Ikke mere snak om spil der dræber…

Og så alligevel.

I løbet af de senere år er det lykkedes at nuancere debatten om computerspil, vold og agrresivitet. På trods af talrige (især amerikanske) effektstudier, der på den ene eller anden måde har bekræftet formodningerne om en sammenhæng mellem computerspil og voldelig adfærd, er billedet ikke længere helt så entydigt.

Problemet med de mange effektstudier er blandt andet, at de ofte er så metodisk problematiske, at de sjældent formår andet end at bekræfte forskernes indledende forventninger. Med de rette metodiske kneb kan man dreje enhver undersøgelse i den retning, man måtte ønske og samtidig sminke det som videnskabelige og dermed (?) uomtvistelige fakta.

Her skiller bl.a. den danske medieforskning sig ud på bemærkelsesværdig vis, idet man fx i den såkaldte receptionsforskning har fokuseret på den konkrete mediebrug i praksis og hvad denne brug betyder for os som mediebrugere og mennesker. En af de afgørende erkendelser er, at der ikke er nogen 1:1 sammenhæng mellem et mediefænomen som fx et computerspil og den betydning vi “læser” ud af dette fænomen.

På denne måde har vi bl.a. fået afkræftet de stereotype forestillinger om computerspillere som særligt asociale væsener, ligesom bekymringerne om voldelighed i vid udstrækning er blevet afsvækket. Det betyder ikke, at man endegyldigt kan afvise, at der for enkelte individer i visse sammenhænge kan være uheldige konsekvenser forbundet med visse spil. Det betyder bare, at man ikke på noget holdbart grundlag kan drage mere generelle konklusioner. I langt de fleste tilfælde vil det være helt uproblematisk at børn og unge spiller computer og i de få tilfælde, hvor det kan være uhensigtsmæssigt, er det næppe computerspillene i sig selv, der er problemet.

Det er i det hele taget nødvendigt at se på den bredere kontekst og ikke bare på det enkelte spil. Computerspil udgør aldrig hele forklaringen og oftest kun en helt marginal del af denne. Potentielle problemer skal snarere findes i barnets opvækst, omgivelser og livsbetingelser i øvrigt.

Derfor har det naturligvis været paradoksalt grænsende til det urimelige at følge mediernes “dækning” af spillet “Kindergarten Killer“. De fleste nyhedsmedier har bragt historien og ofte i en unuanceret, pessimistisk og lidet indsigtsfuld form, som fx her på dr.dk eller (selvfølgelig) her på Ekstra Bladet.

Det kræver ikke stor erfaring med computerspil at se, at spillet er både simpelt, banalt og kedeligt. Som spil gør det sig altså ikke berettiget til nogen nævneværdig omtale. Når man ser på, hvor mange små og store spil der produceres, kan det derfor undre, at dette spil overhovedet har nået mediernes opmærksomhed. Mindre uforståeligt bliver det ikke af, at spillet har været tilgængeligt på nettet i årevis. Forklaringen skal selvfølgelig findes i, at det forekommer moralsk forkasteligt at skyde skolebørn med en shotgun, så blodet flyder på børnehavens gange. Især set i lyset af de seneste, tragiske skoleskyderier i Finland.

Når man igen husker konteksten, så vil kun de mest pessimistiske kunne opretholde en tro på, at et spil som Kindergarten Killer kan føre til horder af skydegale småbørn rundt omkring i landets børnehaver. Spillet skal snarere ses på linje med andre populærkulturelle fænomener, hvor vold indgår som en nærmest ironisk distancering til virkeligheden.

Hvis fx kultserien “The Simpsons” virker meget tilforladelig, så husk det bestialske sidekick, “Itchy & Scratchy“. Eller en anden kulsort og ironisk serie, “South Park“.

Det er netop denne velkendte populærkulturelle ironi, medieforsker Carsten Jessen fokuserer på:

På den måde hører det til en genre, som børn og unge kender, og hvor der tit forekommer fuldstændig vanvittige kommentarer til alt muligt. Det skal børn ikke være ret gamle for at vide. På sin vis kan et spil af denne type minde om ‘alle børnene’-vittighedene, som de fleste husker. I dem tog børn og unge også nogle frygteligt ting op, vendte dem om og gjorde dem til noget helt andet.

Under overskriften “Børnedræberspil kan være ok for børn” forsøger han på vanlig sympatisk, afslappet og kvalificeret vis at tvinge debatten op på et lidt mere sagligt niveau. Guderne skal vide, at vi behøver det. Det er ikke uvæsentligt at huske på, at computerspil er en udtryksform, som kan hjælpe (også) børn og unge til at bearbejde og forholde sig til virkelige hændelser på en konstruktiv måde:

Umiddelbart virker det som om det er en pervers måde at forholde sig til en frygtelig problemstilling på, men et onlinespil kan også give børn og unge muligheder for at reagere på en god måde på begivenheder, som de hører om i medierne.

Jessens måske vigtigste udsagn i denne sammenhæng er imidlertid også det, der forekommer mest selvindlysende – og det, der tilsyneladende er det absolut sværeste at huske på:

Derfor skal voksne (journalister?, red.) sætte sig ind i hvad et spil faktisk handler om, før de bliver forargede.

Det er retningslinjer, som især flertallet af de danske journalister burde følge. Samtidig er det imidlertid netop det nyhedshungrende pressekorps, der hellere vil forargelsen end forståelsen. Det sælger bedre.

Fred være med det. Når bare vi har et alternativ.

Og i tillæg til Carsten Jessens iagttagelser, har både bloggere (se fx Harning og Next2Tech) og andre “menige” kommentatorer (se fx diskussionen ifm. Ekstra Bladets forventeligt unuancerede bidrag) udfordret mediernes konflikt-fokusering.

Opløftende og endnu en bekræftelse af, at det som oftest er medierne, der udgør den laveste fællesnævner.

Reklamer

6 thoughts on “Ikke mere snak om spil der dræber…

  1. Kan jo kun være enig. Lad os i denne debat huske Poetens “Barske Børnerim” fra 1952 (ja, det er før computerspil). Den er blevet genudgivet og kan stadig købes: http://www.borgen.dk/product.asp?product=822

    Her er et citat som vel kunne få overskriften “Digte opfordrer børn til at myrde deres fædre”

    Lille Jan skal holde stigen
    så at far sig plukke kan
    Grene som gi’r svirp og svi’en
    i et birkeris til Jan.
    Stigen er høj og jorden er hård
    og far blev 29 år.

  2. Hehe, ja, vent til de sensationslystne nyhedsmedier får øjnene op for den morbide sag!

    Måske vil Ole Hækkerup være så venlig at udtale sig igen (som han så fornuftigt har gjort bl.a. her). Det kunne i så fald lyde omtrent sådan:

    Jeg vil kontakte Forlaget Borgen, for det her er ikke godt nok. De bliver nødt til at tænke over, hvad de sender ud i verden. Jeg synes, de skal have nogle etiske standarder, hvor de overvejer, hvad de med rimelighed vil lægge navn til!

    Der findes meget få syge mennesker, men de findes – også i Danmark. Dermed ikke sagt, at de går ud og slår deres fædre ihjel. Men den forråelse af verdensbilledet kan måske være med til at inspirere nogle.

  3. Godt nuanceret indlæg som jeg naturligvis bare kan erklære mig enig i, sagde den menige pædagog blogger hvis digte om flænsede, stegte og spiddede børn vel også snart bliver censurerede. 😀

  4. Mange tak, og ja, det kan kun være et spørgsmål om tid. Hvad er det da også for noget 😉

    Lad os hellere allesammen holde i hånd og håbe resten af verden opfører sig pænt!

  5. (i parantes – så er min bog faktiskt censureret på denne side af sundet, i den by jeg bor i, som værendes “ikke passende” på biblioteket)

    Og spar mig venligst fra det der holde i hånd og flette navle. 😀

  6. Pingback: Anonym

Der er lukket for kommentarer.