Play Consulting – it’s alive!

Af og til tjekker jeg lige ind.

Mest for at konstatere, at bloggen fortsat eksisterer. Det gør den egentlig ret uafhængigt af mine øvrige aktiviteter.

I forlængelse af mit speciale nåede jeg den konklusion, at der ganske enkelt er behov for øget vidensdeling på området for læring med computerspil i folkeskolen. Alt for mange ved desværre alt for lidt og derfor går udviklingen kun ganske langsomt.

Det vil jeg forsøge at lave om på. Jeg vil samarbejde med alle dem, der har noget at gøre med den danske folkeskole. Alle dem, der med fordel kan bruge computerspil i undervisningen og alle dem, der udvikler kvalificerede spil til formålet. Alle dem, der uddanner og efteruddanner lærere og pædagoger. Området er stort og behovet for viden ligeså.

Med Play Consulting vil jeg skabe vidensnetværk og distribuere den nødvendige indsigt. Det være sig i form af oplæg, kurser, længerevarende forløb eller andre former for samarbejde.

Alle disse bestræbelser er funderet i den overbevisning, at computerspil kan gøre en forskel i folkeskolen. Eleverne kan inddrages, man kan værdsætte deres kompetencer og de kan få indsigt i ellers utilgængelige områder. Undervisningen kan gøres mere nærværende og oplevelsen af relevans kan øges.

Det kræver bare, at de mere systematisk bliver inddraget i den daglige praksis. At lærerseminarier, skoler og de enkelte lærere gør op med frygten og stereotyperne og i stedet ser på potentialerne. At computerspil sidestilles med bogen som legitim læringsressource.

Det er egentlig meget simpelt. Og alligevel udfordrende og komplekst.

…heldigvis drives jeg af netop udfordringer og kompleksitet!

Reklamer