Lær – for begejstringens skyld!

Læring er på mode. Nu er det ikke længere nok at lære mens man går i skole; nej, vi skal alle sammen lære og gerne hele livet. Det er der imidlertid ikke noget som helst nyt i og et begreb som ”livslang læring” er da også bare nye ord for et allerede kendt fænomen. Læring er en essentiel del af vores eksistens som mennesker, hvad den engelske læringsforsker Peter Jarvis da også fremhæver i en af sine nyere udgivelser, Towards a Comprehensive Theory of Human Learning:

The processes of learning are a fundamental stimulus for life itself and without it the human body could never transcend its biological state, nor could the individual function effectively in the wider society. It is essential to our humanity and, in fact, it is an existential process.

På trods af denne erkendelse er der fortsat en tendens til at opfatte læring som noget, der primært foregår i dertil indrettede institutioner. Læring forbindes med skoler, gymnasier, universiteter, men det er selvfølgelig en misforståelse at tro, at læring på denne måde kan afgrænses og lukkes inde i klasseværelser eller auditorier.

På samme måde er det en ærgerlig, men udbredt – og forståelig – misforståelse, at læring partout skal være kedeligt og motivationsnedbrydende. Ikke mindst i folkeskolen er der nærmest tradition for en nøje sammenhæng mellem væsentlighed og kedelighed. Hvis noget er vigtigt, så må det næsten også pr. definition være kedeligt. Omvendt afsvækkes den anslåede seriøsitet, hvis et givent læringsindhold præsenteres i en indbydende eller tilmed sjov form. Måske kan sammenhængen ligefrem sættes på formel og afbildes i en graf?

Denne forventningshorisont er så konsolideret, at de fleste elever straks mobiliserer en voldsom skepsis over for læringsværdien, når fænomener i undervisningen bliver for sjove eller spændende. Det er altså ganske symptomatisk, når en elev bogstaveligt opstiller modsætningen sådan:

sjov = fritid, alvor = skole

At opfattelsen er præcis fastlåst, kommer tydeligt til udtryk, når man introducerer computerspil i undervisningen. Fordi eleverne (som alle os andre) traditionelt betragter computerspil som et underholdningsfænomen, tvivler også de på det potentielle læringsmæssige udbytte, som følgende citater understreger:

I skolen kunne det være et problem, hvis der gik for meget sjov i det.

Der kan måske gå lidt for meget ”sjov” i det. Eller lidt for meget fritids-agtigt.

Disse udsagn afspejler en af de centrale pointer hos den efterhånden næsten uomgængelige schweiziske læringsforsker, Etienne Wenger, når han i bogen “Praksisfællesskaber” (Communities of Practice) påpeger at:

En stor del af vores institutionaliserede undervisning og uddannelse opfattes derfor som irrelevant af dem, som prøver at lære, og de fleste af os kommer ud af denne behandling med en følelse af, at det er kedeligt og besværligt at lære, og at vi ikke rigtig er skabt til det.

Det er næppe en synderligt kontroversiel påstand, eftersom de fleste af os formentlig selv har siddet på en lidet komfortabel skolebænk med netop den fornemmelse og et arsenal af kritiske spørgsmål. Selvfølgelig er kedsomhed helt uundgåeligt; ikke mindst fordi der næppe findes en objektiv standard for forholdet mellem det sjove og det kedelige. Hvad der er kedeligt er naturligvis en individuel vurdering. Det er også en kvalitet at kunne kede sig; at opbygge en vis “kedsomhedstærskel” og at kunne manøvrere i kedsomheden.

Det problematiske er at opfattelsen sjov = fritid, alvor = skole er blevet så fast forankret i vores syn på skolens praksis, at vi tror det skal forholde sig sådan. Vi tager for givet, at læring & skole skal konnotere “kedelig”, “langsommelig” og “abstrakt” og at formålet skal være skjult for de lærende. Som allerede nævnt er læring imidlertid meget mere end det, hvilket pointeres hos danske Knud Illeris:

[…] menneskets læringsberedskab er en integreret del af dets potentiale til overlevelse og livsudfoldelse og som sådant i udgangspunktet af lystbetonet karakter.

Det glemmer vi bare tit, og i stedet antager vi, at eleverne i den danske folkeskole i udgangspunktet modsætter sig læring. Derfor er der blevet prøvet utallige krumspring for alligevel at få ungerne til at hoppe på limpinden og lære det, vi gerne vil have dem til. Det er også forklaringen på, at computerspil hovedsageligt er blevet betragtet som et middel til at få børn til at tro, at de morer sig, mens de faktisk lærer noget. Det er bare en forfejlet intention, som Kirriemuir & McFarlane uddyber:

The debate on ‘making learning fun’ often assumes that children do not enjoy learning. Yet much research evidence contradicts this, arguing that children do enjoy learning when they have a sense of their own progression and where the learning is relevant and appropriate. This focus on ‘fun’ and on ‘concealing the learning’ within educational games may, in fact, be a red herring.

Vi behøver ikke frygte, at vores elever ikke gider lære. Vi skal bare være opmærksomme på, at det er en god idé at overveje hvad vi vil have dem til at lære og hvordan. Som Kirriemuir og McFarlane pointerer, er det vigtigt at eleverne har en fornemmelse af, at det de lærer er relevant. Det er altid nemmere at lære, når man er motiveret og motivation hænger nøje sammen med, at man kan se et formål, med det man laver.

Se på hvordan børn og unge lærer i deres fritid. Når læringen er interessedrevet, er kun de færreste problemstillinger for svære eller komplekse.

Vi kan også af “fritidslæringen” udlede, at man lærer bedre, når man føler sig involveret; når man føler, at man har indflydelse i de beslutningsprocesser, der former læringssituationen.

Computerspil kan i mange tilfælde være med til at skabe læringsprocesser, som opleves som relevante og vedkommende for eleverne. (Det taler jeg om her og skriver mere om her og i denne artikel til EMU).

Computerspil er også et godt redskab til at styrke elevernes oplevede indflydelse og medbestemmelse. Computerspil kan i mange tilfælde styrke elevernes motivation og skabe lystbetonede læringsprocesser.

Vi må imidlertid ikke glemme, at computerspil bare er én måde at facilitere læring på.

Læring kan også sagtens være inspirerende og fascinerende uden computerspil.

Vi skal huske på begejstringspotentialet i læring.

Vi skal huske på, at læring er et eksistentielt fænomen, vi ikke kan være foruden.

Vi skal huske på, at læring rummer muligheder for grænseoverskridende fascination og engagement.

Vi skal huske på, at de fleste faktisk gerne vil lære, og at vi kan skabe situationer, hvor læringen ikke bare fremstår spiselig, men attraktiv, relevant og endda uundværlig.

Først og fremmest skal vi huske, at læring hverken behøver være kedelig eller forklædes som sjov og ballade.

Reklamer

Mediers fascinationskraft & SNS

Min begejstring for medier er enorm og praktisk talt ubeskrivelig. Forklaringen er utvivlsomt multimodal og trods intens selvrefleksion har jeg ikke kunnet udkrystallisere en entydig forklaringsmodel.

Hvorfor er medier så fascinerende?

En del af forklaringen ligger utvivlsomt alene i erkendelsen af, at de netop er så forbandet fascinerende. En metafascination, fascination for selve fascinationen…og fascination for begejstring.Som objekt for både fascination og begejstring står social network sites (SNS – se evt. denne introduktion til fænomenet hos danah boyd, der har flere interessante perspektiver) i øjeblikket helt centralt i mediebilledet.

sns.jpg

Facebook har udviklet sig til et uomgængeligt fænomen, altimens store og små sites som Myspace, Arto og Skum fortsat tiltrækker sig stor opmærksomhed. Mange er med for sjov, men ofte er der mere på spil end kun sjov og ballade – under alle omstændigheder er hverken fascination eller begejstring til at tage fejl af. Alle os der forsøger at etablere faglige perspektiver på medierne, står i kø for at sige noget fornuftigt om meningen med SNS og ofte er det netop fascinationen vi ønsker at forklare.
Hvorfor dette massehysteri, der tilsyneladende bare tiltager? Hvorfor denne kollektive trang til virtuelle fællesskaber?

comic-on-facebook.gif

Når mange på globalt plan indædt søger at begribe, analysere og forklare et fænomen, vil det oftest medføre en række kvalificerede bud. Jeg vil ikke påberåbe mig et ultimativt overblik over de mange forskningsretninger, endsige hævde at vide hvad der er på spil. Identitetsbegrebet må dog antages at spille en væsentlig rolle i vores brug af SNS, idet vi alle er praktiserende socialkonstruktivister, der i en kontinuerlig dialektik præsenterer og konstruerer os selv gennem vores virtuelle tilstedeværelser. Hermed er indsatsen større end som så, idet det er os selv vi forhandler.

Alene i valget af SNS i det stadig mere brogede udbud ligger indlejret bestemte udsigelser, eksklusioner og distanceringer. Det er absolut ikke udtryk for et arbitrært valg, når nogen eksempelvis foretrækker DRs Skum frem for det konkurrerende Arto. Der ligger mange overvejelser til grund for et sådant valg og igennem valget udtrykker man sin afstandtagen til de normer og værdier der manifesteres på Arto, som det fremgår af denne interessante tråd på Skum – der på ingen måde er usædvanlig. Skum-brugerne skaber og vedligeholder fordomme om Arto og dets brugere: Arto hævdes at handle om at sælge sig selv og at være meget overfladisk. Dette vil mange Arto-brugere antageligvis erklære sig uenige i, ligesom medieforsker Malene Charlotte Larsen ofte fremhæver de mange vigtige funktioner Arto tjener for sine brugere, bl.a. løbende fastholdelse og udbygning af venskaber.

Der kan være tale om en form for social klassificering, hvor homogenitet i uddannelse og andre demografiske parametre kan medvirke til at definere et socialt netsted og dermed differentiere det fra andre. Lad mig vende tilbage til danah boyd, der qua sin begavelse og ikke mindst sin vilje til at tilgængeliggøre sin forskning, efterhånden er en akademisk superstjerne – nu sågar med hyldestgruppe på Facebook – The Danah Boyd appreciation society. Hun hævder netop der foregår class divisions through Facebook and MySpace. Facebooks universitære ophav på Harvard bruges som forklaringsmodel for modstillingen af Facebook og MySpace, hvor førstnævnte bliver et elitært, intellektuelt tilflugtssted, altimens sidstnævnte i højere grad appellerer til de lavere sociale lag, hvor det ikke er uddannelsen der definerer identiteten. At der er oprettet en gruppe på Facebook kaldet Keep Facebook for the students afspejler denne pointe. Vil denne påståede polarisering intensiveres, så de lige rige børn vil lege bedst på Facebook?

facebook-myspace-fight.gif

Dette blot et par overfladiske nedslag, der dog illustrerer min fascination såvel som min nysgerrighed og mit ønske om at forstå bare en brøkdel af alt det, der sker hele tiden. Også nu, midt om natten. Således er jeg fascineret og begejstret for selve fascinationen.