Mod en bedre folkeskole

Det burde være indlysende, men lad mig for trivialitetens skyld gentage spørgsmålet:

Hvor er vi som nation uden en stærk uddannelsesmæssig profil og en solid grundstamme af dygtige folk med de rette uddannelser og kvalifikationer?

Alle de produktionsprocesser der ikke kræver disse kvalifikationer vil inden for ganske kort tid været outsourced til lande, hvor produktionsomkostningerne er markant lavere, ikke mindst qua en lavere mindsteløn. Det er globaliseringens og markedsøkonomiens enkle principper. Det er hverken negativt eller positivt; blot en simpel kendsgerning.

Derfor skal vi bekymre os om vores ubeskriveligt værdifulde danske folkeskole.

Der er desværre ofte milevidt mellem de idealiserede forestillinger om folkeskolelevernes aktive “ansvar for egen læring” og den faktiske situation rundt omkring i landets klasseværelser.

Det er næppe revolutionerende eller endog iøjnefaldende nyt, jeg hermed bringer til torvs.

Det er imidlertid en kendsgerning, som ikke bør få lov at stå uantastet. Nu skal vi som samfund aktivt påtage os det ansvar, at forbedre vores forsømte uddannelsessystem og gøre op med folkeskolens passiviserende undervisningsformer. Heldigvis forestår tilsyneladende et opgør med den længe praktiserede “ude af syne, ude af sind”-mentalitet og fra stadig flere kanter fremsættes der ikke kun kritik, men konstruktive løsningsforslag.

Opmærksomhed på problemerne er et stort første skridt mod reelle forandringer. Derfor er det naturligvis glædeligt, at flere tv-stationer nu bruger værdifuld sendetid på at diskutere og præsentere løsningsmodeller for vores skolesystems store og små forhindringer. (Selvom hverken DR eller TV2 selvfølgelig gør det i nogen form for selvopofrelse, så er det ikke desto et vigtigt signal).

Hvis vi virkelig ønsker forandringer, er det tvingende nødvendigt med en flerspekret tilgang. Der findes ikke én enkelt parameter vi kan skrue på, som i sig selv kan løse problemerne. Med reference til Mazlows slidte behovsdiagnose bør det sige sig selv, at vi selvfølgelig skal have de grundlæggende forudsætninger på plads. De nedslidte skoler skal restaureres og betingelserne skal på en række afgørende punkter forbedres markant. Jeg er ikke økonom og skal ikke diskutere de politiske dispositioner omkring skolernes budgetter; personligt finder jeg det dog forkasteligt, at ét af landets primære aktiver forsømmes i så eklatant et omfang.

Ét af de områder hvor udvikling forekommer tiltrængt angår bogens monopolstatus som den mest legitime kilde til læring. Bogen skal udfordres, på samme måde som spørgsmålet om lektiernes effekt i den senere tid er blevet det. Man har i varierende omfang inddraget fx film og til dels internettet, men snarere som underordnede elementer end som egentlige alternativer til bogen. Det er da også en af forklaringerne på, at skolens lærere ofte kritiseres for ikke at potentialerne i it til fulde – end ikke tilnærmelsesvist. Computerne fungerer almindeligvis som skrivemaskiner og til at søge lidt på nettet. For folk med bare et perifert kendskab til den mangfoldighed af muligheder som it tilbyder, bør det være åbenlyst at denne tilgang er utilstrækkelig.

Der er talrige eksempler på konstruktiv, produktiv og kreativ anvendelse af it og andre medieformer fra andre sammenhænge end lige skolen. Et eksempel er børns mediebrug i fritiden, som både menige iagttagere og forskere (desværre har UVM tilsyneladende kun optimeret siden til Internet Explorer – hvem sagde symptomatisk?) har vidst i årevis. Her folder både børn og unge sig ud, indsamler og distribuerer store mængder viden og udviser en række værdifulde kompetencer.

Computerspil er bare ét eksempel på et “fritidsfænomen”, hvor børn og unge med stort engagement og dygtighed manøvrerer gnidningsløst i enorme universer og – ofte i samarbejde med andre – løser ganske komplekse problemer.

Computerspil er imidlertid netop min passion og derfor den lille niche, jeg vil fokusere på i bestræbelserne på at skabe en bedre folkeskole for nuværende og fremtidige generationer. Jeg mener, at vi i meget større omfang skal bruge computerspil i skolerne (og på seminarierne, ikke mindst). Først og fremmest kan spil som Global Conflicts: Palestine skabe indsigt i komplekse problemstillinger gennem aktiv deltagelse og indlevelse. Computerspil formår at skabe en ramme, hvor det man lærer for at spille spillet, opleves som relevant læring netop fordi man skal bruge det for at spille spillet.

Computerspil skal tages seriøst – som tiltrængt udfordring af bogens monopol når vi aktivt bruger dem i undervisningen, men også blot som et fænomen, der spiller en fremtrædende rolle hos mange af de elever, vi dagligt er i kontakt med.

Computerspil er uendeligt meget mere end fordummende tidsspilde.

Det vil jeg løbende redegøre for både her og via Play Consulting.

Advertisement