Godt og gratis – et oxymoron?

Det er gammelkendt visdom, at intet her i livet er gratis. End ikke de forkætrede gratisaviser.

Lektien læres af selv de mindste børn, når de (efter deres forældres mening) på et for tidligt tidspunkt vil agere forbrugere og gør brug af deres indflydelsesrige pester power.

I et samfund og en verden, hvor intet synes stærkere end markedskræfterne og hvor kommercielle hensyn oftest overskygger alt andet, forekommer påstanden umiddelbart mere sand end nogensinde.

Som et udslag af denne kommercialisering har vi kognitivt udviklet en slags kausal logik, der knytter pris og kvalitet uløseligt sammen. Hvis noget er billigt eller endog gratis, så må det utvivlsomt også være dårligt – og omvendt. Nu ved jeg godt, at rationalitet ikke altid er afgørende, når vi køber meget (:unødigt) dyre mærkevarer, men ikke desto mindre operationaliseres argumenter i pris/kvalitet-logikken alligevel ofte i disse sammenhænge, hvilket blot viser hvor indlejret tankegangen er.

Altimens vi på globalt plan er vidne til en voldsom eskalering af en tilsyneladende uendelig forbrugsspiral og ikke mindst et efterstræbt ideal om “forbrugerisme”, kan man imidlertid iagttage interessante kontrabevægelser. Der er i mange tilfælde tale om tendenser, som i vid udstrækning er muliggjort af samfundets stigende teknologisering: open source, creative commons og open access – for blot at nævne tre af begreberne.

Førstnævnte, open source, er måske nok den mest kendte af de tre koncepter. Dybest set er der tale om software, hvor brugeren får fri adgang til produktets kildekode – og det oftest uden vederlag. Centreret omkring denne tilsyneladende idealistiske idé om fri software, er der i løbet af de seneste årtier opstået et globalt fællesskab, der på tværs af kloden samarbejder om at udvikle og raffinere gratis software som alternativ til ikke mindst allestedsnærværende Microsoft. I Linux findes således et gratis operativsystem, der efterhånden rent faktisk udgør et værdigt alternativ til det Windows, som størstedelen af os er opflasket med. Andre yderst kvalificerede bud på open source software er Mozillas internetbrowser, Firefox, og kontorapplikationen, Open Office. Open source som fænomen er i altovervejende grad afhængig af frivillige udviklere, der på professionaliseret hobbyniveau bidrager til de forskellige applikationer. Disse såkaldte “pro-ams”, de professionelle amatører, har gennem årene produceret så væsentlige nyskabelser, at den britiske tænketank Demos i rapporten “the Pro-Am Revolution” betegner dem som en af det nye årtusinds vigtigste bidragydere til innovation på en række områder – selvom det ofte “bare” er en hobby.

Creative Commons er en anden reaktion imod det velkendte “all rights reserved”, hvor kunsteriske værker søges tilgængeliggjort på forskellige andre præmisser, der alle udfordrer tanken om, at alle rettigheder til et givent værk fastholdes af skaber, distributør eller lignende. Der kan være tale om alt fra musik, film, billeder, malerier, bøger osv. – alt, hvad der normalt er beskyttet af ophavsretsloven.

Endelig er der open access, der primært orienterer sig mod litteratur og betegner den vederlagsfri adgang til denne litteratur. Det kan naturligvis reducere forfatterens indtjeningsgrundlag, men ofte er der tale om forskere, der tilgængeliggør deres forskning som open access. For den enkelte forsker betyder det naturligvis langt større kendskab til vedkommendes forskning, hvilket igen vil forøge den hyppighed, hvormed vedkommende citeres af andre. På et overordnet plan er det evident, at den fortsatte udbredelse af open access vil styrke potentialet for global vidensdeling, hvilket grundlæggende må antages at føre til et højere vidensniveau og dermed mere valide forskningsresultater. Simplificeret sagt, naturligvis, men fx giver open access øget mulighed for peer reviews og derigennem en slags løbende kvalitetssikring af den publicerede forskning. Som pseudoforsker kan man dog ikke undgå at være fascineret af det bagvedliggende ideal og personligt vil jeg mene at være blevet ikke så lidt klogere på baggrund af open access publikationer. I øvrigt meget anerkendte MIT Press har igennem The John D. and Catherine T. MacArthur Foundation Series on Digital Media and Learning således gjort en række aldeles udmærkede publikationer tilgængelige som open access, hvad jeg i stor udstrækning gør brug af. I tilknytning til mit speciale skal især The Ecology of Games: Connecting Youth, Games, and Learning fremhæves som relevant læsning.

Både forskere og Pro-Ams vil utvivlsomt fortsætte med at skabe og udbrede software, litteratur og andre værker, som alle vi andre kan nyde stor glæde af. Måske er det endda, som Demos hævder, her man kan identificere den primære kilde til fortsat innovation.

Så kom ikke og sig, at intet er gratis, eller at gratis materiale er lig dårligt materiale.

Tværtimod er det ofte godt fordi det er gratis.