Arto & de transparente gemmesteder

Så blev Arto atter udgangspunkt for en negativt ladet nyhedshistorie. At mediematrix konstant udvides med nye medieformer og at medierne penetrerer stadig flere aspekter af vores liv, resulterer ikke umiddelbart i en alment udbredt og mere nuanceret forståelse af de forskellige medieformer.

Tværtimod.

Øget kompleksitet og forvirring.

Det er tydeligvis forbundet med store vanskeligheder at begribe, hvad der egentlig karakteriserer de forskellige medier. Endnu mere forvitret bliver billedet, når spørgsmålet drejer sig om mediernes samspil med den fysiske verden. Vi kender og mener at forstå de “gamle” medier: aviser, radio, tv, film. De har været her længe og afstedkommer ikke større postyr, om end det antageligvis er en tilsnigelse at hævde, at vi faktisk forstår de mange mekanismer, der præger disse. De “nye” medier og samspillet mellem totaliteten af medier, derimod, bilder de færreste sig vel ind at kunne overskue. Derfor lader vi ofte vores opfattelser af “det nye” basere på fragmentariske og simplificerede antagelser og fordomme. På mange måder er alt det nye imidlertid ikke så afgørende nyt, som jeg også tidligere har pointeret. I hvert fald ikke radikalt nyt i den forstand, at fx den sociale interaktion ikke antager grundlæggende nye former, men blot får tilføjet andre mulighedsbetingelser og flere kommunikationskanaler.

Tilbage til Arto. Mon ikke historien efterhånden er kendt af alle. Som konsekvens af mine mange andre jern i og uden for ilden er sagen i mellemtiden kølet lidt ned igen.

Elever fra Hellebækskolen har i en gruppe på Arto ladet deres frustrationer over skolens lærere få frit spil. Kulminationen blev en 11-årig drengs pædofili-påstande rettet mod en navngiven lærer. Voldsomme og helt uberettigede anklager, som skabte stor opstandelse og som skolen rimeligvis ikke ville tolerere. Konsekvensen blev bortvisning af den pågældende elev, hvad imidlertid blev omstødt af Helsingør Byråd, der “blot” lod drengen skifte klasse. Selvom jeg personligt mener bortvisningen var en naivt simpel løsning på et mere komplekst problem, skal børnenes adfærd ikke negligeres. Der er utvivlsomt en pædagogisk opgave at løse.

Samtidig er der i sagen indlejret adskillige problemer, som det i min mediefikserede optik forekommer påtrængende at kommentere på.

Centralt står Arto selvfølgelig. Ofte udskældt. Dæmoniseret og stigmatiseret. De negative nyhedshistorier er mange og senest har en mindre kvantitativ undersøgelse afsløret, at Arto fremkalder negative konnotationer hos flertallet af respondenterne. Det er imidlertid et helt fortegnet billede, fremkaldt af ikke mindst nyhedsmediernes evige opprioritering af de negative historier i fastlåst fokusering på nyhedskriteriet “konflikt”. Brugerne af Arto ved imidlertid bedre – de bruger det jo faktisk, modsat mange af dem, der skriver og taler om sitet. Enkelte medieforskere forsøger at opløse dikotomierne og formidle et mere nuanceret billede af et social network site, hvor op imod 700.000 børn og unge er glade brugere.

Arto er i høj grad et vigtigt element i børn og unges liv fordi de her bliver taget seriøst. Samværet foregår på brugernes præmisser. Arto er mange børn og unges eget rum, deres fristed, deres hule. I et institutionaliseret samfund, hvor man sjældent er uden for voksnes rækkevidde og opsyn, fungerer Arto som et naturligt og nødvendigt åndehul. Dette behov for skabelse af autonome rum uafhængigt af de voksne, der uafladeligt forsøger at diktere alt fra sengetider til acceptabel adfærd, er mere end forståeligt. Det er indlysende og også i et diakront perspektiv en naturlig del af barn- og ungdom.

Husk hulernes betydning. Husk de akut opståede behov for afsondring fra den voksne verden. Husk de “hemmelige” møder, hvor verdenssituationen i børnehøjde skulle drøftes og de voksne kunne stemples som allestedsnærværende fangevogtere. Eller det der var værre. Uden konsekvenser, vel at mærke. Om hulen udgøres af nogle brædder i et træ, en bunke dyner eller et lyserødt pigeværelse er uden betydning. Hulen var og er børn og unges eget rum. Arto er nutidens virtuelle hule. Præget af meget fatisk kommunikation, opretholdelse af venskaber og ikke mindst dialog om alt det, der rører sig i brugernes liv. Kig på siden. Det betyder faktisk noget for dem. Stort og småt bliver luftet og de mange tilstedeværende føler sig i sikkerhed. I deres egen hule.

At hulen “Arto” ikke kan sidestilles med fysiske huler er åbenlyst og dog tilsyneladende så let at glemme. Der kan identificeres en funktionel konvergens, idet brugsmønstrene på mange områder er sammenfaldende. Den helt afgørende forskel vedrører naturligvis graden af reel afsondrethed. Hvor samvær og samtaler i fysiske gemmesteder som sagt uden konsekvens kan udtrykke voldsomme udfald mod folk uden for hulen, er sagen en ganske anden på Arto. Transparent og gennemlyst tilbyder sitet ikke noget skjul, ingen sikkerhed for voksne blikke. Der er altså tale om en hule, der mangler hulens mest attråværdige egenskaber. En hule af glas, om man vil.

Det påfaldende er, at hverken Arto-brugere eller eksterne voksne “overvågere” helt forstår dette. Måske er den diskursive konstruktion af børn og unge som højkompetente mediebrugere ikke helt nøjagtig. Måske har de trods den intensive brug af især Arto fortsat ikke helt eksakt føling med “hulens” begrænsninger. Måske har netop den diskursive fastlåsning af dem som hyperkvalificerede brugere af alverdens medier afstedkommet et helt forvrænget billede hos de mange børn og unge, hvor de og kun de kan manøvrere på nettet og finde frem til Artos mange gemmesteder. Hvis deres forældede forældre eller lærere alligevel ikke kan tænde en computer, hvorfor så frygte deres kritiske blikke?

De voksne er ikke mindre afsporede. Denne eksponering af det, der altid har foregået, men blot i det skjulte, efterlader tilsyneladende mange voksne i en paralyseret choktilstand. Det havde de alligevel ikke regnet med. Deres lille skat. Naiv fornægtelse, vil jeg mene. Mediernes iboende transparens er formentlig hverken ønskværdig fra børns eller voksnes perspektiv, men vi må lære at håndtere den lidt mere hensigtsmæssigt.

Forskrækkelsen og forargelsen forstærkes af en anden yderst velkendt tendens – den sproglige udvikling. Sproget er vigtigt, det er vi vist enige om. Så vigtigt at nogen meget gerne vil passe lige så godt på det som familiens dyrebare arvesølv. Det skal helst pakkes ind i vat. Meget vat. Og så skal det ellers helst forblive, som det altid har været. Selvom det aldrig bare har “været”; sproget har aldrig haft nogen fast form. Ikke desto mindre påstås det uafladeligt, at sproget er blevet mere råt og ubehageligt, især den udgave de unge går rundt og bruger. Det påstås især af dem, der ikke har været unge i mange år, skal det måske tilføjes. Sprogforskningen bør dog tilkendes en stemme i denne forvrængede debat. Med mindre selvfølgelig man er en af dem, der helst vil fastholde myten om den forfærdelige sprogbrug hos unge, for det er nemlig en myte de fleste sprogforskere meget gerne vil aflive. Hurtigt og smertefuldt. Sproget er hverken værre eller bedre idag end for 10-20-30-100 eller tusindvis af år siden. Oplevelsen af forråelse opstår fordi man glemmer den historiske sammenhæng. Unge taler ganske vist anderledes end andre grupper i samfundet, men sådan har det bare altid været. At nutidens bandeord kan forekomme værre end tidligere er blot et resultat af den diskursive progression. Ord og sprog er ikke statiske, men udvikles hele tiden. Ord mister deres betydning og erstattes af andre. Det samme med bandeord, der tjener det formål at tilskrive et udsagn særlig vægt. Når et bandeord, fx røvhul, efterhånden ikke fremkalder mange løftede øjenbryn, er dets betydning devalueret og det erstattes af andre, der kan fremkalde den ønskede effekt. Det er således muligt at opstille en “bandeordenes historie”, der vil anskueliggøre udviklingen, der hverken lige er begyndt eller nær sin afslutning. Trods uomgængelighed og historisk forankring vil vi altså helst ikke anerkende denne udvikling, for hvad skal det da ikke ende med? (Se denne letlæste artikel om sprogforskning i en pædagogisk ramme)

Der er tydeligvis talrige muligheder for misforståelser i interaktionen mellem børn, unge og voksne. Det må siges at være gammelt nyt. Når interaktionen foregår på tværs af fysiske og virtuelle skel bliver forståelsesbarrierne næppe mindre. Dette understreges med næsten skræmmende tydelighed af Helsingørs borgmester, Per Tærsbøl, idet han med nedenstående bemærkning søger at afrunde bortvisningssagen:

“Jeg håber derfor, at sagen giver forældre, skoleledere og lærere anledning til at tale med børnene om, hvordan man som elev opfører sig over for andre elever og mindst lige så vigtigt, hvordan man som elev agerer over for lærere, hvad enten det er på nettet eller i den virkelige verden”.

Intentionerne om at drøfte etiske og moralske standarder fejler ikke noget. Det gør borgmesterens medieopfattelse til gengæld. Også i den grad. Denne opfattelse af nettet som noget ikke-virkeligt er i bedste fald problematisk. Hvordan kan sagsforløbet drøftes med den fornødne finesse, når afgørelsen træffes af en person, der ikke opfatter nettet og net-medieret interaktion som en del af virkeligheden?

Er internettet en fiktiv konstruktion? Et spørgsmål der selvsagt ikke skal beskues i en postmoderne optik, men forhåbentlig blot understrege hvor svært det kan være at forstå mediernes position og betydning.

Tro ikke det er indlysende.

Reklamer