Må man gå med kniv på Facebook?

knive.jpg

Knive og medier. Knive i medierne. Indtil for nylig ikke noget opsigtsvækkende tema, om end knive selvfølgelig fra tid til anden har været omdrejningspunkt for mere eller mindre makabre nyhedshistorier. Nogen fremtrædende plads i det daglige medieflow har knive ikke haft. Indtil for nylig.

Ikke før natten til i søndags, hvor Anton Njie i et tilsyneladende ligegyldigt skænderi om en hue (!?) blev stukket ihjel. Dermed var skænderiet åbenlyst ikke ligegyldigt længere. Så langt så godt. Eller skidt, naturligvis. Det er ikke så meget omstændighederne omkring selve sagen, jeg vil forholde mig til. Det siger sig selv, at det er dybt forkasteligt, utilgiveligt og en uforståelig falliterklæring. Derom hersker vist en overvejende konsensus.

Derimod vil jeg tillade mig at træde et skridt tilbage, indtage en mere mediefaglig, distanceret position og kommentere lidt på mediernes placering i sagen. Her er flere parallelle strømninger at iagttage, som dog interagerer på lidt særegen vis.

I udgangspunktet har nyhedsmedierne naturligvis opretholdt en mere eller mindre fyldestgørende dækning af sagsforløbet, med den kontemporære hang til pompøs pathos i højsædet ved flere lejligheder. Intet nyt under solen her.

Så fik de øje på Facebook. Nyhedsmedierne. Som for første gang, hvad uundgåeligt må undre. Især når man tænker på en relativt nyligt overstået valgkamp, hvor politikerne i vid udstrækning tilsidesatte politisk substans til fordel for deres blotte tilstedeværelse på de sociale network sites, ikke mindst Facebook. De efterfølgende evalueringer af de nye mediers betydning må mildest talt hævdes at udtrykke en vis skepsis. Facebook har således i bedste fald spillet en temmelig marginal rolle, der i hvert fald ikke kan retfærdiggøre den megen virak. Eksperterne og alle vi andre var i stedet vidner til en lidt for ukritisk og optimistisk teknologibegejstring, måske afledt af det ret trivielle og helt forfejlede ræsonnement, at alt nyt er godt nyt.

Nu gentager situationen sig. Ovennævnte konklusioner er glemt. Facebook er åbenbart bare hot. Med ét drejer al snak om knive sig om en gruppe på Facebook. I har hørt om den og formentlig også været der. Måske endda meldt jer ind. Det er selvfølgelig gruppen Folk der går med kniv er idioter!

knividiot.jpg(Og ikke et ord om pathos-appel i gruppens “profil”-billede)

For dem der jævnligt besøger Facebook, vil det være velkendt, at sitet er FYLDT med så mange grupper og causes, at det vist nok dækker omtrent alle verdens problemer. Fra hungersnød, børnesoldater og knivstikkeri til mit tidligere omtalte yndlingseksempel; problemet med rosiner i bagværk. Alt kan altså løses på Facebook. Alligevel har netop denne ene gruppe i særdeleshed været indoptaget intensivt af…de andre medier. Medlemstallet er eksploderet. Hvis et tal overhovedet kan eksplodere. I skrivende stund har over 48.000 tilkendegivet sin støtte til noget, der ikke rigtigt for alvor fremstår som en egentlig sag, mere bare en allerede velkendt holdning. Imponerende og det endnu mere, når man sammenholder det med, at den totale population på Facebook stadig er af begrænset omfang. Alene mens jeg i løbet af dagen har skrevet dette, er gruppen vokset med næsten 10.000.

Selvom opbakningen rimeligvis er helt legitim og forståelig, så kan det alligevel godt undre. Det må i hvert fald være relevant at spørge, hvad det egentlig er, der er på spil? Hvad laver alle de mennesker i den gruppe?

Indtil reformationen i 1536 eksisterede her den moralsk angribelige, men yderst tiltalende mulighed at købe tilgivelse, eller aflad om man vil. Den katolske kirke var i al sin selvopofrelse så elskværdig at sælge de navnkundige afladsbreve. Man kunne synde som ind i helvede og efterfølgende betale sig ud af kattepinen. Eller Skærsilden. Det var tider. Nu kan man melde sig ind i en gruppe på Facebook. Parallellen er urimelig, det vedkender jeg mig. Gruppens medlemmer har ikke nødvendigvis syndet; det er i hvert fald ikke noget, jeg vil gøre mig til dommer over. Alligevel er der ligheder. Afladsbrevene var en nem og komfortabel måde at slippe af med skeletterne i skabet og hvor de ellers gemte sig. Et medlemsskab i en gruppe er endnu mere bekvemt, men kan tilsyneladende alligevel efterlade den enkelte bruger med en helt igennem illusorisk fornemmelse af, at have gjort en forskel. At have gjort verden til et bedre sted. Vi kan alle sove roligt, 50.000 mennesker på Facebook er enige om, at det er dumt at gå med kniv. Er der tale om selvbedrag eller selvforførelse? Det fremstår som en form for falsk eller forvansket empowerment, der indgyder den enkelte en følelse af handlekraftighed. I realiteten er vel langt de fleste af os i overført betydning allerede medlem af gruppen? Som et af medlemmerne så rigtigt påpeger i en af de til tider ret ophedede diskussioner, så kan de fleste nok hurtigt blive enige om, at knivstikkeri er noget rod. Undtagen knivstikkerne, forstås, som må antages at være ret indifferente, både overfor Facebook, dets grupper og alle os andre. Der har mig bekendt aldrig været en fremherskende diskurs i samfundet, der har fremelsket knivstikkeri – tværtimod. Det ved flertallet af knivstikkere nu nok godt – trods deres åbenlyse mentale brist. Derfor gør den famøse gruppe formentlig hverken til eller fra. Repetition af et entydigt budskab, der reelt aldrig har hersket tvivl om, løser næppe et problem, der utvivlsomt er mere komplekst end som så. I tillæg til disse mekanismer, skal man selvfølgelig også medtænke selviscenesættelsen og “kritisk masse” som aspekter af forklaringsmodellen. Vores tilstedeværelse på Facebook er udtryk for en selektiv selvfremstilling, der fremhæver udvalgte, særligt lukrative elementer af vores mere eller mindre flatterende person. Derfor er det for mange attraktivt at signalere tilslutning til grupper og causes, der udtrykker normativt sympatiske synspunkter. For andre er det selvsagt attraktivt at udfordre disse, hvilket kan ses i de mange modreaktioner, som fx “Folk der går med kringle er idioter” og mange flere. Samtidig vil vi gerne være der, hvor “de andre” er, vi vil ikke stå udenfor fællesskabet og følger den “kritiske masse”. Når mange først har bekendt sig til en sag, følger flere efter. (Måske burde man kalde dem for “ukritisk masse”?)

Jeg forstår, hvorfor den enkelte finder gruppen tillokkende. Mediernes overstrømmende begejstring, derimod, har jeg vanskeligt ved at dechifrere. TV2, DR, flere aviser og radiokanaler. Alle har de op til flere gange brugt “Folk der går med kniv…” som udgangspunkt for en historie om det konkrete knivstikkeri i weekenden eller knivstikkeri mere generelt. Når vi nu lige har konstateret, at Facebook og alt det andet, ikke på kort sigt revolutionerer samfundet og den menneskelige interaktion, hvorfor så denne ukritiske annektering? Det lader til, at de “gamle” medier ikke helt har nogen føling med fx Facebook og i lighed med vores politikere og så uendeligt mange andre, finder det nødvendigt bare at være med der hvor det tilsyneladende sker. Måske igen ud fra den antagelse, at alt nyt er godt nyt og historier om noget nyt ergo må være gode historier. For det første er det selvfølgelig en fejltagelse, for det andet er det slet ikke så nyt. Lad mig henlede opmærksomheden på Stine Gotveds Phd-afhandling, Cybersociologi, fra 1999, der bar undertitlen “Det samme på en anden måde”. En undertitel, der næsten gør yderligere forklaring overflødig. Allerede dengang i en fjern “cyberpast”, erkendte Gotved altså, at der ikke eksisterer nogen modsætninger mellem det ene og det andet, eller som hun skriver i sin konklusion at de virtuelle kontaktformer på mange måder ikke opleves som væsensforskellige fra de fysisk håndgribelige. Disse betragtninger har tydeligvis fortabt sig i en teknologiseret samtid, hvor flermedialitet, konvergens og især nettets sociale aspekter bare er hotte og alle antages at dele denne hovedløse begejstring. Uden at vide hvad det mere specifikt er, har vi tilsyneladende bare købt idéen om, at der er noget ganske særligt på færde og det netop fordi, vi ikke aner hvad der sker.

Samtidig er gruppen et fremragende eksempel på viral markedsføring, som utvivlsomt vil inspirere utallige reklamefolk. Eksponeringen har været ekstrem og folks indlevelse ligeså. Mere værd end guld, lige meget hvad der så skal sælges. Her må indskrives det iøjnefaldende forbehold, at gruppen ikke som sådan har markedsført noget som helst – ikke noget folk ikke var i besiddelse af i forvejen, i hvert fald: modvilje mod knivstikkere. Det må alt andet lige antages at være forbundet med større vanskeligheder at reproducere situationen, hvis “Folk der går med knive” substitueres af en pakke rugbrød.

Jeg vil selvsagt ikke anfægte, at det er vigtigt at forholde sig konstruktivt til problemet. Som så igen tilsyneladende ikke er markant større end tidligere – det er opmærksomheden blot. Posten her skal ikke ses som fordømmelse af nogen; det gør naturligvis i sig selv ingen skade, at være medlem af en gruppe som den omtalte. Omvendt løser det nok heller ikke i sig selv problemet. I virkeligheden er hvad der kan fremstå som kritiske bemærkninger ikke rettet mod den konkrete gruppe. Det er snarere at betragte som generelle overvejelser omkring samspillet mellem “nye” og “gamle” medier og aspekter af de dynamikker, der kendetegner tidens mediebrug.

Jeg håber naturligvis min skepticisme bliver gjort alvorligt til skamme og den efterhånden (også af mig) meget omtalte gruppe kommer til at gøre en forskel.

Jeg skal i hvert fald nok lade mine våben blive hjemme!

Advertisements

2 thoughts on “Må man gå med kniv på Facebook?

  1. Rigtig spændende artikel du har fået strikket sammen her.

    Selvfølgelig løser den omtalte facebook gruppe i sig selv ikke problemet med knive i nattelivet. Jeg tror dog alligevel, at mediernes omtale af gruppen til en hvis grad er berettiget.

    Medierne burde bare, som du også lægger op til, være bedre til at skelne mellem emnet “knive i nattelivet” og emnet omkring Facebooks evne til at skabe tilslutning til en konkret sag. Man har jo aldrig tidligere set, at der så hurtigt kan skabes tilslutning om en bestemt sag, og at det nu er muligt, ved hjælp af Facebook, synes jeg godt man kan kalde nyhedsberettiget.

    Jeg tror, om det så er godt eller skidt, at medierne i fremtiden i stigende grad vil lave nyhedsindlæg på basis af hvor mange mennesker der er tilsluttet en bestemt sag eller gruppe, om det så er på facebook eller en anden platform.

    Der er i øvrigt oprettet en del grupper, der gør grin med den omtalte gruppe. For eksempel gruppen “Folk der går med kniv er spejdere” eller “Kniv eller ej, folk er idioter”.

  2. Jeg fandt aldrig ud af hvad pointen med artiklen var fordi jeg hoppede fra ved 8. afsnit – det var godt nok lige lovlig “kunstnerisk” og tungt..
    Men starten var da meget god, synes ellers du skriver meget fint.

Der er lukket for kommentarer.