Altings dikotomisering

På en af dagens mentale vildveje lod jeg mine tanker flyve uden kendskab til deres destination. I kølvandet på denne mentale opdagelsesrejse opstod en række mere eller mindre forløste refleksioner; fællesnævneren for dette tilsyneladende virvar udkrystalliserede sig som dikotomisering.

Dikotomisering forekommer mig at være en nærmest almenmenneskelig reaktion, når vi konfronteres med en verden så kompleks, at vi ikke begriber den. Som konsekvens af den hertil knyttede uantagelige afmagt, opstilles modsætningspar med det primære formål at reducere denne skræmmende kompleksitet og skabe en illusion af overblik og indsigt. Vi konstruerer en fortolkningsstrategi, hvor flydende, dynamiske og tvetydige begreber kunstigt fastlåses og dikotomiseres, hvilket uundgåeligt resulterer i et forvrænget, reduktionistisk billede. Uden at gå i dybden med det her, kan man drage en parallel til Saussure og den “fiskenet-metafor”, der er blevet knyttet til hans teorier om sprogsystemet, langue. De forskellige sproglige tegn i defineres relationelt, de tilskrives betydning kun i forhold til de andre tegn. Således skaber dikotomierne et system, hvor konstruktionens enkeltdele får sin betydning gennem relationerne til sin modsætning.

Vi kender alle, de “universelle” dikotomier der har manifesteret sig gennem historien. Det gode og det onde. Sort og hvid. Binære modsætningspar, der ikke behøver yderligere forklaring. På det kosmopolitiske plan var verden i næsten et århundrede på godt og ondt (!) præget af den tilsyneladende uløselige dikotomi, der hævdedes at eksistere mellem øst og vest, mellem USA og Sovjet. Denne er nu afløst af konstruktionen af en ikke mindre fastlåst modsætning mellem Vesten og Islam – med Samuel Huntingtons ord et clash of civilizations. Os og dem. Menneskets måde at (prøve at) forstå, mediernes måde at formidle.

Selvom blikket ikke fastholdes på globale konflikter af svingende temperatur, eksisterer og produceres dikotomierne ikke desto mindre overalt. Tænk engang. Selv på mikroniveau, uanseelige forhold i vores dagligdag, arbejde, fritid. Sidstnævnte i sig selv et interessant og velkendt modsætningsforhold. I det følgende vil jeg skitsere nogle modsætninger, der relaterer sig til børn og unges mediebrug og som det er mig afgørende at dekonstruere, førend reel indsigt heri kan tilegnes.

Kvinde og mand.

En selvfølgelighed. Måske den største selvfølgelighed. De uafviselige og signifikante biologiske forskelle er selvfølgelig stærkt medvirkende til, at kvinde og mand i de fleste kulturer opfattes som hinandens modsætninger. At det samtidig endvidere har resulteret i en urimelig, negativ forskelsbehandling er en anden sag. Det er imidlertid utilstrækkeligt at acceptere denne dikotomi, der uundgåeligt indkapsler “kvinder” og “mænd” som homogene entiteter. Med udgangspunkt i Judith Butler og hendes Queer Theory (og danske Dorte Marie Søndergaard i forlængelse heraf) vil jeg argumentere for det nødvendige i, at nedbryde den entydige dikotomi og i stedet betragte “kvinde” og “mand” som dynamiske størrelser, der hver især indeholder stor diversitet. Kvinder er ikke bare kvinder, lige så lidt som mænd bare er mænd. (Se i øvrigt artiklen “Flere køn i folkeskolen” af Susanne V. Knudsen for en interessant og tankevækkende udfordring af den heteronormative tokønnethed i folkeskolen.)

Et andet område præget af kunstige modsætninger som forklaringsmodeller, falder også i høj grad inden for mit umiddelbare interesseområde. Det forekommer at være common sense, at børn og unge er kompetente mediebrugere. Kompetencen defineres relationelt, idet de antages at være mere kompetente end de ældre generationer. Kært barn har mange navne, således også børn og unge: netgenerationen, frontrunners, eller med Marc Prenskys termer, digital natives, der i overensstemmelse med det underliggende ræsonnement modstilles af alle os andre som digital immigrants. Det er en hegemonisk diskurs, et tilsyneladende veletableret faktum. Som Susan C. Herring påpeger i artiklen “Questioning the Generational Divide” i antologien “Youth, Identity, and Digital Media“, bør vi imidlertid ikke ukritisk acceptere denne diskursivt konsoliderede dikotomi. De digitale medier, som børn og unge påstås at mestre bedre end alle os andre, er dog fortsat tilvejebragt af os, digital immigrants, hvormed de unges råderum overordnet dikteres af voksne.

Mine egne erfaringer viser tillige med stor tydelighed, at den entydige antagelse om to kvalitativt forskellige, men internt homogene grupper, hvor den ene (børn og unge) pr definition er den anden (alle os andre) overlegen, er en forvanskning af det faktiske billede. De fleste børn og unge besidder ikke intuitiv forståelse for og indsigt i, alt hvad der er nyt. Der er forskelle i mediebrug, ganske rigtigt, men disse kan i lige så høj grad forklares med forskellige behov og interesser relateret til forskellige livsstadier. Eksempelvis er den rent tekniske forståelse stærkt begrænset hos de fleste; det være sig børn, unge og voksne. Det er langt fra alle digital natives, der faktisk forstår endsige interesserer sig for, hvad der foregår bag interfacet – i lighed med de fleste voksne.

Den samme polariserende logik vil jeg, i hvert fald partielt, tilskrive ansvaret for folkeskolens nuværende berøringsangst over for de mange nye medier. Modstillingen af arbejde og fritid spiller ind. Computerspil, Arto og andre nye mediefænomener med appel til unge betragtes som fritidsbeskæftigelse, der ikke bør tilkendes en plads i den formelle læringssituation, skolen danner rammen om. En forfejlet disposition, fordi man netop ved at tilstræbe en hermetisk adskillelse af de sfærer, børn og unge opererer i, vanskeliggør den transfer, der er afgørende for at operationalisere det lærte uden for skolen. Jo mere skolen fremmedgør sig fra elevernes øvrige liv, jo vanskeligere betingelser får læringen. I forlængelse heraf indskrives de nye medier i et underholdningsparadigme, der igen modstilles af skolens læringsparadigme. Det kan undre, eftersom store dele af pensum ligeledes er underholdning – blot af litterær karakter og dermed legitimt. I manglende forståelse for de nye medier, har konsolideringen af dem som (underlødig) underholdning medført en umiddelbar legitimering af afskrivelsen af disse. Man behøver ikke forholde sig til området, da det bare er underholdning og ikke seriøst eller anvendeligt. Potentielle potentialer til trods.

Fælles for alle disse mange eksempler på dikotomiseret reduktionisme er, at det er kulturelt betingede konstruktioner, der er kontingente og bør udfordres. Oftest er dikotomierne unødigt simplificerede, således de faktiske forhold fortrænges og tilsløres. Denne proces umuliggør logisk nok en nuanceret forståelse, idet det netop er det nuancerede (og komplekse) billede der motiverer kompleksitetsdegraderingen i udgangspunktet. Det er selvsagt umuligt og uhensigtsmæssigt at opløse alle disse modsætningsforhold, men i det øjeblik, man ønsker at forholde indgående sig til et givent felt, må dikotomierne dekonstrueres.

Jeg kan afslutningsvis vanskeligt undlade at spørge mig selv, om der eksisterer et lovmæssigt modsætningsforhold mellem det, at arbejde koncentreret mod et mål og det at lade sine tanker flyve?