Den nye offentlighed = den totale offentlighed?

privat1.jpg

Vores ekspansive implementering af internettet i stadig flere aspekter af livet har medført en løbende redefinering af forholdet mellem det private og det offentlige. Hver især publicerer vi mere eller mindre reflekteret en lang række informationer og vidnesbyrd om det liv vi lever. Billeder, blogs, profiler og fora-tråde er blot enkelte eksempler på, hvordan vi i forskellige former udtrykker og eksponerer os på nettet. Alt dette er data, der naturligvis har stor interesse for ikke mindst kommercielle aktører. Jo mere en given virksomhed ved om sine potentielle kunder, jo mere kan markedsføringen målrettes, hvormed penetrationen må antages at opnå større effektivitet.

Emnet “den (eller de) nye offentlighed(er)” er komplekst, rejser en lang række problemstillinger og vil utvivlsomt blive berørt jævnligt her på bloggen.

Motivationen for denne post ligger imidlertid i et par konkrete tilfælde, der relaterer sig til de lidt dystopiske “big brother”-scenarier, der undertiden fremsættes som pessimistiske skildringer af netværkssamfundet. Heri hævdes det, at vores bevægelser, både on- og offline, i stadig højere grad overvåges og trackes, at vi ikke længere kan bevæge os frit og uden opsyn, og der knyttes ofte an til velelaborerede konspirationsteorier. Således er mangt en god (og dårlig) thriller opbygget omkring dette tema.

I takt med det hastigt voksende antal profiler på Facebook, har sitet også tiltrukket sig en voldsom mediedækning af positiv såvel som negativ karakter. Den negative kritik er især opstået som konsekvens af sitets gentange udfordringer af den føromtalte distinktion mellem offentlige og private sfærer. Personligt har min tilknytning til Facebook endnu ikke varet mere end et antal måneder, hvorfor jeg ikke har bemærket forudgående tilfælde, men eksempelvis vakte det sidste år stor forargelse, da Facebook lancerede News-Feed og Mini-Feed som en tilføjelse til den oprindelige funktionalitet. Forargelsen skyldtes, at Facebooks tracking af brugernes gøren og laden på sitet nu blev anskueliggjort for “vennerne”, hvormed fornemmelsen af overvågethed blev styrket.

I løbet af de senere måneder er vi blevet præsenteret for i hvert fald yderligere to iøjnefaldende eksempler på denne tendens. Først præsenterede praktisk taget alle de andre medier os for problemet med Facebooks påståede problematiske forhold til ophavsrettigheder, idet sitets terms of use viste sig at have indskrevet en overdragelse af brugsretten til brugernes uploadede materiale – og hvem læser det med småt? Facebook har naturligvis forsøgt at dæmpe gemytterne og forsikre brugerne om, at man ikke intenderer faktisk at foretage videresalg af brugernes personlige materiale. Disse anstrengelser har dog ikke hindret dannelsen af en lang række grupper Facebook, der agiterer for en ændring af sitets terms – som eksempelvis gruppen My photos are MINE! NOT Facebook’s! Change the Terms and conditions! Denne gruppe tæller i øjeblikket over 55.000 medlemmer, hvormed opmærksomheden på problemstillingen opretholdes.

Hvor spørgsmålet om brugsretten til brugernes materiale længe har været indskrevet i de betingelser, man som bruger accepterer, er den seneste udvikling et resultat af Facebooks aktive udvikling af et nyt markedsføringsredskab, Facebook Beacon. Bloggere og andre medier verden over diskuterer netop nu problematikken, der kort fortalt handler om, at Facebook indgår aftaler med eksterne partnere og i samarbejde med disse tracker Facebook-brugernes bevægelser uden for Facebook, når man besøger partnernes sites. Brugerne bliver i hvert enkelt tilfælde spurgt, om denne information må offentliggøres og bliver det i givet fald på brugerens News Feed, hvormed brugeren altså kommer til at stå som eksponent eller reklamesøjle for de virksomheder, vedkommende har besøgt i sin færden på nettet. Selvom man kan fravælge “reklamen” i hvert enkelt tilfælde, kan man ikke fravælge selve “tjenesten” på et generelt plan. Endnu mere problematisk er det imidlertid, at man ej heller kan fravælge selve trackingfunktionen. Hvad end man lader oplysningerne blive publiceret i News Feed’en eller ej, vil Facebook ligge inde med de uvurderlige oplysninger. Som det fremgår af bloggen The Idea Shower er netop dette helt centralt:

Asking for a blanket-opt-out feature is as effective at protecting your privacy as covering your eyes to hide from a charging bear. Just because you can’t see it, doesn’t mean the bear is not there. Likewise, just because you say ‘don’t show this data’, the mere fact that you can switch it back to ’show this data’, means that it is still in Facebook’s database. And that is what should be the real concern here.

facebook-is-watching.jpg

Som det også fremgår af ovennævnte blog, er antallet af samarbejdspartnere endnu begrænset og idet tracking kun foregår på partnersites, er det praktiske problem fortsat af begrænset omfang. Det er dog en konflikt af etisk karakter og endvidere antages det dog kun at være et spørgsmål om tid, idet Facebook tilsyneladende agter at udvide antallet løbende. På The Idea Shower tilbydes et plug-in til Firefox, der kan blokere Beacon-tjenesten, men det løser jo kun problemet for den enkelte (Firefox)bruger. Opmærksomheden er tiltagende og senest er også den amerikanske forbrugerorganisation MoveOn gået aktivt ind i sagen – og har selvfølgelig dannet ENDNU en oppositionsgruppe på Facebook – Petition: Facebook, stop invading my privacy!

Denne sag er relativt ny, men har tydeligvis allerede fået stor dækning. Spørgsmålet er, hvor længe Facebook i denne grad kan udfordre brugernes ønske om et minimum af privatliv og samtidig fastholde den succesfulde udvikling. Får vi ikke nok?


Reklamer

Folk der hader rosiner

Min tidligere post har ansporet mig til yderligere at forfølge en række pointer i relation til SNS. Som nævnt er det praktisk taget umuligt at blive taget seriøst som mediestuderende, hvis man ikke udtrykker sig om udviklingstendenser på nettet – en norm jeg hermed underkaster mig.

Internettet har medført en kraftig acceleration i bevægelsen fra de traditionelle omnibusmedier til nichemedier. Det betyder ikke en umiddelbar radikal nedgang i antallet af de vidtfavnende massemedier, men snarere en radikal udvidelse af det samlede antal tilgængelige medier. Som jeg diskuterede i “En verden vi ikke ser” har vi i udstrakt grad mulighed for selv at tilrettelægge vores videnstilegnelse så den opfylder vores individuelle behov for intellektuel stimulering.

På samme vis kan vi hver især tilrettelægge vores færden på nettet, så vi indgår i netop de interessefællesskaber, der harmonerer med vores personlige præferencer – det være sig af faglig, politisk, religiøs eller kulturel karakter. Umiddelbart kan det i øjeblikket altopslugende Facebook fremstå som det modsatte, idet man kan iagttage en vis brugermæssig konvergens, hvor alle indlemmes uden hensyntagen til individualitet og personlige interesser. Vi er der, fordi alle de andre er, ikke fordi vi mødes om et fælles projekt. I den optik konvergerer vores brugsmønstre – de fører det samme sted hen. En sådan analyse er dog forfejlet og overfladisk, for den umiddelbare konvergens i valg af SNS fører potentielt til divergens i brugen af den konkrete tjeneste. Selvom de fleste deltager i den mulige venskabsdevaluering Facebook (og andre SNS’) inciterer til i form af “vennekapløbet”, og selvom applikationsinflationen tilsyneladende ligeledes ekspanderer eksplosivt, er der samtidig utallige eksempler på nichedannelser i mindre interessefællesskaber. “Gruppefunktionen” kan ses som en sådan og placerer sig desuden i umiddelbar forlængelse af den danske grundlovs demokratiske princip om foreningsfrihed, hvor det fremgår af §78, stk. 1 at Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.

n26728635112_9620.jpg

Min gode ven, Morten, har udråbt sig selv til præsident i en forening, der måske mest af alt fremstår som et kuriosum, men som ikke desto mindre har mødt stor forståelse og tilslutning. Den pågældende forening var næppe blevet realiseret for bare ganske få år siden, idet den netop er et udslag af gruppefunktionen på Facebook. Selvom Foreningen mod rosiner i bagværk måske ikke lanceres som en demokratisk nødvendighed, er det dog nødvendigt at medtænke foreningsfriheden som grundlovssikret rettighed. Det siger trods alt noget om et samfund, at det i udgangspunktet tillader foreningsdannelser af enhver art.

Foreningens i skrivende stund 640 medlemmer har her skabt et fællesskab konsolideret i deres kollektive had til bagte rosiner. Det lyder skørt, det er skørt og det er hylende grinagtigt. Alligevel er eksemplet yderst anvendeligt og relevant for forståelsen af den interne stratificering på et netsted som Facebook. Der foregår rent faktisk andet og mere end selvpromovering og varetagelse af fatisk kommunikation i opretholdelsen af relationer til venner og bekendte. Flere og flere indgår i nye sociale konstellationer, hvor den fælles referenceramme kan udgøres af alt fra langdistanceløb over faglige interesser til…rosiner. Som rosinhaderne er et eksempel på, mødes ellers vidt forskellige mennesker om denne mærkesag og aktiviteten i gruppen er imponerende. De indædte diskussioner er mange og det har tilsyneladende affødt enorm begejstring, at man således har fundet lidelsesfæller og et forum, hvor hadet og traumerne legitimt kan italesættes, selvom det nok er en overdrivelse at tale om gruppen som terapeutisk instrument.

Jeg hader ikke rosiner, ej heller i bagværk, men mon ikke også der findes en gruppe for mig på Facebook?

Mediers fascinationskraft & SNS

Min begejstring for medier er enorm og praktisk talt ubeskrivelig. Forklaringen er utvivlsomt multimodal og trods intens selvrefleksion har jeg ikke kunnet udkrystallisere en entydig forklaringsmodel.

Hvorfor er medier så fascinerende?

En del af forklaringen ligger utvivlsomt alene i erkendelsen af, at de netop er så forbandet fascinerende. En metafascination, fascination for selve fascinationen…og fascination for begejstring.Som objekt for både fascination og begejstring står social network sites (SNS – se evt. denne introduktion til fænomenet hos danah boyd, der har flere interessante perspektiver) i øjeblikket helt centralt i mediebilledet.

sns.jpg

Facebook har udviklet sig til et uomgængeligt fænomen, altimens store og små sites som Myspace, Arto og Skum fortsat tiltrækker sig stor opmærksomhed. Mange er med for sjov, men ofte er der mere på spil end kun sjov og ballade – under alle omstændigheder er hverken fascination eller begejstring til at tage fejl af. Alle os der forsøger at etablere faglige perspektiver på medierne, står i kø for at sige noget fornuftigt om meningen med SNS og ofte er det netop fascinationen vi ønsker at forklare.
Hvorfor dette massehysteri, der tilsyneladende bare tiltager? Hvorfor denne kollektive trang til virtuelle fællesskaber?

comic-on-facebook.gif

Når mange på globalt plan indædt søger at begribe, analysere og forklare et fænomen, vil det oftest medføre en række kvalificerede bud. Jeg vil ikke påberåbe mig et ultimativt overblik over de mange forskningsretninger, endsige hævde at vide hvad der er på spil. Identitetsbegrebet må dog antages at spille en væsentlig rolle i vores brug af SNS, idet vi alle er praktiserende socialkonstruktivister, der i en kontinuerlig dialektik præsenterer og konstruerer os selv gennem vores virtuelle tilstedeværelser. Hermed er indsatsen større end som så, idet det er os selv vi forhandler.

Alene i valget af SNS i det stadig mere brogede udbud ligger indlejret bestemte udsigelser, eksklusioner og distanceringer. Det er absolut ikke udtryk for et arbitrært valg, når nogen eksempelvis foretrækker DRs Skum frem for det konkurrerende Arto. Der ligger mange overvejelser til grund for et sådant valg og igennem valget udtrykker man sin afstandtagen til de normer og værdier der manifesteres på Arto, som det fremgår af denne interessante tråd på Skum – der på ingen måde er usædvanlig. Skum-brugerne skaber og vedligeholder fordomme om Arto og dets brugere: Arto hævdes at handle om at sælge sig selv og at være meget overfladisk. Dette vil mange Arto-brugere antageligvis erklære sig uenige i, ligesom medieforsker Malene Charlotte Larsen ofte fremhæver de mange vigtige funktioner Arto tjener for sine brugere, bl.a. løbende fastholdelse og udbygning af venskaber.

Der kan være tale om en form for social klassificering, hvor homogenitet i uddannelse og andre demografiske parametre kan medvirke til at definere et socialt netsted og dermed differentiere det fra andre. Lad mig vende tilbage til danah boyd, der qua sin begavelse og ikke mindst sin vilje til at tilgængeliggøre sin forskning, efterhånden er en akademisk superstjerne – nu sågar med hyldestgruppe på Facebook – The Danah Boyd appreciation society. Hun hævder netop der foregår class divisions through Facebook and MySpace. Facebooks universitære ophav på Harvard bruges som forklaringsmodel for modstillingen af Facebook og MySpace, hvor førstnævnte bliver et elitært, intellektuelt tilflugtssted, altimens sidstnævnte i højere grad appellerer til de lavere sociale lag, hvor det ikke er uddannelsen der definerer identiteten. At der er oprettet en gruppe på Facebook kaldet Keep Facebook for the students afspejler denne pointe. Vil denne påståede polarisering intensiveres, så de lige rige børn vil lege bedst på Facebook?

facebook-myspace-fight.gif

Dette blot et par overfladiske nedslag, der dog illustrerer min fascination såvel som min nysgerrighed og mit ønske om at forstå bare en brøkdel af alt det, der sker hele tiden. Også nu, midt om natten. Således er jeg fascineret og begejstret for selve fascinationen.