Kvantitet frem for kvalitet?

Modstillingen er velkendt og fortolkes almindeligvis negativt.

Hvis et produkt, en ydelse, en kvalifikation, findes i rigelige mængder, kan der næppe være tale om noget synderligt værdifuldt.

Det er tilsyneladende en markedskræfternes logik. Udbud og efterspørgsel. Knaphed fører til prisstigninger. Det er blevet så rodfæstet en måde at tænke på, at vi nærmest tager det for givet.

Hvem vil betvivle forholdet mellem kvantitet og kvalitet?

Det vil – blandt andre – den amerikanske forfatter Malcolm Gladwell. Meget gerne, endda.

Gladwell er er en dygtig og inspirerende taler, der ofte formår at sætte aktuelle samfundsmæssige problemstillinger elegant på spidsen.

Et eksempel er dette oplæg, hvor han diskuterer forestillingerne om det ensomme geni, der efter kortere eller længere tids isoleret forskning når åbenbaringen, den afgørende erkendelse, der potentielt kan forandre verden. Disse unikke begavelser har opnået en mytisk status som idealiserede forbilleder og som det ypperste symbol på intellektuel formåen. Også på trods af deres mere eller mindre veludviklede sociale begrænsninger.

En af Gladwells pointer er imidlertid, at genierne er anakronismer. Utidssvarende, forældede, ude af trit med den globaliserede verdens udfordringer.

Vi har fortsat brug for særlige begavelser og dygtige individer, javist. Men ikke individer i isolation. Snarere end ét enkeltstående geni bør vi prioritere mere jævne begavelser, der besidder evnen til at løse komplekse problemer i samarbejde. Og så bør vi anerkende stædighed som en værdifuld egenskab. Mange problemer løses ikke, fordi folk er særligt begavede, men fordi de er særligt vedholdende.

I forlængelse af disse erkendelser placerer han “the problem of capitalization”. Vi skal være bedre til at udnytte hvert individs potentielle bidrag til fællesskabet og ikke lade nogen falde igennem i en misforstået og fastlåst fokusering på at udsondre de få mulige genier.

Den velkendte logik vendes altså på hovedet. Vi skal fokusere på kvantiteten, de mange begavede, samarbejdende individer, snarere end kvaliteten i de enkelte genier. Ikke i et barmhjertigt forsøg på at inkludere alle i fællesskabet, men fordi det er i disse kollektive arbejdsprocesser, samfundets problemer kan løses.

Det må vi ikke glemme, når vi diskuterer folkeskolens håndtering af læringsbegrebet. Vi skal ikke alene fokusere på den enkeltes kvalifikationer og kompetencer, men også på hvordan disse kvalifikationer og kompetencer kan bidrage til progressionen i de lærende fællesskaber.

Her lurer computerspil umiddelbart under overfladen. Der er talrige eksempler på, hvordan de sociale fællesskaber der opstår omkring computerspil, udvikler et stærkt vidensnetværk, hvor alle bidrager på hver sin måde. I modsætning til skolens traditionelle fokus på individuelle præstationer eller arbejde i mindre grupper, så kender disse fællesskaber ikke faste grænser. Når man spiller computer i skolen vil viden flyde frit mellem eleverne, der tilsammen skaber et netværk af distribueret viden, som alle trækker på og bidrager til. Det kan virke støjende, generende og i uoverensstemmelse med en velfungerende “skolesituation”. Det må ikke misforstås endsige undertrykkes, men skal snarere fremelskes og opdyrkes. Det er et udtryk for engagement og en veludviklet forståelse for, hvor den relevante viden findes og frembringes, så komplekse problemstillinger kan løses tilfredsstillende.

De evner kan vi som samfund ikke undvære.

Advertisements