Digitale kompetencer – i skolen?

Jeg har det med at gentage mig selv.

Måske husker jeg dårligt; måske glemmer jeg godt; eller måske er forklaringen bare den enkle, at jeg når de samme konklusioner mange gange.

I hvert fald er det ikke første gang, at jeg må konstatere, at bogen fortsat er det ubestridte førstevalg i folkeskolen. Det bliver næppe heller den sidste. Jeg skal måske skynde mig at tilføje, at det ikke som sådan er problematisk at bogen står centralt i uddannelsessystemet. Det er imidlertid ganske uhensigtsmæssigt, at de digitale læremidler overhovedet ikke er i nærheden af den samme anvendelsesgrad.

Det har længe været klart, at media-/digital literacy, multimediale kompetencer – eller slet og ret digitale kompetencer – ikke rigtig er til at komme udenom; heller ikke selvom man forsøger! Det kan måske være mindre klart, hvad det egentlig betyder, for hvad skal man kunne og vide for at være digitalt kompetent? Det er ikke noget nemt spørgsmål at besvare, for som Karin Levinsen og Birgitte Holm Sørensen skriver i rapporten It, faglig læring og pædagogisk videnledelse:

Kompetencebegrebet er et flydende begreb, som har været og fortsat vil være under forandring. Vi har set, hvordan fx det læringsrelaterede it-kompetencebegreb har ændret indhold over tid, fra at beskrive veldefinerede og målbare it-færdigheder (pc-kørekort) til at beskrive et bredt spektrum af svagt definerede og dynamiske (dannelses)kompetencer, forstået på den måde at der ikke er tale om målbare færdigheder, men om et begreb, hvis indhold og mening konstant er i forandring og til forhandling.

Vi står altså over for den udfordring, det er at fokusere på udvikling af kompetencer, som vi i princippet ikke kan fastfryse i én entydig definition. Trods erkendelsen af, at det digitale kompetencebegreb hele tiden er i forandring og til forhandling, så må vi selvfølgelig alligevel forsøge at forstå, hvad kompetencebegrebet betyder og bør indeholde, om end det bliver en kontinuerlig proces. Vi bliver altså aldrig færdige med at forstå det og derfor kan digital kompetence heller ikke reduceres til sine objektiviserbare læringsmål for kompetencen udgør en livslang læringsproces.

Med disse vanskeligheder in mente, er det naturligvis oplagt at se på, hvordan de omtalte kompetencer kan defineres. I EU-regi argumenteres der i “A European approach to media literacy” for, at a European approach to media literacy should relate to all media og definerer digitale kompetencer (her altså benævnt media literacy) således:

Media literacy is generally defined as the ability to access the media, to understand and to critically evaluate different aspects of the media and media contents and to create communications in a variety of contexts.

Vi skal altså tilegne os grundlæggende færdigheder for at sikre, at vi kan anvende it og medier, men vi skal også forstå og ikke mindst forholde os kritisk til de selvsamme medier. Endelig skal vi kunne deltage aktivt i produktionen af medier, hvilket selvfølgelig især er udslaget af det, man vel efterhånden kan benævne “web 2.0-hysteriet”. Heri ligger også både de tidligere omtalte it-færdigheder (at anvende) og (dannelses)kompetencer (at forholde sig kritisk).

En anden, lidt ældre, men interessant rapport, E-learning Nordic 2006 – Effekten af it i uddannelsessektoren påpeger desuden at:

Fokus på it i uddannelsessektoren har flyttet sig fra at lære, hvordan man bruger it til at anvende it som en katalysator for at forbedre undervisning og læringen – med andre ord: Hvordan it kan bruges som et værktøj eller medie, som man lærer med.

Det er selvfølgelig det, der er essensen! Vi skal besidde de grundlæggende færdigheder og vi skal kunne forholde os kritisk til it og medier, men det bliver endnu mere interessant, når vi på dette fundament kan fokusere på, hvordan it kan understøtte og fremme læringsprocesser.

Der er altså ikke så få instanser, som understreger vigtigheden af de digitale kompetencer, og samtidig forsøger at definere indholdet i det dynamiske kompetencebegreb. De fleste børn og unge har parallelt med denne debat overhalet uddannelsesinstitutionerne indenom, som bl.a. Kirsten Drotner påpeger, idet hun pointer at Børn skal uddannes til netværk:

De skaber, simulerer, relaterer og reflekterer og får erfaringer, som er helt centrale for videnssamfundet. Men de kompetencer, som de unge får, opnår de ved at anvende digitale medier i fritiden, ikke i skolen. Der er i dag et stigende gab mellem de kompetencer, dansk uddannelsespolitik prioriterer, og de kompetencer, befolkningen har brug for i videnssamfundet.

Det er langt fra uproblematisk, at vi overlader udviklingen af digitale kompetencer til børn og unges egne, interessebårne fritidsaktiviteter. Ikke fordi disse aktiviteter ikke er vigtige og værdifulde; de er tværtimod helt uundværlige. Det er bare ikke tilstrækkeligt, hvilket understreges i forordet til den netop publicerede rapport “Digitale kompetencer – i folkeskolen og de gymnasiale ungdomsuddannelser“:

Et omdrejningspunkt for at udvikle digital kompetence (digital literacy) er, at elever anvender en bred vifte af digitale teknologier som en del af deres undervisning.

Selvsamme rapport når dog den knap så opløftende konklusion, at bøger og tavlen er stadig de foretrukne værktøjer i de danske skoler, og når it anvendes, udnyttes mediets mange muligheder slet ikke. Flertallet anvender især bøger, fotokopier og de traditionelle tavler, hvilket selvfølgelig ikke har været hensigten med de massive investeringer i skolernes it-infrastruktur. Netop derfor anbefaler rapporten også, at der bør fremover være mere fokus på anvendelse end adgang.

Det forekommer indlysende, at adgang langt fra pr. automatik fører til anvendelse! Det gælder både den eksisterende lærerstab, som rapporten omfatter, men også (og ikke mindst!) de lærerstuderende, som nu efterlyser et obligatorisk fokus på it i undervisningen.

Det er nemlig IKKE bare et spørgsmål om tid, for ligesom børn og unge ikke “af sig selv” bliver digitalt kompetente, så gør lærerstuderende det altså heller ikke!

I lighed med rapportens konklusioner og anbefalinger vil jeg derfor fastholde hvad jeg allerede tidligere har påpeget, nemlig at der er behov for en samlet og struktureret tilgang, der medtænker hele undervisningssektoren. Nu har vi opbygget et solidt teknologisk fundament, så må næste skridt være, at sørge for den nødvendige efteruddannelse og det på en måde, der gør det klart for den enkelte, hvad it kan bidrage med og ikke mindst hvordan.

Reklamer