Altings dikotomisering

På en af dagens mentale vildveje lod jeg mine tanker flyve uden kendskab til deres destination. I kølvandet på denne mentale opdagelsesrejse opstod en række mere eller mindre forløste refleksioner; fællesnævneren for dette tilsyneladende virvar udkrystalliserede sig som dikotomisering.

Dikotomisering forekommer mig at være en nærmest almenmenneskelig reaktion, når vi konfronteres med en verden så kompleks, at vi ikke begriber den. Som konsekvens af den hertil knyttede uantagelige afmagt, opstilles modsætningspar med det primære formål at reducere denne skræmmende kompleksitet og skabe en illusion af overblik og indsigt. Vi konstruerer en fortolkningsstrategi, hvor flydende, dynamiske og tvetydige begreber kunstigt fastlåses og dikotomiseres, hvilket uundgåeligt resulterer i et forvrænget, reduktionistisk billede. Uden at gå i dybden med det her, kan man drage en parallel til Saussure og den “fiskenet-metafor”, der er blevet knyttet til hans teorier om sprogsystemet, langue. De forskellige sproglige tegn i defineres relationelt, de tilskrives betydning kun i forhold til de andre tegn. Således skaber dikotomierne et system, hvor konstruktionens enkeltdele får sin betydning gennem relationerne til sin modsætning.

Vi kender alle, de “universelle” dikotomier der har manifesteret sig gennem historien. Det gode og det onde. Sort og hvid. Binære modsætningspar, der ikke behøver yderligere forklaring. På det kosmopolitiske plan var verden i næsten et århundrede på godt og ondt (!) præget af den tilsyneladende uløselige dikotomi, der hævdedes at eksistere mellem øst og vest, mellem USA og Sovjet. Denne er nu afløst af konstruktionen af en ikke mindre fastlåst modsætning mellem Vesten og Islam – med Samuel Huntingtons ord et clash of civilizations. Os og dem. Menneskets måde at (prøve at) forstå, mediernes måde at formidle.

Selvom blikket ikke fastholdes på globale konflikter af svingende temperatur, eksisterer og produceres dikotomierne ikke desto mindre overalt. Tænk engang. Selv på mikroniveau, uanseelige forhold i vores dagligdag, arbejde, fritid. Sidstnævnte i sig selv et interessant og velkendt modsætningsforhold. I det følgende vil jeg skitsere nogle modsætninger, der relaterer sig til børn og unges mediebrug og som det er mig afgørende at dekonstruere, førend reel indsigt heri kan tilegnes.

Kvinde og mand.

En selvfølgelighed. Måske den største selvfølgelighed. De uafviselige og signifikante biologiske forskelle er selvfølgelig stærkt medvirkende til, at kvinde og mand i de fleste kulturer opfattes som hinandens modsætninger. At det samtidig endvidere har resulteret i en urimelig, negativ forskelsbehandling er en anden sag. Det er imidlertid utilstrækkeligt at acceptere denne dikotomi, der uundgåeligt indkapsler “kvinder” og “mænd” som homogene entiteter. Med udgangspunkt i Judith Butler og hendes Queer Theory (og danske Dorte Marie Søndergaard i forlængelse heraf) vil jeg argumentere for det nødvendige i, at nedbryde den entydige dikotomi og i stedet betragte “kvinde” og “mand” som dynamiske størrelser, der hver især indeholder stor diversitet. Kvinder er ikke bare kvinder, lige så lidt som mænd bare er mænd. (Se i øvrigt artiklen “Flere køn i folkeskolen” af Susanne V. Knudsen for en interessant og tankevækkende udfordring af den heteronormative tokønnethed i folkeskolen.)

Et andet område præget af kunstige modsætninger som forklaringsmodeller, falder også i høj grad inden for mit umiddelbare interesseområde. Det forekommer at være common sense, at børn og unge er kompetente mediebrugere. Kompetencen defineres relationelt, idet de antages at være mere kompetente end de ældre generationer. Kært barn har mange navne, således også børn og unge: netgenerationen, frontrunners, eller med Marc Prenskys termer, digital natives, der i overensstemmelse med det underliggende ræsonnement modstilles af alle os andre som digital immigrants. Det er en hegemonisk diskurs, et tilsyneladende veletableret faktum. Som Susan C. Herring påpeger i artiklen “Questioning the Generational Divide” i antologien “Youth, Identity, and Digital Media“, bør vi imidlertid ikke ukritisk acceptere denne diskursivt konsoliderede dikotomi. De digitale medier, som børn og unge påstås at mestre bedre end alle os andre, er dog fortsat tilvejebragt af os, digital immigrants, hvormed de unges råderum overordnet dikteres af voksne.

Mine egne erfaringer viser tillige med stor tydelighed, at den entydige antagelse om to kvalitativt forskellige, men internt homogene grupper, hvor den ene (børn og unge) pr definition er den anden (alle os andre) overlegen, er en forvanskning af det faktiske billede. De fleste børn og unge besidder ikke intuitiv forståelse for og indsigt i, alt hvad der er nyt. Der er forskelle i mediebrug, ganske rigtigt, men disse kan i lige så høj grad forklares med forskellige behov og interesser relateret til forskellige livsstadier. Eksempelvis er den rent tekniske forståelse stærkt begrænset hos de fleste; det være sig børn, unge og voksne. Det er langt fra alle digital natives, der faktisk forstår endsige interesserer sig for, hvad der foregår bag interfacet – i lighed med de fleste voksne.

Den samme polariserende logik vil jeg, i hvert fald partielt, tilskrive ansvaret for folkeskolens nuværende berøringsangst over for de mange nye medier. Modstillingen af arbejde og fritid spiller ind. Computerspil, Arto og andre nye mediefænomener med appel til unge betragtes som fritidsbeskæftigelse, der ikke bør tilkendes en plads i den formelle læringssituation, skolen danner rammen om. En forfejlet disposition, fordi man netop ved at tilstræbe en hermetisk adskillelse af de sfærer, børn og unge opererer i, vanskeliggør den transfer, der er afgørende for at operationalisere det lærte uden for skolen. Jo mere skolen fremmedgør sig fra elevernes øvrige liv, jo vanskeligere betingelser får læringen. I forlængelse heraf indskrives de nye medier i et underholdningsparadigme, der igen modstilles af skolens læringsparadigme. Det kan undre, eftersom store dele af pensum ligeledes er underholdning – blot af litterær karakter og dermed legitimt. I manglende forståelse for de nye medier, har konsolideringen af dem som (underlødig) underholdning medført en umiddelbar legitimering af afskrivelsen af disse. Man behøver ikke forholde sig til området, da det bare er underholdning og ikke seriøst eller anvendeligt. Potentielle potentialer til trods.

Fælles for alle disse mange eksempler på dikotomiseret reduktionisme er, at det er kulturelt betingede konstruktioner, der er kontingente og bør udfordres. Oftest er dikotomierne unødigt simplificerede, således de faktiske forhold fortrænges og tilsløres. Denne proces umuliggør logisk nok en nuanceret forståelse, idet det netop er det nuancerede (og komplekse) billede der motiverer kompleksitetsdegraderingen i udgangspunktet. Det er selvsagt umuligt og uhensigtsmæssigt at opløse alle disse modsætningsforhold, men i det øjeblik, man ønsker at forholde indgående sig til et givent felt, må dikotomierne dekonstrueres.

Jeg kan afslutningsvis vanskeligt undlade at spørge mig selv, om der eksisterer et lovmæssigt modsætningsforhold mellem det, at arbejde koncentreret mod et mål og det at lade sine tanker flyve?

En verden vi ikke ser?

verden.jpg

Ofte undrer vi os primært over det, der er og i mindre grad det, der ikke er. Det er alt andet lige nemmere at forholde sig til noget, som er evident og synligt, frem for noget, der netop ikke er det qua dets fravær. Det er denne problematik, der gør sig gældende i det verdensbillede, medierne i en kontinuerlig proces konstruerer, dekonstruerer og rekonstruerer. Selvom vi i den vestlige verden har øget vores rejseaktivitet betragteligt de senere årtier som konsekvens af den generelle velstandsforøgelse, er vi ikke desto mindre fortsat i vid udstrækning afhængige af medierne i vores individuelle etablering af en forståelse af den verden, der i mange henseender trods globalisering stadig er fjern og fremmed. Trods status som fortærsket kliché beskriver den metaforiske opfattelse af medierne som “et vindue til verden” stadig – på et simplificeret niveau – mediernes position i denne sammenhæng. Vi ser verden gennem medierne og mere radikalt kan man – i tråd med Baudrillard – hævde, at medierne er verden, at alt andet er simulakra og at der ikke er andet tilbage end referenten – medierne, der skaber en hyperrealitet mere virkelig end virkeligheden. Hvad end man bekender sig til Baudrillard eller ej, vil jeg mene, at virkelighed og medier er uadskillelige størrelser, idet medierne må betragtes som en del af virkeligheden, som de samtidig forsøger at gengive – på en måde ubehjælpeligt og kun i udsnit.

I forlængelse af disse overvejelser ligger de senere års opmærksomhed på denne fragmentering og selektivitet i mediernes prioriteringer. Udvidelsen af mediematrix med stadig flere medieformer tilbyder os mulighed for øget differentiering i vores individuelle sammensætning af den information, vi ønsker. Ikke desto mindre spiller de store omnibusmedier endnu en væsentlig rolle i vores medieforbrug og dermed også som kilder til vores verdensopfattelse. Det er derfor væsentligt at forholde sig til, hvordan disse medier præsenterer verden for os og om vi overhovedet “udsættes” for verden som helhed. Det er indlysende, at vi dagligt “støder på” andre dele af verden end vores egen isolationscelle, men det skal samtidig bemærkes at det ofte er de samme dele af verden vi møder igen og igen. Der eksisterer nemlig nærmest konventioner for, hvordan den journalistiske dagsorden sammensættes. Flere danske undersøgelser (Verden På Tilbud – 2000, Verden Langt Herfra – 2005) behandler denne problematik og diskuterer, hvilke præmisser der dikterer den dagsorden, der konstruerer det medierede verdensbillede. Konflikter med danske interesser er selvskrevne, ligesom konflikter umiddelbart relateret til dén vestlige verden, der til dels udgør fundamentet i vores selvforståelse, står langt fremme i køen. Der er tale om brændpunktsjournalistik, hvor død, ødelæggelse, trusler mod verdensfreden og afgørende politiske udviklinger i “relevante” lande hurtigt bliver overrepræsenteret. Dette er forståeligt og måske endda rimeligt, men som konsekvens af mediernes (meget) begrænsede ressourcer betyder det samtidig en radikal nedprioritering af praktisk talt alt andet udenrigsstof – med undtagelse af avisernes overfladiske rejsestof. Det er ganske enkelt for kostbart, vanskeligt og formodet uinteressant at beskæftige sig med de dele af verden, der ikke forekommer tæt forbundet med den føromtalte isolationscelle, der fastlåser vores sparsomme opmærksomhed.

Er verden ganske enkelt for stor for den menneskelige bevidsthed at begribe?

I hvert fald bliver konsekvensen af denne selektering uundgåeligt at den gennemsnitlige mediebruger efterlades med et endog meget begrænset udsyn på verden, hvor store dele af Mellem- og Sydamerika, Afrika og Asien kun beskrives gennem stereotypiske trivialiteter, hvor begreber som “fattigdom”, “sult”, “borgerkrig”, “tilbagestående folk” osv. i overvejende grad tegner vores meget reduktionistiske opfattelser af disse egne, der selvsagt rummer uendeligt meget mere end som så. Afrika er givetvis mere end sultne børn med opspilede maver, ligesom Brasilien rimeligvis må antages at byde på mere end karneval i Rio. Ikke desto mindre fører mediernes sparsomme dækning af disse dele af verden til, at vores kognitive skemaer forbinder “Afrika” med “sultent barn” – som nærmest den eneste umiddelbare konnotation.

_1508159_child1scf.jpg

Denne situation udelukker ikke muligheden for at tilegne sig et mere nuanceret og holistisk verdensbillede, men en sådan særlig indsigt kræver en særlig indsats. I et samfund hvor de grundlæggende homøostatiske behov i Mazlows velkendte pyramide efterhånden er dækket, kan man forledes til at antage, at vi alle søger en ophøjet og abstrakt intellektuel stimulering. Jeg vil hævde, at en sådan bl.a. kan nås gennem individuelt tilegnet og særlig viden om verden – viden massemedierne ikke umiddelbart broadcaster. De mange nichemedier lader os skabe en unik informationssammensætning, så vi næsten kan monopolisere vores individuelle verdensbilleder. I teorien er der altså kun meget få grænser for, hvor meget vi kan vide. Praksis adskiller sig naturligvis markant herfra i de fleste tilfælde. Vi er alle begavet med begrænsede mentale ressourcer og selv de største tænkere må erkende disse begrænsninger. Dette gør sig i endnu højere grad gældende for de mange af os, der ikke kandiderer til meget andet end titlen som selvbestaltet lommefilosof og halvstuderet akademiker. Sammen med de muligheder medieudbuddet fremsætter, konfronteres vi samtidig for risici. Med sociologen Ulrich Becks ord skaber evnen til at forstå og evaluere risici en ny ulighed, en ulighed tilsvarende den, der skabes af evnen til at sammensætte et fyldestgørende verdensbillede, når dette afsondres som individuelt ansvar eller måske demokratisk forpligtelse? Selvom vi stolt fremhæver et højt uddannelsesniveau som nationens force, må vi ikke desto mindre erkende at de menneskelige og intellektuelle ressourcer aldrig vil være ligeligt fordelt. Risikoen er altså, at det digital divide der kendetegner den påståede kløft mellem vesten og “den tredje verden”, i en vis forstand vil blive reproduceret som et informationsskel i det danske samfund, også med hensyn til verdensopfattelse. Et diffust begreb som “ressourcesvage” betegner her den meget store gruppe af mennesker, der ganske simpelt (og helt forståeligt) ikke orker at yde den krævende indsats det er, at skabe sig en individuel forståelse af verden, som kan hævdes at korrespondere mere med “virkeligheden” end massemediernes stereotyper. Det med internettet fremvoksende “on demand”koncept kræver i sagens natur brugernes “demand”, hvilket igen forudsætter et overskud til at fremsætte disse specifikke krav.

Så længe massemediernes verdensbilleder vil være dikteret af de traditionelle kriterier for “interessant” stof, vil denne potentielle skævhed i adgangen til “verden” i medierne antageligvis blot blive forstærket yderligere. Spørgsmålet er, om de “gamle” medier kan eller vil medvirke til en ændring af denne udvikling? Eller om vi blot skal erkende denne som en uomgængelig parameter i samfundets progression, hvor de centrale “mediesmagsdommere” afvikles til fordel for muligheden for individuel tilrettelæggelse i fin overensstemmelse med den fremherskende “enhver er sig selv nærmest”mentalitet?

Dette er et emne, jeg utvivlsomt vil vende tilbage til. Skævheder, magtfordeling, skjulte dagsordener og ulige adgang er altid interessant og relevant for en skabsidealist som mig, der lever efter naive og helt igennem urealistiske vrangforestillinger.