Den nye offentlighed = den totale offentlighed?

privat1.jpg

Vores ekspansive implementering af internettet i stadig flere aspekter af livet har medført en løbende redefinering af forholdet mellem det private og det offentlige. Hver især publicerer vi mere eller mindre reflekteret en lang række informationer og vidnesbyrd om det liv vi lever. Billeder, blogs, profiler og fora-tråde er blot enkelte eksempler på, hvordan vi i forskellige former udtrykker og eksponerer os på nettet. Alt dette er data, der naturligvis har stor interesse for ikke mindst kommercielle aktører. Jo mere en given virksomhed ved om sine potentielle kunder, jo mere kan markedsføringen målrettes, hvormed penetrationen må antages at opnå større effektivitet.

Emnet “den (eller de) nye offentlighed(er)” er komplekst, rejser en lang række problemstillinger og vil utvivlsomt blive berørt jævnligt her på bloggen.

Motivationen for denne post ligger imidlertid i et par konkrete tilfælde, der relaterer sig til de lidt dystopiske “big brother”-scenarier, der undertiden fremsættes som pessimistiske skildringer af netværkssamfundet. Heri hævdes det, at vores bevægelser, både on- og offline, i stadig højere grad overvåges og trackes, at vi ikke længere kan bevæge os frit og uden opsyn, og der knyttes ofte an til velelaborerede konspirationsteorier. Således er mangt en god (og dårlig) thriller opbygget omkring dette tema.

I takt med det hastigt voksende antal profiler på Facebook, har sitet også tiltrukket sig en voldsom mediedækning af positiv såvel som negativ karakter. Den negative kritik er især opstået som konsekvens af sitets gentange udfordringer af den føromtalte distinktion mellem offentlige og private sfærer. Personligt har min tilknytning til Facebook endnu ikke varet mere end et antal måneder, hvorfor jeg ikke har bemærket forudgående tilfælde, men eksempelvis vakte det sidste år stor forargelse, da Facebook lancerede News-Feed og Mini-Feed som en tilføjelse til den oprindelige funktionalitet. Forargelsen skyldtes, at Facebooks tracking af brugernes gøren og laden på sitet nu blev anskueliggjort for “vennerne”, hvormed fornemmelsen af overvågethed blev styrket.

I løbet af de senere måneder er vi blevet præsenteret for i hvert fald yderligere to iøjnefaldende eksempler på denne tendens. Først præsenterede praktisk taget alle de andre medier os for problemet med Facebooks påståede problematiske forhold til ophavsrettigheder, idet sitets terms of use viste sig at have indskrevet en overdragelse af brugsretten til brugernes uploadede materiale – og hvem læser det med småt? Facebook har naturligvis forsøgt at dæmpe gemytterne og forsikre brugerne om, at man ikke intenderer faktisk at foretage videresalg af brugernes personlige materiale. Disse anstrengelser har dog ikke hindret dannelsen af en lang række grupper Facebook, der agiterer for en ændring af sitets terms – som eksempelvis gruppen My photos are MINE! NOT Facebook’s! Change the Terms and conditions! Denne gruppe tæller i øjeblikket over 55.000 medlemmer, hvormed opmærksomheden på problemstillingen opretholdes.

Hvor spørgsmålet om brugsretten til brugernes materiale længe har været indskrevet i de betingelser, man som bruger accepterer, er den seneste udvikling et resultat af Facebooks aktive udvikling af et nyt markedsføringsredskab, Facebook Beacon. Bloggere og andre medier verden over diskuterer netop nu problematikken, der kort fortalt handler om, at Facebook indgår aftaler med eksterne partnere og i samarbejde med disse tracker Facebook-brugernes bevægelser uden for Facebook, når man besøger partnernes sites. Brugerne bliver i hvert enkelt tilfælde spurgt, om denne information må offentliggøres og bliver det i givet fald på brugerens News Feed, hvormed brugeren altså kommer til at stå som eksponent eller reklamesøjle for de virksomheder, vedkommende har besøgt i sin færden på nettet. Selvom man kan fravælge “reklamen” i hvert enkelt tilfælde, kan man ikke fravælge selve “tjenesten” på et generelt plan. Endnu mere problematisk er det imidlertid, at man ej heller kan fravælge selve trackingfunktionen. Hvad end man lader oplysningerne blive publiceret i News Feed’en eller ej, vil Facebook ligge inde med de uvurderlige oplysninger. Som det fremgår af bloggen The Idea Shower er netop dette helt centralt:

Asking for a blanket-opt-out feature is as effective at protecting your privacy as covering your eyes to hide from a charging bear. Just because you can’t see it, doesn’t mean the bear is not there. Likewise, just because you say ‘don’t show this data’, the mere fact that you can switch it back to ’show this data’, means that it is still in Facebook’s database. And that is what should be the real concern here.

facebook-is-watching.jpg

Som det også fremgår af ovennævnte blog, er antallet af samarbejdspartnere endnu begrænset og idet tracking kun foregår på partnersites, er det praktiske problem fortsat af begrænset omfang. Det er dog en konflikt af etisk karakter og endvidere antages det dog kun at være et spørgsmål om tid, idet Facebook tilsyneladende agter at udvide antallet løbende. På The Idea Shower tilbydes et plug-in til Firefox, der kan blokere Beacon-tjenesten, men det løser jo kun problemet for den enkelte (Firefox)bruger. Opmærksomheden er tiltagende og senest er også den amerikanske forbrugerorganisation MoveOn gået aktivt ind i sagen – og har selvfølgelig dannet ENDNU en oppositionsgruppe på Facebook – Petition: Facebook, stop invading my privacy!

Denne sag er relativt ny, men har tydeligvis allerede fået stor dækning. Spørgsmålet er, hvor længe Facebook i denne grad kan udfordre brugernes ønske om et minimum af privatliv og samtidig fastholde den succesfulde udvikling. Får vi ikke nok?


Advertisements

One thought on “Den nye offentlighed = den totale offentlighed?

Der er lukket for kommentarer.