andet er simulakra og at der ikke er andet tilbage end referenten – medierne, der skaber en hyperrealitet mere virkelig end virkeligheden. Hvad end man bekender sig til Baudrillard eller ej, vil jeg mene, at virkelighed og medier er uadskillelige størrelser, idet medierne må betragtes som en del af virkeligheden, som de samtidig forsøger at gengive – på en måde ubehjælpeligt og kun i udsnit.

I forlængelse af disse overvejelser ligger de senere års opmærksomhed på denne fragmentering og selektivitet i mediernes prioriteringer. Udvidelsen af mediematrix med stadig flere medieformer tilbyder os mulighed for øget differentiering i vores individuelle sammensætning af den information, vi ønsker. Ikke desto mindre spiller de store omnibusmedier endnu en væsentlig rolle i vores medieforbrug og dermed også som kilder til vores verdensopfattelse. Det er derfor væsentligt at forholde sig til, hvordan disse medier præsenterer verden for os og om vi overhovedet “udsættes” for verden som helhed. Det er indlysende, at vi dagligt “støder på” andre dele af verden end vores egen isolationscelle, men det skal samtidig bemærkes at det ofte er de samme dele af verden vi møder igen og igen. Der eksisterer nemlig nærmest konventioner for, hvordan den journalistiske dagsorden sammensættes. Flere danske undersøgelser (Verden På Tilbud – 2000, Verden Langt Herfra – 2005) behandler denne problematik og diskuterer, hvilke præmisser der dikterer den dagsorden, der konstruerer det medierede verdensbillede. Konflikter med danske interesser er selvskrevne, ligesom konflikter umiddelbart relateret til dén vestlige verden, der til dels udgør fundamentet i vores selvforståelse, står langt fremme i køen. Der er tale om brændpunktsjournalistik, hvor død, ødelæggelse, trusler mod verdensfreden og afgørende politiske udviklinger i “relevante” lande hurtigt bliver overrepræsenteret. Dette er forståeligt og måske endda rimeligt, men som konsekvens af mediernes (meget) begrænsede ressourcer betyder det samtidig en radikal nedprioritering af praktisk talt alt andet udenrigsstof – med undtagelse af avisernes overfladiske rejsestof. Det er ganske enkelt for kostbart, vanskeligt og formodet uinteressant at beskæftige sig med de dele af verden, der ikke forekommer tæt forbundet med den føromtalte isolationscelle, der fastlåser vores sparsomme opmærksomhed.

Er verden ganske enkelt for stor for den menneskelige bevidsthed at begribe?

I hvert fald bliver konsekvensen af denne selektering uundgåeligt at den gennemsnitlige mediebruger efterlades med et endog meget begrænset udsyn på verden, hvor store dele af Mellem- og Sydamerika, Afrika og Asien kun beskrives gennem stereotypiske trivialiteter, hvor begreber som “fattigdom”, “sult”, “borgerkrig”, “tilbagestående folk” osv. i overvejende grad tegner vores meget reduktionistiske opfattelser af disse egne, der selvsagt rummer uendeligt meget mere end som så. Afrika er givetvis mere end sultne børn med opspilede maver, ligesom Brasilien rimeligvis må antages at byde på mere end karneval i Rio. Ikke desto mindre fører mediernes sparsomme dækning af disse dele af verden til, at vores kognitive skemaer forbinder “Afrika” med “sultent barn” – som nærmest den eneste umiddelbare konnotation.

_1508159_child1scf.jpg

Denne situation udelukker ikke muligheden for at tilegne sig et mere nuanceret og holistisk verdensbillede, men en sådan særlig indsigt kræver en særlig indsats. I et samfund hvor de grundlæggende homøostatiske behov i Mazlows velkendte pyramide efterhånden er dækket, kan man forledes til at antage, at vi alle søger en ophøjet og abstrakt intellektuel stimulering. Jeg vil hævde, at en sådan bl.a. kan nås gennem individuelt tilegnet og særlig viden om verden – viden massemedierne ikke umiddelbart broadcaster. De mange nichemedier lader os skabe en unik informationssammensætning, så vi næsten kan monopolisere vores individuelle verdensbilleder. I teorien er der altså kun meget få grænser for, hvor meget vi kan vide. Praksis adskiller sig naturligvis markant herfra i de fleste tilfælde. Vi er alle begavet med begrænsede mentale ressourcer og selv de største tænkere må erkende disse begrænsninger. Dette gør sig i endnu højere grad gældende for de mange af os, der ikke kandiderer til meget andet end titlen som selvbestaltet lommefilosof og halvstuderet akademiker. Sammen med de muligheder medieudbuddet fremsætter, konfronteres vi samtidig for risici. Med sociologen Ulrich Becks ord skaber evnen til at forstå og evaluere risici en ny ulighed, en ulighed tilsvarende den, der skabes af evnen til at sammensætte et fyldestgørende verdensbillede, når dette afsondres som individuelt ansvar eller måske demokratisk forpligtelse? Selvom vi stolt fremhæver et højt uddannelsesniveau som nationens force, må vi ikke desto mindre erkende at de menneskelige og intellektuelle ressourcer aldrig vil være ligeligt fordelt. Risikoen er altså, at det digital divide der kendetegner den påståede kløft mellem vesten og “den tredje verden”, i en vis forstand vil blive reproduceret som et informationsskel i det danske samfund, også med hensyn til verdensopfattelse. Et diffust begreb som “ressourcesvage” betegner her den meget store gruppe af mennesker, der ganske simpelt (og helt forståeligt) ikke orker at yde den krævende indsats det er, at skabe sig en individuel forståelse af verden, som kan hævdes at korrespondere mere med “virkeligheden” end massemediernes stereotyper. Det med internettet fremvoksende “on demand”koncept kræver i sagens natur brugernes “demand”, hvilket igen forudsætter et overskud til at fremsætte disse specifikke krav.

Så længe massemediernes verdensbilleder vil være dikteret af de traditionelle kriterier for “interessant” stof, vil denne potentielle skævhed i adgangen til “verden” i medierne antageligvis blot blive forstærket yderligere. Spørgsmålet er, om de “gamle” medier kan eller vil medvirke til en ændring af denne udvikling? Eller om vi blot skal erkende denne som en uomgængelig parameter i samfundets progression, hvor de centrale “mediesmagsdommere” afvikles til fordel for muligheden for individuel tilrettelæggelse i fin overensstemmelse med den fremherskende “enhver er sig selv nærmest”mentalitet?

Dette er et emne, jeg utvivlsomt vil vende tilbage til. Skævheder, magtfordeling, skjulte dagsordener og ulige adgang er altid interessant og relevant for en skabsidealist som mig, der lever efter naive og helt igennem urealistiske vrangforestillinger.

Advertisements