Må man gå med kniv på Facebook?

knive.jpg

Knive og medier. Knive i medierne. Indtil for nylig ikke noget opsigtsvækkende tema, om end knive selvfølgelig fra tid til anden har været omdrejningspunkt for mere eller mindre makabre nyhedshistorier. Nogen fremtrædende plads i det daglige medieflow har knive ikke haft. Indtil for nylig.

Ikke før natten til i søndags, hvor Anton Njie i et tilsyneladende ligegyldigt skænderi om en hue (!?) blev stukket ihjel. Dermed var skænderiet åbenlyst ikke ligegyldigt længere. Så langt så godt. Eller skidt, naturligvis. Det er ikke så meget omstændighederne omkring selve sagen, jeg vil forholde mig til. Det siger sig selv, at det er dybt forkasteligt, utilgiveligt og en uforståelig falliterklæring. Derom hersker vist en overvejende konsensus.

Derimod vil jeg tillade mig at træde et skridt tilbage, indtage en mere mediefaglig, distanceret position og kommentere lidt på mediernes placering i sagen. Her er flere parallelle strømninger at iagttage, som dog interagerer på lidt særegen vis.

I udgangspunktet har nyhedsmedierne naturligvis opretholdt en mere eller mindre fyldestgørende dækning af sagsforløbet, med den kontemporære hang til pompøs pathos i højsædet ved flere lejligheder. Intet nyt under solen her.

Så fik de øje på Facebook. Nyhedsmedierne. Som for første gang, hvad uundgåeligt må undre. Især når man tænker på en relativt nyligt overstået valgkamp, hvor politikerne i vid udstrækning tilsidesatte politisk substans til fordel for deres blotte tilstedeværelse på de sociale network sites, ikke mindst Facebook. De efterfølgende evalueringer af de nye mediers betydning må mildest talt hævdes at udtrykke en vis skepsis. Facebook har således i bedste fald spillet en temmelig marginal rolle, der i hvert fald ikke kan retfærdiggøre den megen virak. Eksperterne og alle vi andre var i stedet vidner til en lidt for ukritisk og optimistisk teknologibegejstring, måske afledt af det ret trivielle og helt forfejlede ræsonnement, at alt nyt er godt nyt.

Nu gentager situationen sig. Ovennævnte konklusioner er glemt. Facebook er åbenbart bare hot. Med ét drejer al snak om knive sig om en gruppe på Facebook. I har hørt om den og formentlig også været der. Måske endda meldt jer ind. Det er selvfølgelig gruppen Folk der går med kniv er idioter!

knividiot.jpg(Og ikke et ord om pathos-appel i gruppens “profil”-billede)

For dem der jævnligt besøger Facebook, vil det være velkendt, at sitet er FYLDT med så mange grupper og causes, at det vist nok dækker omtrent alle verdens problemer. Fra hungersnød, børnesoldater og knivstikkeri til mit tidligere omtalte yndlingseksempel; problemet med rosiner i bagværk. Alt kan altså løses på Facebook. Alligevel har netop denne ene gruppe i særdeleshed været indoptaget intensivt af…de andre medier. Medlemstallet er eksploderet. Hvis et tal overhovedet kan eksplodere. I skrivende stund har over 48.000 tilkendegivet sin støtte til noget, der ikke rigtigt for alvor fremstår som en egentlig sag, mere bare en allerede velkendt holdning. Imponerende og det endnu mere, når man sammenholder det med, at den totale population på Facebook stadig er af begrænset omfang. Alene mens jeg i løbet af dagen har skrevet dette, er gruppen vokset med næsten 10.000.

Selvom opbakningen rimeligvis er helt legitim og forståelig, så kan det alligevel godt undre. Det må i hvert fald være relevant at spørge, hvad det egentlig er, der er på spil? Hvad laver alle de mennesker i den gruppe?

Indtil reformationen i 1536 eksisterede her den moralsk angribelige, men yderst tiltalende mulighed at købe tilgivelse, eller aflad om man vil. Den katolske kirke var i al sin selvopofrelse så elskværdig at sælge de navnkundige afladsbreve. Man kunne synde som ind i helvede og efterfølgende betale sig ud af kattepinen. Eller Skærsilden. Det var tider. Nu kan man melde sig ind i en gruppe på Facebook. Parallellen er urimelig, det vedkender jeg mig. Gruppens medlemmer har ikke nødvendigvis syndet; det er i hvert fald ikke noget, jeg vil gøre mig til dommer over. Alligevel er der ligheder. Afladsbrevene var en nem og komfortabel måde at slippe af med skeletterne i skabet og hvor de ellers gemte sig. Et medlemsskab i en gruppe er endnu mere bekvemt, men kan tilsyneladende alligevel efterlade den enkelte bruger med en helt igennem illusorisk fornemmelse af, at have gjort en forskel. At have gjort verden til et bedre sted. Vi kan alle sove roligt, 50.000 mennesker på Facebook er enige om, at det er dumt at gå med kniv. Er der tale om selvbedrag eller selvforførelse? Det fremstår som en form for falsk eller forvansket empowerment, der indgyder den enkelte en følelse af handlekraftighed. I realiteten er vel langt de fleste af os i overført betydning allerede medlem af gruppen? Som et af medlemmerne så rigtigt påpeger i en af de til tider ret ophedede diskussioner, så kan de fleste nok hurtigt blive enige om, at knivstikkeri er noget rod. Undtagen knivstikkerne, forstås, som må antages at være ret indifferente, både overfor Facebook, dets grupper og alle os andre. Der har mig bekendt aldrig været en fremherskende diskurs i samfundet, der har fremelsket knivstikkeri – tværtimod. Det ved flertallet af knivstikkere nu nok godt – trods deres åbenlyse mentale brist. Derfor gør den famøse gruppe formentlig hverken til eller fra. Repetition af et entydigt budskab, der reelt aldrig har hersket tvivl om, løser næppe et problem, der utvivlsomt er mere komplekst end som så. I tillæg til disse mekanismer, skal man selvfølgelig også medtænke selviscenesættelsen og “kritisk masse” som aspekter af forklaringsmodellen. Vores tilstedeværelse på Facebook er udtryk for en selektiv selvfremstilling, der fremhæver udvalgte, særligt lukrative elementer af vores mere eller mindre flatterende person. Derfor er det for mange attraktivt at signalere tilslutning til grupper og causes, der udtrykker normativt sympatiske synspunkter. For andre er det selvsagt attraktivt at udfordre disse, hvilket kan ses i de mange modreaktioner, som fx “Folk der går med kringle er idioter” og mange flere. Samtidig vil vi gerne være der, hvor “de andre” er, vi vil ikke stå udenfor fællesskabet og følger den “kritiske masse”. Når mange først har bekendt sig til en sag, følger flere efter. (Måske burde man kalde dem for “ukritisk masse”?)

Jeg forstår, hvorfor den enkelte finder gruppen tillokkende. Mediernes overstrømmende begejstring, derimod, har jeg vanskeligt ved at dechifrere. TV2, DR, flere aviser og radiokanaler. Alle har de op til flere gange brugt “Folk der går med kniv…” som udgangspunkt for en historie om det konkrete knivstikkeri i weekenden eller knivstikkeri mere generelt. Når vi nu lige har konstateret, at Facebook og alt det andet, ikke på kort sigt revolutionerer samfundet og den menneskelige interaktion, hvorfor så denne ukritiske annektering? Det lader til, at de “gamle” medier ikke helt har nogen føling med fx Facebook og i lighed med vores politikere og så uendeligt mange andre, finder det nødvendigt bare at være med der hvor det tilsyneladende sker. Måske igen ud fra den antagelse, at alt nyt er godt nyt og historier om noget nyt ergo må være gode historier. For det første er det selvfølgelig en fejltagelse, for det andet er det slet ikke så nyt. Lad mig henlede opmærksomheden på Stine Gotveds Phd-afhandling, Cybersociologi, fra 1999, der bar undertitlen “Det samme på en anden måde”. En undertitel, der næsten gør yderligere forklaring overflødig. Allerede dengang i en fjern “cyberpast”, erkendte Gotved altså, at der ikke eksisterer nogen modsætninger mellem det ene og det andet, eller som hun skriver i sin konklusion at de virtuelle kontaktformer på mange måder ikke opleves som væsensforskellige fra de fysisk håndgribelige. Disse betragtninger har tydeligvis fortabt sig i en teknologiseret samtid, hvor flermedialitet, konvergens og især nettets sociale aspekter bare er hotte og alle antages at dele denne hovedløse begejstring. Uden at vide hvad det mere specifikt er, har vi tilsyneladende bare købt idéen om, at der er noget ganske særligt på færde og det netop fordi, vi ikke aner hvad der sker.

Samtidig er gruppen et fremragende eksempel på viral markedsføring, som utvivlsomt vil inspirere utallige reklamefolk. Eksponeringen har været ekstrem og folks indlevelse ligeså. Mere værd end guld, lige meget hvad der så skal sælges. Her må indskrives det iøjnefaldende forbehold, at gruppen ikke som sådan har markedsført noget som helst – ikke noget folk ikke var i besiddelse af i forvejen, i hvert fald: modvilje mod knivstikkere. Det må alt andet lige antages at være forbundet med større vanskeligheder at reproducere situationen, hvis “Folk der går med knive” substitueres af en pakke rugbrød.

Jeg vil selvsagt ikke anfægte, at det er vigtigt at forholde sig konstruktivt til problemet. Som så igen tilsyneladende ikke er markant større end tidligere – det er opmærksomheden blot. Posten her skal ikke ses som fordømmelse af nogen; det gør naturligvis i sig selv ingen skade, at være medlem af en gruppe som den omtalte. Omvendt løser det nok heller ikke i sig selv problemet. I virkeligheden er hvad der kan fremstå som kritiske bemærkninger ikke rettet mod den konkrete gruppe. Det er snarere at betragte som generelle overvejelser omkring samspillet mellem “nye” og “gamle” medier og aspekter af de dynamikker, der kendetegner tidens mediebrug.

Jeg håber naturligvis min skepticisme bliver gjort alvorligt til skamme og den efterhånden (også af mig) meget omtalte gruppe kommer til at gøre en forskel.

Jeg skal i hvert fald nok lade mine våben blive hjemme!

Reklamer

Den nye offentlighed = den totale offentlighed?

privat1.jpg

Vores ekspansive implementering af internettet i stadig flere aspekter af livet har medført en løbende redefinering af forholdet mellem det private og det offentlige. Hver især publicerer vi mere eller mindre reflekteret en lang række informationer og vidnesbyrd om det liv vi lever. Billeder, blogs, profiler og fora-tråde er blot enkelte eksempler på, hvordan vi i forskellige former udtrykker og eksponerer os på nettet. Alt dette er data, der naturligvis har stor interesse for ikke mindst kommercielle aktører. Jo mere en given virksomhed ved om sine potentielle kunder, jo mere kan markedsføringen målrettes, hvormed penetrationen må antages at opnå større effektivitet.

Emnet “den (eller de) nye offentlighed(er)” er komplekst, rejser en lang række problemstillinger og vil utvivlsomt blive berørt jævnligt her på bloggen.

Motivationen for denne post ligger imidlertid i et par konkrete tilfælde, der relaterer sig til de lidt dystopiske “big brother”-scenarier, der undertiden fremsættes som pessimistiske skildringer af netværkssamfundet. Heri hævdes det, at vores bevægelser, både on- og offline, i stadig højere grad overvåges og trackes, at vi ikke længere kan bevæge os frit og uden opsyn, og der knyttes ofte an til velelaborerede konspirationsteorier. Således er mangt en god (og dårlig) thriller opbygget omkring dette tema.

I takt med det hastigt voksende antal profiler på Facebook, har sitet også tiltrukket sig en voldsom mediedækning af positiv såvel som negativ karakter. Den negative kritik er især opstået som konsekvens af sitets gentange udfordringer af den føromtalte distinktion mellem offentlige og private sfærer. Personligt har min tilknytning til Facebook endnu ikke varet mere end et antal måneder, hvorfor jeg ikke har bemærket forudgående tilfælde, men eksempelvis vakte det sidste år stor forargelse, da Facebook lancerede News-Feed og Mini-Feed som en tilføjelse til den oprindelige funktionalitet. Forargelsen skyldtes, at Facebooks tracking af brugernes gøren og laden på sitet nu blev anskueliggjort for “vennerne”, hvormed fornemmelsen af overvågethed blev styrket.

I løbet af de senere måneder er vi blevet præsenteret for i hvert fald yderligere to iøjnefaldende eksempler på denne tendens. Først præsenterede praktisk taget alle de andre medier os for problemet med Facebooks påståede problematiske forhold til ophavsrettigheder, idet sitets terms of use viste sig at have indskrevet en overdragelse af brugsretten til brugernes uploadede materiale – og hvem læser det med småt? Facebook har naturligvis forsøgt at dæmpe gemytterne og forsikre brugerne om, at man ikke intenderer faktisk at foretage videresalg af brugernes personlige materiale. Disse anstrengelser har dog ikke hindret dannelsen af en lang række grupper Facebook, der agiterer for en ændring af sitets terms – som eksempelvis gruppen My photos are MINE! NOT Facebook’s! Change the Terms and conditions! Denne gruppe tæller i øjeblikket over 55.000 medlemmer, hvormed opmærksomheden på problemstillingen opretholdes.

Hvor spørgsmålet om brugsretten til brugernes materiale længe har været indskrevet i de betingelser, man som bruger accepterer, er den seneste udvikling et resultat af Facebooks aktive udvikling af et nyt markedsføringsredskab, Facebook Beacon. Bloggere og andre medier verden over diskuterer netop nu problematikken, der kort fortalt handler om, at Facebook indgår aftaler med eksterne partnere og i samarbejde med disse tracker Facebook-brugernes bevægelser uden for Facebook, når man besøger partnernes sites. Brugerne bliver i hvert enkelt tilfælde spurgt, om denne information må offentliggøres og bliver det i givet fald på brugerens News Feed, hvormed brugeren altså kommer til at stå som eksponent eller reklamesøjle for de virksomheder, vedkommende har besøgt i sin færden på nettet. Selvom man kan fravælge “reklamen” i hvert enkelt tilfælde, kan man ikke fravælge selve “tjenesten” på et generelt plan. Endnu mere problematisk er det imidlertid, at man ej heller kan fravælge selve trackingfunktionen. Hvad end man lader oplysningerne blive publiceret i News Feed’en eller ej, vil Facebook ligge inde med de uvurderlige oplysninger. Som det fremgår af bloggen The Idea Shower er netop dette helt centralt:

Asking for a blanket-opt-out feature is as effective at protecting your privacy as covering your eyes to hide from a charging bear. Just because you can’t see it, doesn’t mean the bear is not there. Likewise, just because you say ‘don’t show this data’, the mere fact that you can switch it back to ’show this data’, means that it is still in Facebook’s database. And that is what should be the real concern here.

facebook-is-watching.jpg

Som det også fremgår af ovennævnte blog, er antallet af samarbejdspartnere endnu begrænset og idet tracking kun foregår på partnersites, er det praktiske problem fortsat af begrænset omfang. Det er dog en konflikt af etisk karakter og endvidere antages det dog kun at være et spørgsmål om tid, idet Facebook tilsyneladende agter at udvide antallet løbende. På The Idea Shower tilbydes et plug-in til Firefox, der kan blokere Beacon-tjenesten, men det løser jo kun problemet for den enkelte (Firefox)bruger. Opmærksomheden er tiltagende og senest er også den amerikanske forbrugerorganisation MoveOn gået aktivt ind i sagen – og har selvfølgelig dannet ENDNU en oppositionsgruppe på Facebook – Petition: Facebook, stop invading my privacy!

Denne sag er relativt ny, men har tydeligvis allerede fået stor dækning. Spørgsmålet er, hvor længe Facebook i denne grad kan udfordre brugernes ønske om et minimum af privatliv og samtidig fastholde den succesfulde udvikling. Får vi ikke nok?


Folk der hader rosiner

Min tidligere post har ansporet mig til yderligere at forfølge en række pointer i relation til SNS. Som nævnt er det praktisk taget umuligt at blive taget seriøst som mediestuderende, hvis man ikke udtrykker sig om udviklingstendenser på nettet – en norm jeg hermed underkaster mig.

Internettet har medført en kraftig acceleration i bevægelsen fra de traditionelle omnibusmedier til nichemedier. Det betyder ikke en umiddelbar radikal nedgang i antallet af de vidtfavnende massemedier, men snarere en radikal udvidelse af det samlede antal tilgængelige medier. Som jeg diskuterede i “En verden vi ikke ser” har vi i udstrakt grad mulighed for selv at tilrettelægge vores videnstilegnelse så den opfylder vores individuelle behov for intellektuel stimulering.

På samme vis kan vi hver især tilrettelægge vores færden på nettet, så vi indgår i netop de interessefællesskaber, der harmonerer med vores personlige præferencer – det være sig af faglig, politisk, religiøs eller kulturel karakter. Umiddelbart kan det i øjeblikket altopslugende Facebook fremstå som det modsatte, idet man kan iagttage en vis brugermæssig konvergens, hvor alle indlemmes uden hensyntagen til individualitet og personlige interesser. Vi er der, fordi alle de andre er, ikke fordi vi mødes om et fælles projekt. I den optik konvergerer vores brugsmønstre – de fører det samme sted hen. En sådan analyse er dog forfejlet og overfladisk, for den umiddelbare konvergens i valg af SNS fører potentielt til divergens i brugen af den konkrete tjeneste. Selvom de fleste deltager i den mulige venskabsdevaluering Facebook (og andre SNS’) inciterer til i form af “vennekapløbet”, og selvom applikationsinflationen tilsyneladende ligeledes ekspanderer eksplosivt, er der samtidig utallige eksempler på nichedannelser i mindre interessefællesskaber. “Gruppefunktionen” kan ses som en sådan og placerer sig desuden i umiddelbar forlængelse af den danske grundlovs demokratiske princip om foreningsfrihed, hvor det fremgår af §78, stk. 1 at Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.

n26728635112_9620.jpg

Min gode ven, Morten, har udråbt sig selv til præsident i en forening, der måske mest af alt fremstår som et kuriosum, men som ikke desto mindre har mødt stor forståelse og tilslutning. Den pågældende forening var næppe blevet realiseret for bare ganske få år siden, idet den netop er et udslag af gruppefunktionen på Facebook. Selvom Foreningen mod rosiner i bagværk måske ikke lanceres som en demokratisk nødvendighed, er det dog nødvendigt at medtænke foreningsfriheden som grundlovssikret rettighed. Det siger trods alt noget om et samfund, at det i udgangspunktet tillader foreningsdannelser af enhver art.

Foreningens i skrivende stund 640 medlemmer har her skabt et fællesskab konsolideret i deres kollektive had til bagte rosiner. Det lyder skørt, det er skørt og det er hylende grinagtigt. Alligevel er eksemplet yderst anvendeligt og relevant for forståelsen af den interne stratificering på et netsted som Facebook. Der foregår rent faktisk andet og mere end selvpromovering og varetagelse af fatisk kommunikation i opretholdelsen af relationer til venner og bekendte. Flere og flere indgår i nye sociale konstellationer, hvor den fælles referenceramme kan udgøres af alt fra langdistanceløb over faglige interesser til…rosiner. Som rosinhaderne er et eksempel på, mødes ellers vidt forskellige mennesker om denne mærkesag og aktiviteten i gruppen er imponerende. De indædte diskussioner er mange og det har tilsyneladende affødt enorm begejstring, at man således har fundet lidelsesfæller og et forum, hvor hadet og traumerne legitimt kan italesættes, selvom det nok er en overdrivelse at tale om gruppen som terapeutisk instrument.

Jeg hader ikke rosiner, ej heller i bagværk, men mon ikke også der findes en gruppe for mig på Facebook?

Mediers fascinationskraft & SNS

Min begejstring for medier er enorm og praktisk talt ubeskrivelig. Forklaringen er utvivlsomt multimodal og trods intens selvrefleksion har jeg ikke kunnet udkrystallisere en entydig forklaringsmodel.

Hvorfor er medier så fascinerende?

En del af forklaringen ligger utvivlsomt alene i erkendelsen af, at de netop er så forbandet fascinerende. En metafascination, fascination for selve fascinationen…og fascination for begejstring.Som objekt for både fascination og begejstring står social network sites (SNS – se evt. denne introduktion til fænomenet hos danah boyd, der har flere interessante perspektiver) i øjeblikket helt centralt i mediebilledet.

sns.jpg

Facebook har udviklet sig til et uomgængeligt fænomen, altimens store og små sites som Myspace, Arto og Skum fortsat tiltrækker sig stor opmærksomhed. Mange er med for sjov, men ofte er der mere på spil end kun sjov og ballade – under alle omstændigheder er hverken fascination eller begejstring til at tage fejl af. Alle os der forsøger at etablere faglige perspektiver på medierne, står i kø for at sige noget fornuftigt om meningen med SNS og ofte er det netop fascinationen vi ønsker at forklare.
Hvorfor dette massehysteri, der tilsyneladende bare tiltager? Hvorfor denne kollektive trang til virtuelle fællesskaber?

comic-on-facebook.gif

Når mange på globalt plan indædt søger at begribe, analysere og forklare et fænomen, vil det oftest medføre en række kvalificerede bud. Jeg vil ikke påberåbe mig et ultimativt overblik over de mange forskningsretninger, endsige hævde at vide hvad der er på spil. Identitetsbegrebet må dog antages at spille en væsentlig rolle i vores brug af SNS, idet vi alle er praktiserende socialkonstruktivister, der i en kontinuerlig dialektik præsenterer og konstruerer os selv gennem vores virtuelle tilstedeværelser. Hermed er indsatsen større end som så, idet det er os selv vi forhandler.

Alene i valget af SNS i det stadig mere brogede udbud ligger indlejret bestemte udsigelser, eksklusioner og distanceringer. Det er absolut ikke udtryk for et arbitrært valg, når nogen eksempelvis foretrækker DRs Skum frem for det konkurrerende Arto. Der ligger mange overvejelser til grund for et sådant valg og igennem valget udtrykker man sin afstandtagen til de normer og værdier der manifesteres på Arto, som det fremgår af denne interessante tråd på Skum – der på ingen måde er usædvanlig. Skum-brugerne skaber og vedligeholder fordomme om Arto og dets brugere: Arto hævdes at handle om at sælge sig selv og at være meget overfladisk. Dette vil mange Arto-brugere antageligvis erklære sig uenige i, ligesom medieforsker Malene Charlotte Larsen ofte fremhæver de mange vigtige funktioner Arto tjener for sine brugere, bl.a. løbende fastholdelse og udbygning af venskaber.

Der kan være tale om en form for social klassificering, hvor homogenitet i uddannelse og andre demografiske parametre kan medvirke til at definere et socialt netsted og dermed differentiere det fra andre. Lad mig vende tilbage til danah boyd, der qua sin begavelse og ikke mindst sin vilje til at tilgængeliggøre sin forskning, efterhånden er en akademisk superstjerne – nu sågar med hyldestgruppe på Facebook – The Danah Boyd appreciation society. Hun hævder netop der foregår class divisions through Facebook and MySpace. Facebooks universitære ophav på Harvard bruges som forklaringsmodel for modstillingen af Facebook og MySpace, hvor førstnævnte bliver et elitært, intellektuelt tilflugtssted, altimens sidstnævnte i højere grad appellerer til de lavere sociale lag, hvor det ikke er uddannelsen der definerer identiteten. At der er oprettet en gruppe på Facebook kaldet Keep Facebook for the students afspejler denne pointe. Vil denne påståede polarisering intensiveres, så de lige rige børn vil lege bedst på Facebook?

facebook-myspace-fight.gif

Dette blot et par overfladiske nedslag, der dog illustrerer min fascination såvel som min nysgerrighed og mit ønske om at forstå bare en brøkdel af alt det, der sker hele tiden. Også nu, midt om natten. Således er jeg fascineret og begejstret for selve fascinationen.