Religiøse babyer & censur i spil

Der har været ikke så lidt blæst om ytringsfriheden de senere år. Undertiden med vindstød af orkanstyrke.

Det er positivt, at vi af og til tvinges til at forholde os refleksivt til noget af det, vi normalt tager for givet. Vi bør løbende diskutere nogle af de værdier, som vi sætter stor pris på og som står helt centralt i vores samfund.

Måske forestiller man sig ikke umiddelbart, at computerspil aktualiserer debatten om retten til at ytre sig frit. Ikke desto mindre er spil et væsentligt kulturbærende fænomen, som hyppigt udfordrer opfattelserne af, hvad man kan sige og ikke mindst hvordan. Der er talrige eksempler på computerspil, der af den ene eller anden grund underkastes mere eller mindre omfattende censur.

Nedton volden?

Jeg har tidligere berørt den ofte ophedede og ikke altid lige rationelle debat om voldsskildringer i computerspil. Til trods for, at der ikke er en direkte sammenhæng mellem vold i spil og voldelig adfærd uden for spillet, er det fortsat nemt at rejse kritik (og skabe panik) ifm. de mest voldelige spil. Et godt eksempel er det ekstremt voldelige og absolut politisk ukorrekte “Manhunt 2” fra altid provokerende Rockstar Games:Manhunt 2 - for meget af det knap så gode?

Spillet byder på et utal af bestialske scenarier, hvor man spiller får fornøjelsen af at udføre ganske morbide henrettelser af virtuelle karakterer. Det faldt folkene hos The British Board of Film Classification (BBFC) så meget for brystet, at de ikke mente spillet skulle tillades at udkomme i England. Rockstar måtte foretage modificeringer af spillets voldsscener, der bl.a. blev sløret og herefter fik også englænderne lov at spille Manhunt 2. I mine øjne er denne form for formynderisk censur en besynderlig og ikke videre konstruktiv praksis. Samtidig var det ubetalelig pr for Rockstar, for efter denne konflikt blev spillet for alvor interessant; at spillet efter sigende blev hacket (formentlig med stor velvilje fra Rockstar selv) så de “ulovlige” scener alligevel blev tilgængelige, ja, det er blot endnu et bevis på det fundamentalt umulige i censur af denne art.

Nedton religiøsiteten?

Hvor vold traditionelt har været en ret udbredt bestanddel af mange computerspil, så har religion ikke i samme omfang været på den virtuelle dagsorden. Samtidig er det imidlertid, med en kynisk og sort/hvid Huntington’sk parafrase, en slags clash of religions der har afstedkommet de senere års afsøgninger af ytringsfrihedens grænser. Det er ekstremt komplekse problemstillinger, som jeg ikke vil forsøge at forklare endsige løse. Jeg kan blot konstatere, at computerspil på ingen måde står uden for debatten. Det er der mange eksempler på, men det blev især tydeligt da Sony lancerede det længe ventede “Little Big Planet“. Problemet var i modsætning til Manhunt 2 ikke så meget spillet i sig selv, men derimod dele af spillets soundtrack, som blev kritiseret for at indeholde følgende referencer til koranen:Little Big Planet - en hån mod muslimer?

  • “كل نفس ذائقة الموت” (“kollo nafsin tha’iqatol mawt”, literally: ‘Every soul shall have the taste of death’).
  • “كل من عليها فان” (“kollo man alaiha fan”, literally: ‘All that is on earth will perish’).

Det pågældende “indslag” er af musikeren Toumani Diabate, som efter sigende selv er troende muslim. Det ændrede imidlertid ikke ved kritikernes fortolkning, og de forlangte musikken fjernet fra spillet:

We Muslims consider the mixing of music and words from our Holy Quran deeply offending. We hope you would remove that track from the game immediately via an online update, and make sure that all future shipments of the game disk do not contain it.

Af frygt for at distancere sig fra det muslimske marked valgte Sony at imødekomme disse krav, og det synes ikke at have svækket den nærmest udelte begejstring for spillet. Det er en detalje , men alligevel en principielt problematisk situation. Her er end ikke tale om kritik eller latterliggørelse, men blot en reference. De gode folk på Penny Arcade havde da også hurtigt en satirisk kommentar klar:

Religiøse babyer?

Ad disse omveje er jeg nået frem til det, der satte mine tanker i gang: Game Culture bragte for nogle dage siden en historie om, hvordan et tilsyneladende uskyldigt børespil til Nintendo DS, “Baby Pals“, af en bekymret mor blev anklaget for at sprede muslimsk propaganda ved at fremsætte det noget bombastiske udsagn “Islam is the light“. Spillet er en slags babysimulator, og udviklerne, Crave Entertainment vil forståeligt nødig kædes sammen med religiøs fanatisme, hvorfor de hurtigt var ude med et dementi:

It is a recording of a 5 month old baby babbling non-intelligible phrases.  In over 200 hours of testing the product, no recognizable English words or phrases were discernable. The sound in question of this babble may sound like the words night, right or light, but it is only coincidence as the baby recorded was too young to pronounce these words let alone a whole grammatically correct phrase. We at Crave Entertainment and InXile regret that there was any misinterpretation of the baby noises and in no way have intentionally put any words or phrases into the baby sounds.

Hvad skal man næsten sige? Det er ikke nogen let opgave, hvis spiludviklere ikke alene skal forholde sig til eksplicitte “konfliktpotentialer”, men også til folks egne vrangforestillinger. Igen finder jeg Penny Arcades satiriske kommentar til hele dette, ja, lad mig bare kalde det “hysteri”, ganske beskrivende:

Censur i skolen

Jeg snakker ikke så lidt om, hvorfor lærere og undervisere skal forstå computerspil og inddrage dem i undervisningen. Her eksisterer imidlertid en parallel form for selvcensur, idet computerspil i vid udstrækning har været bortdømt – eller bortcensureret – fra klasseværelserne. De er ikke blevet anset som hverken lødige eller relevante nok til skolens formelle og meget alvorlige læringsrum. Det er en misforståelse, som heldigvis undergår løbende opblødning. Den her beskrevne censurproblematik udgør en oplagt indgang, og samtidig én, der lægger op til at medtænke samspillet mellem forskellige medieformer (eFaith Fighter - Religious hate have never been this much fun!ller andre udtryksformer, som det hedder i Fælles Mål). Hvad betyder censur og selvcensur for ytringsfriheden og mulighederne for kreativ udfoldelse i en globaliseret verden? Vigtige og relevante spørgsmål står i kø, så stil dem!

Hvis man tør driste sig ind på dette område, så er man måske tilmed modig nok til at præsentere eleverne for spillet “Faith Fighter“, som formentlig kan sparke en livlig diskussion i gang. Spillet er udviklet af italienske Molleindustria, hvis altoverskyggende ideal er at igangsætte en serious discussion about social and political implications of videogames. De udvikler simple spil, som altid tager kritisk stilling til forskellige samfundsmæssige problemstillinger, og som sjældent viger tilbage for at sætte selvsamme problemstillinger helt på spidsen. Det er da også tilfældet med Faith Fighter, der stolt (og selvfølgelig stærkt ironisk) proklamerer at religious hate have never been so much fun. Som en ironisk kommentar til den forkætrede “Muhammedsag”, mødes man da også af en underholdende disclaimer, der lader spilleren vælge hvor vidt Muhammeds ansigt skal være synligt eller ej:Faith Fighter Disclaimer - Muhammed med eller uden synligt ansigt?

Det er imidlertid ikke fordi valget får de store konsekvenser, når man ser bort fra den sorte cirkel over profetens ansigt:

Faith Fighter - med og uden religiøse fornærmelse.

Spillet er ikke specielt interessant eller velfungerende som spil, men som kritisk kommentar til den verserende debat udgør det et spændende indspark og et godt eksempel på, at spil sagtens kan være samfundskritiske. Brug spillet i undervisningen, men husk på, at det sjældent er computerspil i sig selv, der faciliterer den ønskede læring. Det er snarere i konteksten, at de relevante læringsprocesser skal findes. Spil må ikke stå alene; man kan ikke “bare” spille – ligesom man heller ikke “bare” skal surfe på nettet. Man skal derimod sørge for, at spillet indgår i et meningsfyldt forløb, hvor det bruges som afsæt for diskussion, perspektivering og refleksion.