Utopien om de objektive anmeldelser?

Objektivitet er en forkætret størrelse, der har tilføjet de humanistiske videnskaber store kvaler gennem tiden. I positivismens glansperiode tilstræbte eksempelvis historieforskningen implementering af naturvidenskabelige principper for at skabe den objektive historieforskning. Efterhånden fremstår positivisme i denne sammenhæng som et kuriosum, eller endog et skændsord, idet man almindeligvis anerkender den nødvendige relation mellem forskeren og forskningen, mellem journalisten og journalistikken.

Ren objektivitet er således anerkendt som utopi, idet vi altid tilgår verden med et subjektivt fortolkningsfilter. Dette gør sig ikke mindst gældende i dén journalistiske genre, der beskæftiger sig med kulturanmeldelser. Det er åbenlyst og selvfølgeligt, at en anmeldelse må være udtryk for skribentens individuelle holdninger og ikke mindst smag. Vi forventer samtidig en vis saglighed i anmeldelser, så de i hvert fald tager hensyn til et kulturprodukts forskellige kvaliteter (eller mangel på samme) ud fra en række kriterier, ligesom man ofte antager en slags kontekstafhængighed – en film vurderes eksempelvis aldrig isoleret fra andre film. Den indlejrede subjektivitet gør, at der sjældent er ubetinget enighed mellem hverken anmeldere, brugere, producenter eller andre interesserentgrupper. Det er genrens grundlæggende præmis, men ikke en præmis der altid accepteres, da anmeldelser spiller en central rolle i producenternes markedsføring. Dårlige anmeldelser er ikke pr. definition lig dårlig modtagelse hos brugerne, men alligevel har mange producenter et udtalt ønske om gode anmeldelser. Idet anmeldelser udgør en vigtig referenceramme for et kulturprodukt er det ganske forståeligt, men det bør naturligvis ikke føre til forsøg på reduktion eller destruktion af anmelderens uafhængighed. Denne forhåbning om anmelderkorpsets autonomi er imidlertid efterhånden i mange sammenhænge en utopi; den er i hvert fald ofte truet. Producenter og distributører af film, musik og ikke mindst computerspil er ofte endog meget kommercielt stærke aktører, der direkte såvel som indirekte og i varierende omfang finansierer de medier, der bringer de påstået uafhængige anmeldelser.

Hermed opstår et afgørende problem, for har man ikke i udgangspunktet kompromitteret sin uafhængighed, når man anmelder produkter fra dem, der til dels finansierer ens egen eksistens?

Debatten har verseret længe, på mange niveauer og med skiftende intensitet. Spilsitet Gamespot har for nylig medvirket til en aktualisering af problematikken, specifikt i relation til anmeldelsen af spillet “Kane & Lynch“, der er seneste kæmpesatsning fra danske IO Interactive.

kl_header.jpg

Som det fremgår af anmeldelsen, betragter anmelderen, Jeff Gerstmann, spillet som værende ganske middelmådigt, hvilket ikke i sig selv bør være årsag til større opstandelse. Det bør derimod de reaktioner, anmeldelsen tilsyneladende har forårsaget hos spillets udgiver, Eidos. Forud for anmeldelsen bragte Gamespot, som det reklamefinansierede spilsite det nu engang er, adskillige reklamer for spillet – reklamer der ikke længere figurerede på siden efter den mindre begejstrede anmeldelse, som det fremgår af politiken.dk. Ligeledes er anmelderen, Jeff Gerstmann, efterfølgende blevet fyret som anmelder på Gamespot.

reviewer.jpg

Som det anføres flere steder, bygger sagen indtil videre primært på indicier og ubekræftede antagelser om den rette sammenhæng. Måske er det konspirationsteoretiske tilsnit lidt vel fremtrædende, men der er utvivlsomt noget om snakken. Hvis et medie som Gamespot trues på sin eksistens af en meget finansielt stærk aktør som Eidos, kan man så ikke se sig nødsaget til at træffe visse forholdsregler? Hvor vidt fyringen er en umiddelbar konsekvens af kritikken af spillet, vil formentlig forblive uafklaret – ikke mindst fordi Gerstmann ikke selv vil kommentere på de forskellige udsagn – som det fremgår af en samtale på Facebook (?!) Rygter eller ej, sagen kører i højeste gear i spilmiljøet rundt omkring på nettet, hvor mange allerede har kendt Eidos skyldig i pression og Gamespot i at bukke under for denne. Tilsyneladende har Eidos nu heller ikke kommunikeret særligt klart, men søg på “Jeff Gerstmann” og virakken vil være iøjnefaldende.

Trods uigennemsigtigheden belyser sagen i hvert fald det forhold, at anmeldelserne ikke nødvendigvis alene er udtryk for anmelderens subjektive holdning, men potentielt også producenternes krav om positive anmeldelser.

Som i så mange andre tilfælde bliver konsekvensen for os som forbrugere, at vi må forholde os kritisk til anmeldelser i almindelighed og medtænke det afhængighedsforhold, anmelderen i nogle situationer altså befinder sig i. Kan det overraske, når vi medtænker hvordan interdependens mellem utallige domæner konstant manifesterer sig?

Selvom man kan hævde, at anmeldelser alligevel er overflødige og ikke bør påvirke vores individuelle opfattelser af spil, film eller musik, må det dog bemærkes, at reception naturligvis ikke er kontekstuafhængig. Den sker derimod som et samspil mellem mange eksterne faktor i tillæg til de interne kognitive processer – et komplekst samspil, hvor anmeldelser også uundgåeligt influerer.

Advertisements