Min tidligere post har ansporet mig til yderligere at forfølge en række pointer i relation til SNS. Som nævnt er det praktisk taget umuligt at blive taget seriøst som mediestuderende, hvis man ikke udtrykker sig om udviklingstendenser på nettet – en norm jeg hermed underkaster mig.
Internettet har medført en kraftig acceleration i bevægelsen fra de traditionelle omnibusmedier til nichemedier. Det betyder ikke en umiddelbar radikal nedgang i antallet af de vidtfavnende massemedier, men snarere en radikal udvidelse af det samlede antal tilgængelige medier. Som jeg diskuterede i “En verden vi ikke ser” har vi i udstrakt grad mulighed for selv at tilrettelægge vores videnstilegnelse så den opfylder vores individuelle behov for intellektuel stimulering.
På samme vis kan vi hver især tilrettelægge vores færden på nettet, så vi indgår i netop de interessefællesskaber, der harmonerer med vores personlige præferencer – det være sig af faglig, politisk, religiøs eller kulturel karakter. Umiddelbart kan det i øjeblikket altopslugende Facebook fremstå som det modsatte, idet man kan iagttage en vis brugermæssig konvergens, hvor alle indlemmes uden hensyntagen til individualitet og personlige interesser. Vi er der, fordi alle de andre er, ikke fordi vi mødes om et fælles projekt. I den optik konvergerer vores brugsmønstre – de fører det samme sted hen. En sådan analyse er dog forfejlet og overfladisk, for den umiddelbare konvergens i valg af SNS fører potentielt til divergens i brugen af den konkrete tjeneste. Selvom de fleste deltager i den mulige venskabsdevaluering Facebook (og andre SNS’) inciterer til i form af “vennekapløbet”, og selvom applikationsinflationen tilsyneladende ligeledes ekspanderer eksplosivt, er der samtidig utallige eksempler på nichedannelser i mindre interessefællesskaber. “Gruppefunktionen” kan ses som en sådan og placerer sig desuden i umiddelbar forlængelse af den danske grundlovs demokratiske princip om foreningsfrihed, hvor det fremgår af §78, stk. 1 at Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.
Min gode ven, Morten, har udråbt sig selv til præsident i en forening, der måske mest af alt fremstår som et kuriosum, men som ikke desto mindre har mødt stor forståelse og tilslutning. Den pågældende forening var næppe blevet realiseret for bare ganske få år siden, idet den netop er et udslag af gruppefunktionen på Facebook. Selvom Foreningen mod rosiner i bagværk måske ikke lanceres som en demokratisk nødvendighed, er det dog nødvendigt at medtænke foreningsfriheden som grundlovssikret rettighed. Det siger trods alt noget om et samfund, at det i udgangspunktet tillader foreningsdannelser af enhver art.
Foreningens i skrivende stund 640 medlemmer har her skabt et fællesskab konsolideret i deres kollektive had til bagte rosiner. Det lyder skørt, det er skørt og det er hylende grinagtigt. Alligevel er eksemplet yderst anvendeligt og relevant for forståelsen af den interne stratificering på et netsted som Facebook. Der foregår rent faktisk andet og mere end selvpromovering og varetagelse af fatisk kommunikation i opretholdelsen af relationer til venner og bekendte. Flere og flere indgår i nye sociale konstellationer, hvor den fælles referenceramme kan udgøres af alt fra langdistanceløb over faglige interesser til…rosiner. Som rosinhaderne er et eksempel på, mødes ellers vidt forskellige mennesker om denne mærkesag og aktiviteten i gruppen er imponerende. De indædte diskussioner er mange og det har tilsyneladende affødt enorm begejstring, at man således har fundet lidelsesfæller og et forum, hvor hadet og traumerne legitimt kan italesættes, selvom det nok er en overdrivelse at tale om gruppen som terapeutisk instrument.
Jeg hader ikke rosiner, ej heller i bagværk, men mon ikke også der findes en gruppe for mig på Facebook?
mathiaspoulsen.wordpress.com 