Brænd bøgerne; de virker ikke!

Det er måske nok lidt drastisk og heller ikke noget, jeg umiddelbart vil anbefale. Med mindre selvfølgelig der er tale om virkelig dårlige bøger; så er det vel okay.

Alligevel er det i høj grad på sin plads at betvivle bogens status som prototypisk læringsressource. Uanset hvordan man arbejder med læring og uanset hvilke redskaber, der tages i anvendelse, er bogen den målestok, de holdes op imod.

Det skal selvfølgelig forstås i et historisk perspektiv, eftersom bogen har haft monopol på asynkron vidensformidling gennem århundreder og atter århundreder. Det er næppe noget sted mere sandt end i uddannelsessektoren, at old habits die hard. “Vi gør som vi gør, for sådan har vi nu engang altid gjort”. Vaner og rutiner giver tryghed og sikkerhed i en hektisk hverdag, men de giver næppe det bedste resultat. Således hedder det da også i indledningen til den i øvrigt interessante publikation “Bogen i et nyt medielandskab” at:

Mange af vi voksne opfatter imidlertid stadig bogen som det vigtigste medie i børns dannelsesproces. Denne holdning til de øvrige medier som sekundære spejler sig i en generel tendens til fortsat at opfatte de øvrige medier som supplerende, nye medier.

Hvem tør så stille spørgsmålet:

Virker bøgerne overhovedet?

Mere kættersk kan man vel ikke blive i en litterær dannelseskultur som den danske. Gennem århundrederne med bogens monopol har vi ukritisk taget for givet, at selvfølgelig virker bøgerne. Selvfølgelig er bogen den medieform, der bedst kan formidle viden om komplekse problemstillinger.

Virker lektierne?

Tillad mig at drage en parallel. Ligesom bøgerne har lektier altid haft en fremtrædende plads i alverdens uddannelsessystemer. Denne prioritering er bare ikke funderet i forskningsbaseret viden, men snarere i almene common-sense antagelser og varierende formodninger om, at “lektier da nok styrker børn og unges læringsforløb”:

I Danmark er vi ikke vant til at sætte spørgsmålstegn ved værdien af lektier. Det er en århundredgammel tradition, at eleverne har lektier for, og vi har for vane at sætte lighedstegn mellem mange lektier og et højt fagligt niveau (Per Fibæk Laursen i Samvirke)

Selvom det altså fortsat er reglen snarere end undtagelsen, at skole og lektier hører uløseligt sammen, så har amerikanske Alfie Kohn alligevel formået at bringe emnet på dagsordenen:

The positive effects of homework are largely mythical.  In preparation for a book  on the topic, I’ve spent a lot of time sifting through the research.  The results are nothing short of stunning.  For starters, there is absolutely no evidence of any academic benefit from assigning homework in elementary or middle school.  For younger students, in fact, there isn’t even a correlation between whether children do homework (or how much they do) and any meaningful measure of achievement.  At the high school level, the correlation is weak and tends to disappear when more sophisticated statistical measures are applied.  Meanwhile, no study has ever substantiated the belief that homework builds character or teaches good study habits.

Nu er det nærmest moderne at forholde sig kritisk til lektierne og det er blevet tydeligt, at vi ved forsvindende lidt om, hvordan lektier influerer på skolens læringsprocesser:

Konklusionen er, at der stort set ikke findes nogen dokumentation for den positive effekt, mange formoder eller påstår. Hverken i folkeskolen eller i gymnasiet. Tværtimod skader lektier ofte indlæringen. Det gør de, når de bliver en byrde for unge og ikke mindst deres forældre. For så falder interessen og lysten, der er en af de vigtigste forudsætninger for at lære (Folkeskolen)

Tilbage til bøgerne

Denne lille ekskurs blot for at understrege, at bare fordi vi i årevis har formodet et eller andet, så bliver det ikke nødvendigvis sandt. Vi er ganske enkelt nødt til at forholde os kritisk til, hvordan vi tilrettelægger læringsforløb, ikke mindst i folkeskolen.Derfor er det vigtigt, at vi tvinger os til en løbende, oscillerende bevægelse mellem det, vi tror, vi ved og det vi ved, vi ikke ved. Kun gennem erkendelse af de blinde vinkler, der altid reducerer vores udsyn, kan vi gøre os forhåbninger om at træffe de bedste beslutninger.

Lige som vi først for nylig har fundet ud af, at vi ikke rigtig ved noget om lektiernes effekt, så slår det mig, at vi har et forbløffende svagt fundament for at lade bøgerne beholde deres helt centrale placering, hvor de tilmed er hævet over andre medieformer i skolerne. Hvis film, internettet og – uha – computerspil overhovedet inddrages, så legitimeres denne inddragelse ofte med bøger. “Jamen, vi bruger skam også bøger!”.”Nå, nå, jamen, så er der ingen grund til bekymring”.

Misforstå mig ret. Det handler ikke om, at jeg partout vil undergrave bogens læringsmæssige værdi. Slet ikke. Det er bare interessant at se på, hvordan fx computerspil i løbet af de senere år har været genstand for massiv forskningsmæssig interesse, altimens bøgernes betydning ikke problematiseres. Der er veldokumenteret belæg for at konkludere, at computerspil har et stort læringsmæssigt potentiale. Vi har fået afkræftet de fleste fordomme og ubegrundede panik-potentialer. Derfor tør den amerikanske assistant professor ved Educational Communications and Technology, University of Wisconsin-Madison, Kurt Squire da også konstatere at:

The explosion of research initiatives, conferences, books, and software focused on educational games suggests that computer and video games will have some part in education, just as all media before them have been used for learning (Squire)

I forlængelse heraf tør jeg tilmed godt konkludere, at vi efterhånden ved markant mere om, hvordan computerspil kan understøtte læringsforløb end hvordan bøger kan løse selvsamme opgave. Ganske enkelt fordi computerspil er i udfordrerens rolle, så at sige, altimens bøgerne hviler på et fundament af traditioner, vaner og genkendelighed.

Lad mig derfor opfordre alle og enhver til at stille kritiske spørgsmål til bøgernes læringspotentiale. Vi behøver en debat om, hvordan de forskellige medieformer kan sidestilles og ikke hierarkiseres efter alder. Vi skal være mere bevidste om, hvad bøgerne er gode til – og ikke mindst hvad de er dårlige til!

For de er ikke det universelt bedste læringsredskab i alle situationer!

P.S. Jeg bruger skam også bøger!